Humor - et aspekt i mestring af kronisk sygdom og lidelse

Introduktion

Artiklen "Humor - et aspekt i mestring af kronisk sygdom og lidelse" præsenterer delfund af et større forskningsprojekt, hvis formål er at beskrive patienters opfattelse af sundhed og sygdom i forbindelse med colitis ulcerosa, diabetes type 1 og i rehabiliteringsfasen efter en koronarokklusion. (1-3).

Den samlede undersøgelse viser, at der er mange betydningsfulde fænomener og temaer i relation til kronisk sygdom og lidelse. Undersøgelsen har fokus på patienternes oplevelse og erfaring med at skulle leve med en kronisk sygdom og de forhold, der gør sig særligt gældende i relation til hospitalskontakt, afhængighed/uafhængighed i livet med kronisk sygdom. En del af den samlede undersøgelse peger på, at det at være i overensstemmelse med sig selv og sine omgivelser bliver ekstra krævende, når man må acceptere og lære at leve med en kronisk sygdom og lidelse. Endelig ser det ud til, at der kan være et dilemma mellem afhængighed/uafhængighed i relation til omgivelserne og kontakten til hospitalet (1,3).

Humor ser ud til at have betydning i forhold til mestring af kronisk sygdom og lidelse, idet forskningsresultaterne viser, at humor kan skabe en venlig atmosfære og opmuntre til venlig kommunikation. Det bekræftes også af andre undersøgelser (4,6,9,13). Humor blev i denne undersøgelse brugt som afslapning og mestring i et forsøg på at fremme velværet (10).

Definition af humor

Definitioner af humor varierer fra det objektive til det subjektive og fra det enkelte til det komplekse. Der findes ifølge den svenske sygeplejerske og professor Henny Olsson ingen alment accepteret definition. Ifølge Olsson skal der laves flere adskillelser af fænomenet, før begrebet humor kan forstås fuldt ud, sådan at humorforskningen kan få sin egen akademiske definition. Olsson har skrevet om humorens betydning i sygeplejen ud fra et videnskabeligt perspektiv. Humor kan være en positiv oplevelse og bruges som et forsvar og beskyttelse (4). Termen humor er forbundet med munterhed og latter i modsætning til det at være glædesløs og trist (5).

Humor kan i sygdomssituationer være en hensigtsmæssig form for forsvar, hvor humor ofte aktualiserer følelser og behov, som er vanskelige at forholde sig til, fortrænges eller undertrykkes (11). En antagelse er, at jo større sansen for humor er, des mindre er risikoen for helseplager, sådan at stor sans for humor beskytter mod skadelige effekter af stress (7).

Kommunikation med humor giver såvel fysiologiske, kognitive, emotionelle som sociale reaktioner. Humor kan virke stressafledende, som forsvarsmekanisme og fremme velbefindende (6).

Latter og smil er ofte koblet til humor (4,7). Smil er ansigtsmimik og kan være et udtryk for velvilje og venlighed. Ofte er teorierne om humor og latter stærkt forbundne og kan ses fra forskellige perspektiver.

Der tales også om forskellige former for humor såsom venlig humor, sort humor og ironi. Humorens helbredende kraft har vist sig at have betydning ved store tab, når der er tale om en venlig form for humor. Venlig humor kan reducere forlegenhed og stimulere kreativitet i modsætning til dårlig eller ondskabsfuld humor, som kan være sårende. Humor og latter kan være med til at løsne stemningen. På den anden side kan humor også være med til at skabe en kunstig munterhed, som virker fremmedgørende. Det kan let blive en metode til at undgå en seriøs samtale, så humor bør anvendes med omtanke (11).

Humor og mestring

Mestring er ifølge psykologen Sven Svebak en subjektiv oplevelse af at have kontrol over de udfordringer, som omverdenen byder på. Svebak skriver om sammenhængen mellem humor, helse og stress og peger bl.a. på, at venlig sans for humor giver et bedre liv på jorden (7).

Apter og Svebaks undersøgelse viser, at humor kan ses som en delvis form for mestring af daglige genvordigheder, frustrationer og stressende begivenheder, og humoren kan have en form for buffereffekt. Humor omtales som et eksempel på at kunne udløse en form for kognitiv synergi. På toppen af den humoristiske begivenhed, der vækker humor, udløses en ekspressiv adfærd, nemlig en latter, som således er tæt knyttet til humorbegrebet. Et flertal af forskere mener, at humor kan være en copingstrategi i form af en buffereffekt (8).

Antonovsky omtaler i sin bog begrebet OAS, som har fokus på sammenhæng i livet og personers bevidste måde at tilpasse sig stressfaktorer, herunder en mulig sammenhæng mellem stress og humor. Han peger her på nogle hensigtsmæssige typer af forsvar såsom humor, altruisme, sublimering og fortrængning. Endelig taler Antonovsky om tre begreber i relation til mestring af stress. De tre begreber er: At finde mening, at kunne begribe og håndtere situationen. Begreberne er betydningsfulde i forhold til oplevelsen af sammenhæng i livet (14).

Humor har været inddraget som kommunikationsmetode på børneafdelinger i form af bl.a. hospitalsklovne. Det kan betyde lettelser for børnene, deres forældre og personalet i svære og vanskelige situationer (12). Humor og alvor er to sider af samme sag. Måske har det syge menneske midt i alvoren brug for netop den livsglæde og befrielse, som humoren har, når der trækkes på smilebåndet eller latteren bliver rørt (13).

I det hele taget er brug af humor, venlighed og en personlig fremtræden positive træk i væremåden i omgangen med kronisk syge (15).

Formål og design

Denne artikel fokuserer på fænomenet humor i relation til kroniske sygdomme og lidelser, samt hvilken betydning det måtte have for patienten og omgivelserne. Artiklen har fokus på forskellige udtryksformer for humor i relation til mestring af kronisk sygdom og dermed betydning for sygeplejen til patienter med kronisk sygdom og lidelse.

Artiklen vil belyse spørgsmål om, hvilken betydning humor har for patienter med kronisk sygdom og lidelse, samt om, hvilken betydning humor har for mestring af patientens daglige liv.

Metoden i undersøgelsen er inspireret af Ricoeurs tanker om fortælling og fortolkning. Begrundelsen for dette valg er hans refleksive fænomenologiske tilgang, hvor der søges efter meninger og betydninger i forhold til det at forstå mennesker og fænomener i deres livsverden. I undersøgelsen indgår kvalitative interviews, som analyseres ud fra Ricoeurs tanker om fortælling og fortolkning. Der analyseres på tre niveauer, naiv analyse, strukturanalyse og kritisk fortolkning. Resultaterne fremkommer gennem analyse og fortolkning af beretningerne.

Designet er kvalitativt med fænomenologisk-hermeneutisk tilgang (16-19). Undersøgelsens formål er at fokusere på temaer og mønstre relateret til det at leve med en kronisk sygdom. Det er ikke tanken at producere generaliserbare data i lighed med kvantitativ forskning. For at øge variationerne er der inkluderet både mænd og kvinder, der har levet mindst et år med deres kroniske sygdom, samt patienter, der for nylig havde fået konstateret en sygdom.

Der er inkluderet 18 mænd og kvinder i alderen 18-75 år, aktuelt i alderen fra 22-68 år, med dia-gnoserne diabetes type 1, colitis ulcerosa og koronarokklusion i rehabiliteringsfasen, fordelt på seks patienter i hver diagnosegruppe.

Patienter med diabetes type 1 har levet med sygdommen mindst et år. De seks patienter, tre mænd og tre kvinder i alderen 26-64 år, har levet med deres sygdom fra 7-40 år og er gået til jævnlig kontrol i dagafsnit på hospitalet.

Patienterne med colitis ulcerosa har også levet med diagnosen i mindst et år. De seks patienter, tre mænd og tre kvinder i alderen fra 22-50 år, har aktuelt levet med deres sygdom fra 1,5-15 år og er kommet til kontrol i ambulatorium eller dagafsnit.

Patienter med koronarokklusion er inkluderet efter første rehabiliteringsmøde, dvs. ca. tre måneder efter akut indlæggelse. De seks patienter, fire mænd og to kvinder i alderen 40-68 år, har aktuelt levet med deres sygdom fra 4-7 måneder. Fem af patienterne har været til rehabilitering en eller to gange siden den akutte indlæggelse. En patient ønskede ikke at deltage i rehabilitering, men sagde ja til at deltage i denne undersøgelse.

Ekskluderet fra undersøgelsen er psykisk handicappede og patienter, der er ekstra belastede af komplicerede omstændigheder. Der er gennem interviews indsamlet beretninger fra patienternes hverdagsliv, og der anvendes det fortællende sprog.

