Mindedagene er de værste

Forbi to kontorer, lidt til højre og lige frem til svømmehallen. Til højre igen, forbi en varmecentral og en række handicaptoiletter. For enden af gangen udvider området sig. En sofa, et kakkelbord, en bardisk med køleskab og ølplakater på væggen. "Du Perikles - hvornår smager en Tuborg bedst? Hver gang!" Men vagabonderne på Storm P.-plakaten er alene i baren "Det skæve hjørne."

Nu holder baren kun åbent to gange om ugen," forklarer sygeplejerske Emmy Reitoft stilheden med. Baren er oprettet på beboerinitiativ på lokalcentret Bernadottegården (se boks 1 side 38), men initiativtagerne er efterhånden døde eller massivt plejekrævende. Det var tidligere modstandsfolk, en gruppe stærke personligheder, der ikke godvilligt indordner sig en institutionel husorden, selv om de har brug for hjælp, der oprettede "Det skæve hjørne."

Emmy Reitoft har været forstander på Bernadottegården i næsten 15 år, men i forbindelse med en total omstrukturering i kommunen fra den 1. januar 2004 undlod hun at søge den nye lederstilling. Emmy Reitoft ønskede ikke at sidde på kontor i otte timer hver dag uden tid til den daglige brugerkontakt.

Jeg er trods alt sygeplejerske og har uddannet mig for at være noget for mine medmennesker," fortæller hun.

Som forstander var Emmy Reitoft med i alt det sociale på Bernadottegården, kendte hver eneste beboers livshistorie, engagerede sig fuldt i besættelsestiden, deltog i alle mindedage og arrangementer og tog alle de svære samtaler med beboere og deres familie. I stedet valgte hun at lade sig ansætte i en stabsfunktion som kz-sygeplejerske, for der er stadig behov for hendes enestående viden, netværk og følelser. De beboere, hvis interesse hun varetager, lider stadig af følgerne af krigstraumer og tortur. 60 år efter Anden Verdenskrig. Emmy Reitoft er den eneste sygeplejerske med stillingsbetegnelsen kz-sygeplejerske. Hendes ansvarsområde er hjemmebesøg, udredning, medvirken til visitation og forsøg på at løse problemer i dagligdagen for de kz-beboere og modstandsfolk, der i dag bor på Bernadottegården.

Side 38
 

Undervisning af nyt personale og studerende i kz-syndrom tager hun sig også af.
 

Angst og mareridt
Når kz-sygeplejersken hører om en ansøger, der mener at opfylde kravene til en af de 30 boliger, tager hun på hjemmebesøg for at lave en almen funktionsbeskrivelse og en livshistorie. Kommunen, som har været der i forvejen, har som regel nedfældet lidt om borgerens fysiske funktionsindskrænkninger. Der står til gengæld intet om den angst og de natlige mareridt, mange lider af. Hvad der måtte være skrevet af livshistorie, er helt utilstrækkeligt, hvis borgeren skal have omsorg og pleje, der tager højde for krigstraumerne.

Livshistorien begynder i barndommen og fører videre til besættelsesårene. Det er meget forskelligt, hvor meget borgeren vil fortælle. Nogle få er åbne, andre blokerer eller kan ikke. Der skal opbygges tillid, og det kan tage lang tid, inden de åbner sig. Da de traumatiserede mænd og kvinder kom hjem efter besættelsen, fik de blot at vide af sagkundskab, familie og bekendte, at der ikke skulle tales om det passerede.

Det skulle ties væk. Man vidste ikke bedre i 1945. Selv i dag kan man finde børn, der aldrig har hørt om, hvad deres far foretog sig under besættelsen. Derfor har mange aldrig fået forløst deres krigstraumer, og i dag, 60 år efter, lider de fortsat af følgerne oven i alderdommens øvrige skavanker. Mange har haft et ringe liv med rastløshed, impotens, skilsmisser og alkohol. Nogle har aldrig siden krigen kunnet gennemføre et samleje, måske en følge af, at ubearbejdede traumer er endt med manglende selvværd og tro på sig selv. Alkohol er blevet brugt til at dulme - en måde at kompensere for omgivelsernes svigt. Mange er storforbrugere, og nogle er dybt alkoholiserede. Leversvigt er en ikke ualmindelig dødsårsag. 

Tynget af hemmeligheder
Udredning betyder, at Emmy Reitoft udspørger ansøgeren nøje om detaljer fra besættelsestiden for at sikre, om vedkommende kan være berettiget til en bolig og eventuelt også til erstatning. I Centerrådet for området sidder to særligt udpegede personer med baggrund i modstandsbevægelsen. De varetager modstandsfolkenes interesser og vurderer, om en beboer er berettiget til en af boligerne på Bernadottegården. Nogle mennesker har båret på hemmeligheder siden besættelsen og har hverken haft tanke for at søge den livsvarige hædersgave eller erstatning fra Arbejdsskadestyrelsen.

I flere tilfælde har Emmy Reitoft foranlediget, at en ansøger har søgt og fået erstatning.

Ved indflytning på Bernadottegården skal personalet orienteres om, hvad beboeren har været igennem under besættelsen. Alt personale, og det gælder også rengøringspersonalet, forventes at sætte sig ind i livshistorien.

"Her kan man ikke glemme krigen," siger Emmy Reitoft til nye beboere. Men hun tilføjer, at fremtiden også skal huskes. Overalt på Bernadottegårdens område ses fortiden. Mindetavler, mindesten, opslag om mindehøjtideligheder. Beplantning og blomster i rødt, hvidt og blåt. Det giver ikke blot beboerne noget at samles om, men er også en åbenlys markering af, at her er deres indsats og ofre ikke glemt. 

Men selv på Bernadottegården falder det stadig mange svært at tale om fortiden. Emmy Reitoft giver beboerne valget. "Har du lyst til at fortælle?" Nogle fortæller. Andre får flakkende øjne og siger, at de ikke kan. En gang reagerede en beboer så voldsomt på spørgsmålet, at han var lige ved at slå. Med tiden løsnede han lidt op, og en dag lagde han sin hånd hen ved siden af Emmy Reitofts. "Der er blod på mine hænder," sagde han. Under besættelsen havde han deltaget i en stikkerlikvidering foran stikkerens kone og barn. Beboeren led stadig af mareridt. Nat efter nat vågnede han med råben og skrigen, blev panisk i mørke. Han var dybt religiøs, troede ikke, han ville komme i himlen, og hans præst nåede aldrig at få ham til at leve i fred med sig selv. Han døde som alkoholiker.

Stort alkoholforbrug

Det er ikke ualmindeligt, at mange af de gamle modstandsfolk og fanger på Bernadottegården har et stort alkoholforbrug, men holdningen er, at der kun gribes ind, hvis det generer medbeboere og personale. En af grundene hertil er, at beboerne har været modstandere af medicin, der kunne stemple dem som psykiatriske tilfælde. Det er kun sket tre gange i den tid, Emmy Reitoft har været ansat, at hun har måttet gribe ind. Det er i alle tilfælde sket i fredsommelighed, idet hun efter en samtale med beboerne har indgået en aftale om, at de har henlagt drikkeriet til egen bolig, har ladet personalet administrere den daglige dosis eller har holdt sig fra stærk spiritus.

"Når en beboer har et stort alkoholforbrug, spørger vi, hvorfor han trænger, om han har det skidt, og hvad vi kan gøre for ham," siger Emmy Reitoft. "Det vigtigste er ikke at være fordømmende. Hjemme har vi alle sammen vaner, vi gerne vil holde for os selv. På institutioner kan de ikke skjules, og så bliver vanerne til uvaner."

Ingen ved med sikkerhed, hvor mange modstandsfolk, søfolk i allieret tjeneste og kz-fanger, der er i live i dag (se boks 2), og som i mere eller mindre alvorlig grad lider af kz-syndrom. Men de må formodes stadig at kunne tælles i tusinder. Den overvejende del har sandsynligvis kontakt til social- og sundhedssystemet, men en stor del af plejepersonalet kender næppe deres baggrund og kan heller ikke forvente, at de gamle patienter af sig selv oplyser om den. 

Kz-syndrom eller PTSD vil typisk vise sig ved jævnlige mareridt. Affektlabilitet ofte i form af vredesudbrud og et stort alkoholforbrug er andre pejlemærker. Dertil en alder, der kan sandsynliggøre aktivitet under besættelsen.

Vredesudbrud og anden affektlabilitet kan mødes med spørgsmål som: Hvad var det, der gjorde dig så vred? Sygeplejersken må spørge ind med varsomhed og uden konfronterende spørgsmål. Det er borgeren selv, der skal beslutte sig for, om han eller hun vil fortælle.

Frarøvet identitet

Umyndiggørelse er noget af det værste, man kan udsætte en kz-fange for i dag. De har alle prøvet at blive reduceret til ingenting og blive frataget menneskelig identitet. Ydmygelserne fra fangevogtere og bødlers side ligger dybt og kan genopleves, hvis de i dag oplever at blive behandlet som et nummer eller en sag.

Mareridt skal afbrydes. Det er ikke tilstrækkeligt at klappe den sovende beroligende på hånden. Lyset skal tændes, hun eller han skal vækkes, op at sidde på sengekanten og måske med ud i køkkenet eller på et kontor og have noget at spise og drikke sammen med personalet. Nogle vil finde forløsning i at tale om mareridtet, for andre vil det være en belastning. Måske skal det aftales, at der altid skal være lys på stuen, når vedkommende skal sove.

Symptomerne på kz-syndromet eller PTSD vil typisk være fremtrædende eller forværres i tilknytning til særlige begivenheder eller datoer, der vækker minder. F.eks. siger mange af de gamle fanger og modstandsfolk selv, at dagene omkring 4. og 5. maj er værst.

"De er alle gamle nu. Om få år er der ikke flere tilbage. Det gamle posttraumatiske syndrom kan ikke behandles, blot lindres. Én ting kan vi dog alle gøre," slutter Emmy Reitoft: "Give tryghed og kærlighed. Det har alle brug for, men især denne gruppe mennesker, hvor mange igennem det meste af deres liv har lidt i stilhed."