Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 faglige minutter: Brug finmotorikken

Uanset hvor man er ansat, skal der et solidt teoretisk fundament til, for at patienterne kan få den bedst mulige pleje. Dog er en fin teoretisk overfrakke ikke nok, for overfrakker kan man gemme sig i eller indhylle og formumme sig i, mens kryptiske vendinger strømmer ud mellem knaphullerne.

Sygeplejersken 2006 nr. 20, s. 64

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Foran stoppestedet hugger en ung fløs med stylet hår, kalechen nede og mobilen for øret bremserne i. En gammel hvidhåret dame med knold i nakken magter knap trinnet ned fra bussen foran den skobutik, hvor hun lidt endnu sælger sko. "Ophørsudsalg" forkynder det store rødgule skilt på vinduet. Her krabber hun sig ned ad trappen og ind i butikken. En svært svedende, rødmosset mand med et fast greb i lædermappen oser af abstinenser, to overvægtige veninder uddeler slag med deres slidte sorte rygsække, da de vender sig om for at stige ud, men det opdager de ikke, snakken om børnenes fritidshjem optager dem mere.

En daglig bustur på 10 minutter giver mange oplysninger om mennesker i Danmark.

Alle repræsenterer de den mangfoldighed, der findes i den danske sundhedssektor. Patienterne er forskellige, grupper af patienter kan have ens behov og fælles reaktionsmønstre, men hver gang en sygeplejerske møder en ny patient, skal hun pejle sig ind på netop hans bølgelængde, hans kanal. Det kræver viden fra mange hjørner, og derfor er sygeplejersker uddannede til at anvende hjørnerne, når de står over for patienter, pårørende og andre faggrupper.

Den sygepleje, jeg lærte som elev og de efterfølgende år i praksis, var ofte baseret på tilfældigheder, gode intentioner og personlige meninger om, hvad ordentlig sygepleje var. Vi vidste helt enkelt ikke altid, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde. Den går heldigvis ikke længere. I dag skal sygeplejen baseres på evidens, forskning og værdier hentet fra de videnskaber, der indgår i uddannelsen.

Sygeplejersker bliver ikke uddannet til at varetage funktioner, til at lægge forbindinger eller rulle bandager, men til at arbejde i sektorer under konstant forandring, og det kan sagtens indebære at lægge en forbinding i ny og næ. Men der er en verden til forskel på at være intensivsygeplejerske på en højt specialiseret afdeling, sygeplejerske med specialfunktion på en gynækologisk afdeling eller diabetessygeplejerske i en kommune.

Uanset hvor man er ansat, skal der et solidt teoretisk fundament til, for at patienterne kan få den bedst mulige pleje. Dog er en fin teoretisk overfrakke ikke nok, for overfrakker kan man gemme sig i eller indhylle og formumme sig i, mens kryptiske vendinger strømmer ud mellem knaphullerne. Klinisk praksis skal have et sprog, der vinder gehør og genklang og gør det nemt at kommunikere om det, der udgør kernefagligheden. Her er en god omgang selvkritik på sin plads.

Patientens perspektiv skal altid tænkes ind. Hvad mener Jensen om at have rygerlunger og fortsat ryge 30 Cecil dagligt? Hvorfor vil Fru Andersen ikke selv tage sin insulin? Hvilke tanker gør Frandsen sig om sin overvægt, sit høje kolesteroltal og manglen på motion?

Tidligere passede sundhedsvæsenet sig selv. I dag er det et højt prioriteret område for mange medier og mange mennesker. Derfor er der interesse for sygeplejerskeuddannelsen, som sidst blev ændret til en professionsbacheloruddannelse i 2001. Spørgsmålet er, om der på nuværende tidspunkt skal gang i de store armbevægelser eller i finmotorikken. Skal uddannelsen ændres radikalt, eller skal den blot finjusteres. Færdig og perfekt bliver den aldrig. Dertil ændrer teknologi, forskning, krav og kriterier sig i for høj hast.

Sikkert er det, at sygeplejerskers indsats i væsenet er bred, og at der både er plads til og brug for hardcoreteoretikeren med ph.d.-afhandlingen som endeligt mål og for den sygeplejerske, som gerne vil yde god og velfunderet sygepleje til patienten eller grupper af patienter.

Ro på, mener jeg.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.