Patienterne er udvalgt efter princippet tilfældighed, hvilket betyder, at de første patienter, der kom i afdelingen efter en aftalt dato, blev udvalgt (20). Denne strategi sikrer en variation i forhold til køn og alder og i relation til tiden, patienterne har levet med deres kroniske sygdom. De første seks patienter fra hver diagnosegruppe, der kom til kontrol efter en fastsat dato på de respektive hospitaler, blev spurgt om at deltage. Herefter blev der sendt et brev med undersøgelsens formål og etiske overvejelser. Patienterne blev efterfølgende kontaktet af de sygeplejersker, der deltog i undersøgelsen med henblik på yderligere information og kontakt samt aftaler i relation til at deltage i undersøgelsen.

Interview med patienter

Interviewene har karakter af en samtale, hvor patienten fortæller om sine erfaringer og oplevelser ved at måtte leve med en kronisk sygdom. De er udført på de respektive sygehuse af de otte sygeplejersker, som har deltaget i undersøgelsen.

Vi valgte at etablere en undersøgelses- og netværksgruppe med sygeplejersker med forskellige kompetencer for at imødegå risikoen for en for snæver tilgang til undersøgelsens tema. To har erfaring som sygeplejeforskere, og seks sygeplejersker har erfaring fra klinisk praksis og repræsenterede de tre diagnosegrupper. Syv sygeplejersker lavede hver to interviews og en sygeplejerske fire interviews af ca. halvanden times varighed. Ingen af interviewerne havde forhåndskendskab til patienterne, som kom fra tre forskellige hospitaler. Det var vigtigt for os, at alle kom til at deltage i alle undersøgelsens faser. Ved præsentation af data og resultater har alle deltagere medvirket i artikelskrivning og foredragsvirksomhed (1-3).

Interviewene blev transskriberet i deres helhed, også når der forekom latter, suk, pauser m.v. Det har betydning for analysen og fortolkningen. Interviewene blev analyseret af den samlede netværksgruppe af sygeplejersker (19).

Interviewguiden er en vejledning til at stille åbne spørgsmål. Intervieweren er medlevende og lyttende uden at styre samtalen i en bestemt retning. Samtalen er præget af nøgleord som kontakt, tryghed, tillid, kropssprog, tænkepauser og empati (21-23).

Interviewet indeholder disse spørgsmål: Prøv at fortælle, hvordan det er at have fået en lidelse, som man må leve med resten af sit liv? Hvilke problemer har du specielt oplevet i forbindelse med din lidelse hos dig selv, hos dine nærmeste, hos familie, venner og evt. andre? Opfatter du dig selv som syg? Hvordan har du oplevet kontakten med hospitalet? Hvordan tænker du på fremtiden?

Analyse og fortolkning

Analyse og fortolkning, som ud fra Ricoeurs tænkning foregår på tre niveauer, består som nævnt af en naiv analyse, en strukturanalyse og en kritisk fortolkning og diskussion (16-19).

Gennem den naive læsning tilegnes det forstående aspekt i beretningerne. Det foregår som en læsning og genlæsning af interviewene for at få en helhedsforståelse af, hvad teksterne handler om. En forståelse, hvor man ifølge Ricoeur ser/lytter efter, hvad der berører én i teksten.

I den efterfølgende strukturanalyse struktureres teksten ud fra meningsenheder, (hvad der siges), og betydningsenheder, (hvad der tales om), og der uddrages temaer og mønstre. Teksten struktureres ud fra såvel tekst i form af direkte citater og som indhold, forstået som en første fortolkning af, hvad der tales om.

Temaerne og mønstrene, der er fremkommet gennem den naive læsning og strukturanalysen, analyseres, fortolkes og diskuteres i forhold til teori. Patienternes beretninger og udtalelser analyseres på tværs af hele interviewmaterialet, således at fælles temaer og mønstre for de tre patientkategorier træder frem. Fundene skal udspille sig i dialog med praksis som en diskussion af tænke- og handlemåder, som kan få betydning for sygeplejepraksis og dermed for patienter med kroniske sygdomme og lidelser.

Patienterne er informeret såvel skriftligt som mundtligt i henhold til gældende lovbestemmelse om det videnskabsetiske komitésystems krav om informeret samtykke. Patienternes anonymitet er sikret, og såvel bånd som udskrifter er behandlet fortroligt.

