Svært ikke at kunne støtte patienter og pårørende

Offervilje. For Dana Evans var det indlysende, at hun sagde ja til at arbejde på en SARS- afdeling. "Jeg havde kun mine katte at tænke på."

"Når jeg tænker på visse SARS-patienter nu, synes jeg, at jeg måske skulle være gået ind til dem noget oftere," siger intensivsygeplejerske Dana Evans på York Central Hospital i udkanten af Toronto.

Hun husker navnlig en meget syg kvinde, som lå på den særlige SARS-afdeling. Samtidig var kvindens familie syg og kunne derfor ikke komme og besøge hende. Manden døde, uden at nogen af familiemedlemmerne kunne komme hen på hospitalet og fortælle kvinden om det. Men hun lod til at kunne mærke, at der var noget galt. Dana Evans kontaktede familien og sagde, at nogen måtte fortælle kvinden, at hendes mand var død.

Derefter ringede hun familien op sammen med kvinden. Det var et af de sværeste øjeblikke, hun kan komme i tanke om.

"Jeg holdt kvinden i hånden og forsøgte at støtte hende. Men hvordan kan man det med alle de værnemidler og dobbelt beskyttelsesmaske, så kun øjnene kan ses."

For Dana Evans var det indlysende at sige ja, da hun blev spurgt, om hun ville arbejde på SARS-afdelingen.

"Jeg har kun mine katte at tænke på, mens andre var urolige for at tage smitten med hjem til deres børn." Hun syntes, at følelsen af, at naboer og andre opfattede hende som pestramt, var vanskelig. Men hun genkender reaktionen, fra da hiv først blev kendt. 

Emneord: 
Epidemi