Ingen kommer ind uden at desinficere hænderne

Beredskabet på sygehuset er skruet voldsomt i vejret efter SARS-epidemien. Ved den mindste risiko er det på med maske, handsker og beskyttelsestøj, fortæller intensivsygeplejerske Dana Evans.

Det er for resten ikke bare hænderne, der vaskes ekstra omhyggeligt nu om dage. "Vi rengør også computerne og telefonerne," fortæller Judy Cooper-Froud, sygeplejerske og administrativ koordinator på intensivafdelingen ved York Central Hospital i udkanten af Toronto.

Vi sidder ved et enormt mødebord, tre gange så bredt som et normalt mødebord. Men det havde de, allerede før enhver smittefare blev nøje overvejet. Det var her, den første krisekonference blev afholdt pr. telefon, da SARS, svært akut respiratorisk syndrom, havde ramt hospitalet. Det var den 28. marts 2003, og sundhedsministeriet gav ordre til 20 dages isolation for hele hospitalet med ca. 1.700 ansatte. Ingen nye patienter eller besøgende fik adgang, og personalet blev tvunget i karantæne. I ti dage, inkubationstiden for SARS, måtte alt personale kun gå på arbejde eller blive inden døre derhjemme med beskyttelsesmaske på.

"Jeg kommer aldrig til at begå en forbrydelse, der gør, at jeg skal i isolation igen," siger intensivsygeplejerske Dana Evans. Hun var en af dem, der arbejdede på den SARS-afdeling, der blev oprettet, med barrierepleje og hepafiltre i vinduerne i alle patientstuer, så smitsom luft blev suget ud.

Isolation ved den mindste mistanke

Dana Evans viser sit sædvanlige arbejdsmiljø, hvor patienterne ligger ganske åbent. Jeg må kun kigge ind i al hast, for intensivafdelingen har en restriktiv holdning til besøgende. Langs væggene ligger patienterne side om side med kun et forhæng imellem. Ved fodenden i midten står sygeplejerskernes skrivebord bag plexiglas. Her ser man let for sig, hvordan smitte kan spredes. Men om nogle år skal en ny, større intensivafdeling stå klar med flere stuer til isolation og med udsugning, så der skabes undertryk.

Alle patienter, der kommer her, screenes for SARS, ligesom ved alle andre sygeplejeenheder i hele Ontario-området, som Toronto tilhører. Patienterne skal svare på, om de har været i et asiatisk land, har hoste eller vejrtrækningsproblemer, har feber og så videre.

"Nu om dage lægger jeg altid patienter i isolation ved den mindste mistanke om hoste eller andre symptomer," fortæller Judy Cooper-Froud.

Efter at SARS ramte hospitalet, har hun vænnet sig til hele tiden at være forberedt på det uventede. At lægge flere patienter i isolation i nogle dage af forsigtighedshensyn betyder ikke, at man har brug for mere personale eller flere stuer, siger hun. Der bliver bare færre overraskelser.

Til rutinerne hører nu også at iføre sig handsker, beskyttelsesmaske og overtræk-skittel ved al patientkontakt, hvor smitte kan overføres. Det er blevet en del af jobbet, selv om det kan opleves som en ulempe, at f.eks. et opmuntrende smil ikke kan ses bag masken. Noget af det, man har lært af SARS-udbruddet, er, at forskellige former for smitte kræver forskellige former for beskyttelsesmasker, og at masken skal prøves for at passe. Derfor har hospitalet nu flere slags og størrelser på lager.

Godt forberedt til nye katastrofer

For alt personale blev SARS én stor øvelse i at arbejde under katastrofeforhold. York Central Hospital bestod prøven: De fik ikke ny smitte ind, da andre hospitaler blev ramt af endnu et SARS-udbrud, efter at myndighederne i maj 2003 sagde, at det var i orden at ophæve restriktionerne. Stoltheden er mærkbar. I dag synes Hy Dwosh, læge og chef for intensivafdelingen, at de har beredskab for alle tænkelige mindre og mellemstore katastrofer.

"Vi er hundrede gange mere forberedt. Vi havde et femdages strømafbrud lige efter SARS og kort efter en flyulykke. Nu er den slags ingenting. Vi sætter bare vores katastrofeberedskab i gang."

Men selv om katastrofeorganisationen er indkørt, lagrene af værnemidler er fyldt op, og nye isoleringsstuer er på vej, kan en ny smitsom sygdom blive svær at håndtere. For spørgsmålet er, om plejepersonalet er forberedt på endnu en gang dagligt at møde en dødbringende smitte, der ved mindste uopmærksomhed kan ramme en selv og ens egen familie. Nogle få oplevede arbejdet med SARS-patienterne som en stor udfordring, andre har mistet deres trygge fodfæste i lang tid fremover; når som helst kan en dødbringende smitte ligge på lur, når man gør det allermest dagligdags: går på arbejde.