Undersøgelsens resultater

Helhederne, der kom frem af den naive læsning, havde fokus på oplevelser og erfaringer med at magte hverdagen i forhold til sig selv og sine tanker om liv, død og sygdomsopfattelse, samspillet med børn, familie, venner, kollegaer samt hospitalskontaktens betydning.

Humor som fænomen indgår i undersøgelsens interview i varierende grad med forskellig vægtning og betydning. Det er i form af latter, patienterne smiler, humoristiske bemærkninger, sort humor, ironi og humor som et fænomen i relation til patienter med kronisk sygdom og lidelse uanset diagnose. I interviewene er der udtalelser og citater, der siger noget om humor som livsunderstøttende og betydningsfuld i relation til det at have en kronisk sygdom og lidelse, specielt i forhold til det at komme i overensstemmelse med sig selv og sine omgivelser (2).

På vej mod strukturanalysen viste der sig nogle fænomener, som blev udgangspunkt for nærmere analyse og fortolkning. Her blev det tydeligt, at humor, latter og smil er gennemgående fænomener, som berørte den måde, hvorpå humor kom frem i situationen, f.eks. vanskeligheden ved at være til ulejlighed, pinlige situationer, og hvor det at acceptere sygdommen bliver vanskeligt. Disse områder førte frem til temaerne: Humor som støddæmper, sort humor, ironi og angstlatter (se fig. 1 på forrige side).

Fænomenet humor blev tydeligt ved at læse og genlæse samtlige interviews. Ved at læse og analysere teksten på de tre niveauer får man en dybere forståelse og fortolkning, som man ikke opdager ved den første naive gennemlæsning. Via kritisk fortolkning og diskussion vil de tre temaer blive diskuteret i forhold til teori om humor, stress og mestring.

Humor som støddæmper

Undersøgelsen viser, at humor og latter er gennemgående træk, som ser ud til at have stor betydning for patienternes mestring og den måde, hvorpå professionelle kan møde patienter med kronisk sygdom og lidelse. En del af den samlede undersøgelse peger på, at det at være i overensstemmelse med sig selv og sine omgivelser bliver ekstra krævende, når man må lære at leve med en kronisk sygdom. Der foregår hele tiden en bevægelse mellem håb, tvivl og håbløshed, mellem at have selvkontrol og miste kontrol, hvilket medfører angst, frustration og svære valg, oplevelse af brud på mening - måske nye måder at leve på og dermed en ny mening med livet. Undersøgelsen synliggør, hvorledes disse forhold opleves forskelligt i et tidligt forløb fra sygdommens opståen til håndtering af hverdagen (1-3).

Nedenstående citat er med latter i stemmen: "... når de inviterede på kaffe ... man sagde ikke, at man havde sukkersyge, men lod bare være med at spise i stedet for at sige (latter), om man kunne få noget franskbrød eller noget."

God humor vækker latter, og det ser ud til, at humor indgår som en del af det at klare sit liv. Humor kan være med til at gøre situationen lettere, og det kan virke befriende. Noget tyder dog på, at det, der tales om, er fortid, og at det senere opleves lettere og anderledes set i relation til tidsperspektivet.

Når man er syg, er man ekstra sårbar, og der er behov for forskellige former for beskyttelse, hvor det ser ud til, at humor kan have betydning. En patient taler om risikoen ved at ryge:

"For de er nok ikke fine, de kar, jeg har. Jeg har jo røget det meste af 40 år, så jeg er bange for, at der sidder et godt lag indenfor" (latter).

Citatet synliggør, hvordan latter bliver koblet til frygt for senkomplikationer i relation til diabetessygdommen. Det ser ud til, at latteren kan være en form for støddæmper og et frigørende aspekt i en frygt- og angstprovokeret situation. Latteren kan også være en måde at distancere sig på til problemstillingen og frygten for senkomplikationer.

Humor og humør er noget forskelligt. Stor sans for humor medfører ikke nødvendigvis godt humør, men måske kan humor være med til at holde humøret højt. Munterhed er en variant af godt humør. Sans for humor er først og fremmest et psykologisk fænomen og en del af personligheden (7).

"Jeg var meget ked af det i starten også. Det var ligesom en rutsjebane. Det gjorde, at mit humør det svingede utrolig meget op og ned også derhjemme, og det gjorde da også, at der var problemer på det område, for nogle dage var altså bedre end andre."

