Boganmeldelser

Med ror og kompas

Berit Støre Brinchmann (red.)
Etikk i sykepleien
Oslo: Gyldendal
Akademisk 2005
210 sider, 280 nkr.

Hvorfor bør sygeplejersker og sygeplejestuderende lære om etisk teori, spørger redaktøren af den norske bog "Etikk i sykepleien," og hun svarer selv med Leonardo da Vincis ord: "Den som bare elsker praksis uten teori, er som sjømannen som sejler en skute uten ror og kompas. Han vil drive med vær og vind uten mål og mening."

Lærebogens mål er, at sygeplejestuderende og sygeplejersker lærer at forholde sig til etiske dilemmaer i praksis gennem erfaring og ved at møde gode rollemodeller, men også ved at læse og reflektere ud fra etisk teori. Etisk teori kan være et teoretisk værktøj, kompas og ror, når sygeplejersker skal identificere etiske spørgsmål og vælge den bedste handling, når de står i etiske dilemmaer.

Alle kapitler indledes med en fortælling af en patient, en sygeplejestuderende eller sygeplejerske, hvorefter teorien belyses og reflekteres ud fra fortællingen. Hermed får læseren grundigt kendskab til de etiske teorier, og der skabes mulighed for refleksion og for at opøve etisk argumentation for sygeplejerskens daglige valg, der har betydning for andre.

Hvert kapitel afsluttes med et spørgsmål fra en sygeplejestuderende, Kari, som f.eks. efter kapitlet om dydsetik spørger forfatteren: "Efter å ha læst kapitlet om dydsetikk sitter jeg igjen med en følelse av at dyder ikke er noe jeg kan lære ved å lese en lærebok, men at jeg snarere må tilegne mig dem gjennem livserfaring og ved å jobbe som sykepleier. Har du noe kommentarer til det?" Forfatteren svarer kort ud fra den præsenterede teori og egen erfaring.

Den velskrevne og letlæselige bog udmærker sig på især to områder. For det første er det en af de få lærebøger i etik, der ser på forholdet mellem etik og jura i sygeplejen. Den stiller spørgsmålet: Hvilken betydning har det, at den stadigt mere omfattende sundhedsjura i dag regulerer områder i sygeplejen, hvor etikken før var enerådende? Holdningen i lærebogen er, at jura og etik kan læres teoretisk hver for sig, men i praktisk sygepleje er det nødvendigt at se fagene i sammenhæng. "Etikk i sykepleien" vil være et godt bud på at imødekomme denne store udfordring i sygeplejerskeuddannelsen og for sygeplejersker i praksis.

Forskningsetik er et andet område, der uddybes, og hvor det er svært at finde relevant litteratur. Forskningsetik tager udgangspunkt i hensynet til forsøgspersonen. Udgangspunktet er her en bacheloropgave, hvor de studerende ønsker en interviewundersøgelse af en skoleklasses spisevaner. Opgaven analyseres med henblik på forskningsetiske krav. Holdningen i lærebogen er, at de forskningsetiske normer også er vigtige at følge, når der er tale om sygeplejestuderendes opgaver.

Det er en inspirerende lærebog for både nye og garvede i sygeplejen, og man skal ikke lade sig afskrække af, at bogen er norsk. Der er megen lighed mellem etiske dilemmaer og lovgivning i Danmark og Norge.

Af Hanne F. Mortensen, sygeplejelærer på Sygepleje- og radiografskolen i Københavns Amt.

Sygepleje med omsorg for ordene

Kari Martinsen

Samtalen, skjønnet og evidensen

Oslo: Akribe 2005
168 sider, 357 kr.

De tre områder, samtale, skøn og evidens, har hver især betydning i mange sygeplejerskers hverdag. Nogle vil mene, de repræsenterer forskellige eller modsatrettede forskningstraditioner, men her tager Kari Martinsen dem op som sammenhængende.

I fire selvstændige essays, hvoraf to tidligere er publiceret, skriver Martinsen om ordenes betydning, om deres sammenhæng med tænkning og handling, samt om ordenes forbindelse til relationer, sociale sammenhænge og deling af erfaringer. Hun lægger vægt på omsorgen for ordene som en sprogskat, hvori der findes varierede ord til at beskrive den situation, vi befinder os i. Det er omdrejningspunktet og det samlende i de fire artikler: 1. Samtalen, kommunikationen og sagligheden i omsorgsfagene. 2. Livsfilosofi og evidens i sundhedsvæsnet. 3. Skøn og evidens. 4. Omsorg i sygeplejen - en moralsk udfordring.

To andre gennemgående temaer er livsfilosofi og undring. Livsfilosofi skal forstås som det at undres, at filosofere, at stille spørgsmål til vores liv nu og her og til egen eller fælles erfaring og faglige praksis. Undring kræver tid, ro og åbenhed. Det er en langsom proces, der skal behandles med varsomhed samtidig med, at den kan opstå på baggrund af uro og spænding.

Læseren føres først med undren til samtale, dernæst til livsfilosofi og fortællingen som tænke- og arbejdsmetode. Siden arbejdes med evidente indsigter i både forskning og klinisk praksis med baggrund i skønnet. Et skøn, der er forbundet med tænkning, får sproget til at folde sig ud med spørgsmål, indfald og undren. Martinsen slutter af med at skrive om skøn og sprog i forhold til klinisk praksis.

Livsfilosofien bygges stadig på baggrund af Løgstrup og Skjerv-heim, men nu med inddragelse af Kierkegaard og med yderligere betoning af undren, sproget, tiden, samtalen og skønnet som grundlag for sygeplejerskens møde med patienten.

Læseren, der kender Martinsens tidligere udgivelser, vil nok ikke hæfte sig meget ved den måde, hun føres op og ned ad den filosofihistoriske trappe på. Den nye læser kan roligt begive sig ud i teksten om samtalen, kommunikation og saglighed, selvom den indledes med både Kierkegaard og Sokrates i de første to linjer. Martinsen skriver om mennesket, der både kan være i rollen som sygeplejerske, patient eller noget helt andet, og hun ser dem i forbindelse med den vestlige filosofis livsfilosofiske historie.

Af Lisbeth Uhrenfeldt, ph.d.-stipendiat, Institut for folkesundhed, Afdelingen for sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet.