Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Det informerede samtykke i praksis

Indlægget henvender sig til sygeplejersker med interesse for patienters retsstilling og etik i sygeplejen og er baseret på et forskningsprojekt om biobanker og informeret samtykke. Hovedbudskabet er, at den eksisterende lovgivning ikke afspejler donorernes og sygeplejerskernes moralske værdier.

Sygeplejersken 2006 nr. 18, s. 51-52

Af:

Klaus Høyer, ph.d., adjunkt i sundhedstjenesteforskning

Biobanker.

Vi får flere og flere etikregler, men selvom beslutningstagerne bag de nye regelsæt ofte opfatter sygeplejersker som neutrale instrumenter for de nye regler, er den enkelte sygeplejerske ikke ligeglad med, hvad man sætter ham eller hende til.

Der har i de seneste år været noget nær en eksplosion i interessen for etik. I Sverige har man i 2003 lavet en biobanklov, som påbyder brug af informeret samtykke for al opbevaring af væv i mere end to måneder. Men hvad betyder det i praksis, når sundhedspersonalet nu skal til at sikre sig patienten eller forsøgsdeltagerens informerede samtykke?

Et svensk studie viser, at sygeplejersker, som forventes at skaffe et informeret samtykke til biobankforskning, finder det urimeligt og uhensigtsmæssigt, at de nu skal bruge mere tid på at tale om forskning frem for om selve de undersøgelser, de arbejder med. De mener generelt, at både deres personlige og deltagerens interesse ligger i helbredsundersøgelsen, ikke i forskningsmulighederne.

Enkelte sygeplejersker føler en lettelse ved at have, hvad de opfatter som mindre personligt ansvar, fordi informeret samtykke betyder, at aftalen om donation er udførligt skrevet ned. Tidligere var det dem selv, som skulle spørge og forklare, og dermed følte de sig personligt ansvarlige for at overtale deltageren: Nu laver deltageren i deres opfattelse bare en aftale med myndighederne. Disse sygeplejersker giver derfor mindre information til deltagerne end tidligere. Andre sygeplejersker oplever, at de får et større ansvar med øget fokus på informeret samtykke.

Enkelte sygeplejersker nægter simpelthen at spørge deres patienter og samler således slet ikke blod ind mere, mens andre igen siger, at de kun vil samle blod ind til offentlig forskning, selvom de også er blevet pålagt at spørge donoren om privat forskning.

Donorerne reagerer ikke som forventet

I praksis er det altså ikke helt så enkelt, som man kunne læse ud af loven. Kravet om, at sygeplejerskerne skal skaffe et informeret samtykke, spiller sammen med deres personlige ansvarsfølelse. Tilsvarende gælder det for donorerne, at de ofte reagerer anderledes, end lovgiverne forventede. Det, som først falder i øjnene i de situationer, hvor blod doneres, er, at donorerne ofte ikke læser deres samtykkeskrivelse. De er typisk ivrige efter at komme i gang med det, de er kommet for, undersøgelse og behandling.

Det betyder dog ikke, at de bare giver deres blod til hvad som helst. De har faktisk en række bekymringer omkring forskning. Men hvorfor læser de så ikke samtykkeinformationen? Et svar er, at det, som bekymrer dem, aldrig ville kunne stå i en samtykkeformular, og det ved de nok instinktivt. Det, som efterspørges hos mange donorer, er i langt højere grad offentlig kontrol med forskningen end individuelle samtykkemuligheder.

Nogle stiller spørgsmål ved, om det nu er rimeligt, at de selv skal tage stilling og dermed ansvar for gennemførelsen af forskningsprojekter, som det kan være svært for dem at gennemskue. Andre er glade for at få lejlighed til at bestemme selv, og for dem lyder det næsten absurd, hvis man fandt på at bruge deres blod til forskning uden at spørge dem først.

Er der så noget, som synes at være særlig vigtigt for donorerne? Ikke entydigt, men en spørgeskemaundersøgelse antyder, at det, som optager flest mennesker, ikke er deres eget informationsniveau, men:

  • at forskningen kommer alle befolkningsgrupper til gode

  • at forskningen bliver anvendt

  • at den ikke bestemmes af markedsinteresser alene.

Hverken den danske eller svenske lovgivning på dette område synes at berøre disse spørgsmål. Den etiske debat om biobanker har således både forbigået betydningen af loven for sundhedspersonalets hverdag og kun i ringe grad formået at afspejle donorernes egen forståelse af deres interesser og moralske værdier. Måske mangler det afgørende lovarbejde stadigvæk, hvis man virkelig mener noget med biobanketik?

Klaus Høyer er ansat i Afdeling for Sundhedstjenesteforskning på Københavns Universitet.

Supplerende læsning

  1. Hoeyer K. Studying Ethics as Policy: The Naming and Framing of Moral Problems in Genetic Research. Curr Anthropol 2005;(46):71-90.
  2. Hoeyer K, Olofsson B-O, Mörndal T, Lynöe. The Ethics of Research Using Biobanks: Reason to Question the Importance Attributed Informed Consent, Archives of Internal Medicine 2005;(165):97-100