De fleste betragter humoristisk sans som en positiv egenskab, samtidig er det en almindelig opfattelse blandt humorforskere og andre, at der er betydelig forskel på mennesker, når det gælder om, hvor udpræget sansen er. Humoristisk sans er en vigtig personlig egenskab og en måde at kommunikere på. En patient, som deltager i hjerterehabilitering, udtaler:

"Når man f.eks. har været på sådan et hold sammen med nogen, helst de samme ... så lige møde dem igen og få en snak om, hvordan har I det i grunden, hvad har I oplevet og al det sjov der."

Det at være sammen med kendte og ligestillede ser ud til at have stor betydning i efterforløbet. Udtrykket "al det sjov der" kan tyde på, at det at have det sjovt med andre i et socialt samspil kan være frigørende og virke som en lettelse.

Humor bør anvendes med meget stor indfølingsevne, så det eksempelvis ikke opfattes som latterliggørelse, eller at patienterne oplever, at de ikke bliver taget alvorligt. Følgende citat illustrerer det positive møde mellem patient og sygeplejerske, hvilket ser ud til at have stor betydning både med hensyn til latter og indfølingsevne.

Patienten: "Men hende (sygeplejersken) er jeg altså bare glad ved (latter). Hun sætter sig ned, og så snakker vi sammen. Det er bare dejligt. Hende er jeg simpelthen bare glad ved. Hun tager altså det enkelte menneske, og det er ikke en sygdom, der bare kommer ind ad døren, det er først og fremmest et menneske, det er ikke bare tørre tal det hele."

Citatet udtrykker latter, glæde og tilfredshed med det positive møde og det at blive opfattet som et helt menneske og ikke kun som en sygdom. I interviewet fortælles også om et negativt møde, som ikke var omfattet af glæde og latter og det at blive mødt som et helt menneske

Humor kan være en mulighed i patient-sygeplejerske-relationen, set fra både patient- og sygeplejerskeperspektivet (9). Fundene hos Greenberg viser, at humor i denne sammenhæng er en kompleks proces, der kræver kreativ energi og kognitive evner, hvilket kan relateres til denne undersøgelse af kronisk syge. Patienterne kæmper med at acceptere deres sygdom og bruger humor, fordi de tror, at et positivt livssyn kan være vigtigt for overlevelse, og at det er vigtigt at bevare sansen for humor i relation til mestring af sygdom (9). Syntesen af 20 forskningsstudier viser, at humor er en effektiv intervention med en potentiel enorm virkning på patientens oplevelse af helbredet og velbefindendet på mangfoldige måder. Litteraturstudiet viste endvidere, at humor havde en positiv effekt på immunsystemet, her i relation til patienter med cancer (10).

En antagelse om forholdet mellem sans for humor og sundhed er, at risikoen for kropslige symptomer øges, når sansen for humor mindskes. Forskning gennem tre generationer har dokumenteret, at varig stress har skadelige virkninger på kroppen. Forskningsresultater viser, at der er en sammenhæng mellem stress, sans for humor og sygdom (7).

Det ser ud til, at støddæmpereffekten er betydningsfuld i relation til brug af humor og latter i vanskelige sygdomssituationer og uanset diagnose kan medvirke til at fremme oplevelsen af bedre helbred i livet med kronisk sygdom.

Sort humor og ironi

Humor og ironi kan også være som en form for satire og et forsøg på at udtrykke humor i en vanskelig situation og dermed et forsøg på at gøre situationen lettere. Jo vanskeligere og mere truende og meningsløs en situation opleves, des stærkere vil de indre reaktioner ofte opleves. I humor findes et potentiale, som kan dæmpe alt for overvældende følelser af alvor og erstatte denne følelse med et håb om en positiv forandring (4). Sort humor og ironi kan i nogle situationer derfor være en lettelse og en måde at tale om svære situationer på en distancerende måde. Budskaberne er ofte dobbelttydige, sarkastiske og præget af metaforer. Nogle opfatter denne form for humor som distanceskabende og useriøs. Det kan for nogle virke sårende. For andre kan det skabe den nødvendige distance til en meget alvorlig sygdomssituation og således være en form for lettelse (11).

For at forstå nedenstående citat som humo-
ristisk bør man vide, at det drejer sig om en patient, der har sygdommen colitis ulcerosa, og som er plaget af diarré.

"En gang imellem kan jeg godt blive deprimeret ... når jeg har tynd mave ... Men som jeg altid siger, er jeg en omvandrende reklame for Always Ultra."

Citatet illustrerer, at når der tales om denne store gene i hverdagen, klares det med humor og ironi, og det ser ud til, at det kan være med til at lette situationen. Humor kan handle om at have det sjovt i den triste og lidt prekære situation, hvor diarré kan opleves som noget ulækkert, man ikke taler om.

Humor kan være hensigtsmæssig og virkningsfuld samt reducere spændinger og skabe rum for samtaler, der ellers ikke ville være mulige. Gennem humor kan fortrængte, undertrykte følelser og behov bearbejdes, og patienten kan få mulighed for at forsone sig med det tragiske og fortvivlende i situationen (11).

Nedenstående citat omhandler en oplevelse for en patient i en nattevagt:

"Så rendte hun og pumpede (blodtryksmåling) hele natten (latter), og jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg sagde også til hende, jeg skal pumpes tit, jeg må da være punkteret (latter). Sygeplejersken blev selvfølgelig forskrækket, da hun løftede dynen og så alt det blod, og så fik hun hjælp med det samme."

Patienten omtaler en faretruende situation humoristisk og med latter, en form for ironi og sort humor. Latteren kan her se ud til at virke frigørende i en situation, hvor patienten tilsyneladende i en periode følte sig magtesløs og måske bange. Bag denne humor og latter kan der være frygt og angst for, hvad situationen kunne have udviklet sig til.

Humor, ironi, latter i stemmen og metaforer bliver ofte brugt i de 18 interviews i undersøgelsen.

Sven Andersen taler her om livet med kronisk sygdom som det at have en ekstra rygsæk med. I det følgende citat bruger patienten ordet "fjeld-ræv" (24).

Det er ikke, fordi jeg ikke kan mærke symptomerne, men det er nok fordi, jeg vil gå med både livrem og seler (latter i stemmen), det tror jeg nok. Men er jeg i byen- det er jeg utrolig sjældent - og drikker både det ene og det andet, så tager jeg blodsukkeret mange gange (latter). Jeg har altid den store fjeldræv med."

Det, at sygdommen opleves som en ekstra rygsæk, og det at gå med både livrem og seler tyder på, at sygdommen opleves som en ekstra byrde, hvor humoren i kommunikationen kan være med til at gøre det lettere at tale om belastning.

Sort humor og ironi kan altså skabe distance og ser ud til at være en lettelse i omtalen af sygdom og lidelse samt det svære og vanskelige. På den måde kan den humor og ironi virke som en form for forsvarsmekanisme og mestring.

Angstlatter

Det med at komme i overensstemmelse med sig selv og den nye situation ser ud til at være særlig vanskeligt (2). Latteren kan her være et forsøg på at gøre noget svært lettere og dermed lettere at mestre den kroniske sygdom og lidelse. Undersøgelsen tyder på, at der er en sammenhæng mellem anvendelsen af humor og latter i relation til angst og accept af den nye situation, som det er at få en kronisk sygdom og lidelse.

"Jeg forsøger at trappe ned på det (søvn), så jeg ikke skal have så meget (griner lidt). Igen har det noget med at gøre, at jeg ikke vil overgive mig til det her, for jeg er kun 40 år gammel."

Patienten fortæller om det at komme i overensstemmelse med sig selv i sin nye livssituation, som han tydeligvis har svært ved at acceptere. Det, at han griner lidt i forhold til det at "overgive sig," kan være et forløsende aspekt i forhold til en alvorlig situation, hvor hans liv har været i fare.

Nedenstående citat handler om at acceptere og komme i overensstemmelse med sig selv, her kan latter være en måde at gøre en svær situation lettere på.

"Ja, der kommer nogle kramper. Det må man jo lære at leve med, åbenbart."

Sygeplejersken: "Hvordan gør du det?" (patienten griner lidt).

Patienten: "Jamen, så kan jeg tage en af de der Nitroglycerin, og så går det som regel væk."

Det at have en handlemulighed, her i form af medicin, ser ud til at være betydningsfuldt. I forbindelse med kronisk sygdom og lidelse er der noget, der tyder på, at der kan være angst for, hvordan hverdagen ændres eksempelvis med smerter. Angst og indelukkethed er reaktioner, det er vigtigt at tage hånd om, og her kan humor være et meget betydningsfuldt element.

Når patienten griner, kan det betyde en lettelse i en vanskelig situation.

"Jamen, så er der nok lidt, der hedder angst, der kommer ind i det, for altså selv om det er et fint hospital, I har, så er det ikke noget sjovt sted at være."

Her kan der være tale om angstlatter eller en form for bagatellisering. Angstlatter kan i nogle situationer være en lettelse, hvor latteren kan reducere pres i vanskelige situationer og gøre situationen lettere at håndtere. Latteren kan være en form for beskyttelse i forhold til ikke helt at have kontrol over sin tilværelse på grund af sygdom, og det kan muligvis være en form for magtesløshed, der kommer til udtryk gennem humoren.

Konklusion

Undersøgelsen viser, at humor som fænomen indgår i varierende grad med forskellig vægtning og betydning. Humor har forskellige udtryksformer i relation til mestring af kronisk sygdom. Det er i form af, at patienterne smiler, humoristiske bemærkninger, sort humor, ironi og angstlatter. Det ser ud til, at der kan være en sammenhæng mellem humor og det at komme bedre i overensstemmelse med sig selv i relation til det at have en kronisk sygdom og lidelse.

Kronisk sygdom og lidelse indebærer en sårbarhed, og undersøgelsen viser, at humor kan være livsunderstøttende og have en støddæmperfunktion i en tilværelse med kronisk sygdom. Det kan konkluderes, at vittigheder og sort humor i nogle situationer kan være en lettelse. Det kan også konkluderes, at humor, latter i stemmen og metaforer ofte bruges af de interviewede patienter, og kronisk sygdom kan opleves som en ekstra rygsæk at have med sig i livet. Undersøgelsen viser, at latteren kan være et forsøg på at gøre noget svært og tungt lettere og dermed lettere at mestre den kroniske sygdom og lidelse. At angstlatter kan virke som en lettelse i frygt- og angstprovokerede situationer.

Humor kan også være et forsvar, hvor der flygtes fra det, der gør ondt eller er svært. Måske mere end nogen anden har det syge menneske brug for netop den livsglæde og befrielse, som humoren har, når der trækkes på smilebåndet, eller latteren bliver rørt. Humor og latter ser ud til at være som et lysglimt i livet med kronisk sygdom og lidelse.

Konsekvenser for praksis

Humor og latter er et gennemgående træk i undersøgelsen og har betydning for den måde, hvorpå professionelle møder patienter med kronisk sygdom og lidelse. Det fremgår af de udførte interview, og af andre undersøgelser (6,7,9). Et væsentligt budskab er, at humor og latter kan medvirke til et positivt møde mellem patient og sygeplejerske, hvor patienten ser frem til mødet med sygeplejersken og føler sig forstået som et helt menneske og ikke kun som en sygdom. Det ser ud til, at det er vigtigt, at kommunikation og vidensformidling foregår i en positiv og venlig atmosfære. Humor brugt med stor indfølingsevne kan være med til at gøre en vanskelig og spændt situation lettere at håndtere (25).

Humor er en personlig egenskab og en kommunikationsmåde mellem mennesker og kan være et sundhedsfremmende og livsbekræftende fænomen (7). Derfor er det vigtigt, at sygeplejersker er opmærksomme på humor i kontakten med patienterne og tør støtte op om det samt opmuntrer til det i samspillet med patienter og pårørende, hvor det er passende. Humoren kan anvendes, når patienten har slået tonen an med et humoristisk tonefald, latter eller anden form for tilkendegivelse i den retning. Det kan lette situationen og give kommunikationen større handlerum (25). Det at have denne handlemulighed ser ud til at være vigtigt i relation til kronisk sygdom og lidelse (14), hvor patienterne f.eks. kan være bange for smerter i hverdagen.

På den anden side kan humor også overdrives og på den måde skabe en kunstig munterhed, som virker fremmedgørende. Humor bør derfor bruges med omtanke og kan i nogle situationer være helt malplaceret. Latteren kan være en befriende latter i en stresset og angstprovokerende situation. Organismens stressreaktioner er i høj grad bestemt af, hvordan vi oplever og bearbejder en given belastning (26). Måske kunne man i langt højere grad end nu anvende humor på hospitalerne mellem patienter, pårørende og personale, men altid med indføling.

En tommelfingerregel kan være at stille sig åben over for patientens humor omkring egen situation og være tilbageholdende med egne humoristiske bemærkninger, før man kender den anden godt.

Litteratur

1. Pedersen BD, Bøje T, Delmar C, Jacobsen C, Kristensen DD, Møller M, Pedersen LF, Sønder H. Pleje og omsorg for patienter med kroniske lidelser - en sundhedsfremmende og forebyggende virksomhed. Tidsskrift for Sygeplejeforskning 2002;2:22-30. 
2. Delmar C, Bøje T, Dylmer D, Forup L, Jacobsen C, Møller M, Sønder H, Pedersen BD. Achieving harmony with oneself - life with a chronic illness. Scand J Caring Sci 2005;19:204-12.
3. Delmar C, Bøje T, Dylmer D, Forup L, Jacobsen C, Møller M, Sønder H, Pedersen BD. Independence/dependence - a contradictory relationship?: life with a chronic illness. Scand J Caring Sci, in press December 2005.
4. Olsson H, Bache H, Sørensen S. Humorologi. Veten-skapliga perspektiv på humor og skratt. Stockholm: Liber; 2003.
5. Olsson H, Koch H, Sørensen S. Nursing and humour - an exploratory study in Sweden. Vård I Norden 2000;1:42-5.
6. Olsson H, Bache H. Skrattsalva som lindring. Humor, skratt och velbefinnande. Socialmedicinsk Tidskrift 2003;1:82-7.
7. Svebak S. Forlænger en god latter livet? Humor stress og helse. Oslo: Fagbokforlaget; 2001.
8. Svebak S, Martin RA. Humour as form of coping. In: Svebak S, Apter MJ, editor. Stress and health: a reversal theory perspektive. Washington D.C.: Taylor & Francis; 1997. p. 173-84.
9. Greenberg M. Therapeutic Play: developing humor in nurse-patient relationship. J N Y State Nurses Assoc 2003 (Spring-Summer):25-31.
10. Christie W, Moore C. The impact of humor on patients with cancer. Clin J Oncol Nurs 2005;2:211-18.
11. Eide H, Eide T. Kommunikasjon i relasjoner. Samhandling, konfliktløsning, etikk. Oslo: ad notam Gyldendal; 1996. p. 210-21.
12. Gladkowa N, Mogensen BB. Klovnen og humoren. Aarhus Universitet: Fællestrykkeriet for sundhedsvidenskab; 2003: 85-90.
13. Delmar C. Tillid og Magt. En moralsk udfordring. København: Munksgaard; 1999. p. 151-2.
14. Antonovsky A. Helbredets mysterium. København: Hans Reitzels Forlag; 2000. p. 75.
15. Gjengedal E, Hanestad BR. Å leve med kronisk sykdom. En varig kursendring. Oslo: Cappelen Akademisk Forlag; 2001. p. 27-50.
16. Ricoeur P. Från text til handling. I: Kemp P, Kristensson B, ed. En antologi om hermeneutik. Stokholm/Lund: Symposium Bokforlag; 1988.
17. Ricoeur P. Fortolkningsteori. Introduktion af Arne Grøn. Oversættelse og noter af Henrik Juel. København: Vintens Forlag;1979.
18. Pedersen BD. Sygeplejepraksis sprog og erkendelse. Aarhus Universitet: Fællestrykkeriet for sundhedsvidenskab; 1999.
19. Pedersen BD, Delmar C. Forskningsmetode og netværkssamarbejde - en kvalitativ metode inspireret af Ricoeur. I: Forskning i klinisk sygepleje 2, Metoder og vidensudvikling, Lorensen M, Hounsgaard L, Øster-gaard-Nielsen G, editors. København: Akademisk Forlag; 2003. p. 93-110.
20. Flyvbjerg B. Rationalitet og magt. Bind 1. Det konkretes videnskab. København: Akademisk Forlag; 1991. p. 149-58.
21. Fotland H. Det kvalitative forskningsintervjuet. Sykepleien 2000;20:54-7.
22. Kvale S. Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans Reitzels Forlag; 2000. p. 31-67.
23. Hanestad BR. Forskning om Livskvalitet. Sykepleien 1995; 5: 26-9.
24. Andersen S. Sundhed sidder mellem ørerne. Det at leve med en kronisk sygdom. Hornslet Bogtrykkeri A/S; 2002. p. 73.
25. Travelbee J. Mellemmenneskelige aspekter i sygepleje. København: Munksgaard; 2002. p. 169-71.
26. Zacharia B. Stress i biopsykosocialt perspektiv. I: Damsgaard-Sørensen K, Madsen B, editors. Stress. Når kroppen siger fra. København: Gyldendals Akademiske Bogklubber; 2003. p. 13-33.