Se verden i et andet perspektiv

Artiklen henvender sig til sygeplejersker, der ønsker at anskue verden på nye måder gennem et socialkonstruktivistisk perspektiv. Hovedbudskabet er, at mange af de antagelser, vi tager for givet, er temmelig absurde i et sådant perspektiv. Artiklen er den fjerde i en serie på i alt seks artikler.

Denne artikel handler om socialkonstruktivismen, fordi dette videnskabsteoretiske paradigme giver mulighed for at se på sin sygeplejefaglige verden i et andet og nyttigt perspektiv. Socialkonstruktivismen giver mulighed for at få ny viden om f.eks. egen praksis, patienternes virkelighed og samspillet mellem patient og system. Det er en tilgang, som sygeplejersker meget sjældent er optaget af. Når vi underviser, er det et emne, der giver anledning til livlige diskussioner, for socialkonstruktivismen kan virke provokerende på mange.

Ud fra et socialkonstruktivistisk perspektiv er virkeligheden konstrueret, den er ikke givet på forhånd, og mennesket har heller ikke en forudbestemt og iboende natur. Hermed siges også, at vores opfattelse af virkeligheden er et produkt af sociokulturelle processer (1).

Ofte anvendes diskursanalysen som den praktiske metodiske tilgang. Diskursbegrebet stammer fra den lingvistiske forskningstradition, hvor begrebet henviser til sproglige udsagns struktureringer i systemer. Omdrejningspunktet er menneskers anvendelse af sproget, når vi kommunikerer med hinanden samt de magtrelationer, der udspiller sig i kommunikationsprocessen. Identitet og relationer skabes derfor gennem sproget. Diskurs er en social konstruktion, som hjælper med at systematisere en fælles virkelighed ud fra sproget (2).

Prøv for eksempel at udføre en litteratursøgning på Susanne Højlund, som er sygeplejerske og forsker i børn. Hendes udgangspunkt er, at barndommen er en social konstruktion, dvs. at barndommen ikke er givet i sig selv, men er en konstruktion, som vi alle italesætter og handler på dagligt.

Højlund (3) peger bl.a. på, at diagnosen hos syge børn ikke alene vejleder den medicinske behandling, men den konstruerer også den sociale relation til barnet. Den medicinske diagnose er determinerende for sundhedspersonalets adfærd over for børnene og forældrene.

Et andet eksempel er, at syge børn ikke definerer sig selv i en patientrolle (4). Børn konstruerer et sygehusophold i forskellige situationer; det sjove, det kedelige, det spændende, det svære osv., mens fagpersoner meget ofte kategoriserer syge børn efter de udviklingspsykologiske perspektiver.

Som et tredje eksempel på diskursiv konstruktion af virkeligheden kan nævnes vulkanudbrud.

I den gældende diskurs er et vulkanudbrud selvfølgelig et naturfænomen, der opstår som følge af naturlige processer i jordens indre. Når et vulkanudbrud truer, evakuerer vi de mennesker, der ellers vil blive ramt af lavastrømme og kraftige askenedfald. Men sådan har det ikke altid været. Tidligere har vulkanudbrud været udtryk for, at guderne var vrede på mennesker. Et vulkanudbrud blev derfor efterfulgt af særlige rituelle handlinger, der havde til formål at gøre guderne milde og gode igen.

Vulkanudbrud er altså et fænomen, der har haft forskellig betydning til forskellige tider. De fleste af os vil hævde, at de, der troede, vulkanudbrud skete, fordi guderne var vrede, tog fejl, og at vi med den nuværende forklaring har fundet ud af, hvad et vulkanudbrud faktisk er.

Vi kan ofre et lam eller evakuere folk

I socialkonstruktivistisk terminologi er begge eksempler imidlertid gyldige forklaringer på, hvad et vulkanudbrud er. Set med socialkonstruktivistiske briller er den ene udgave ikke mere rigtig eller sand end den anden. Det kan ikke lade sig gøre at afdække den objektive sandhed om, hvad et vulkanudbrud er. En sådan sandhed findes ikke.

Fænomener som vulkanudbrud er til stede eller forekommer. Men hvad et fænomen er, hvordan vi skal reagere på det, og hvilken plads det indtager i vores samfund, er et resultat af en diskursiv social konstruktion. Det er et resultat af menneskelig italesættelse og indgivelse af mening, altså en social konstruktion. Sagt på en anden måde er forklaringerne eksempler på, hvilken mening vi har givet fænomenet.

Når vi ved, hvad noget er, ved vi også, hvordan vi skal forholde os til det. Det betyder, at alt efter hvilken forklaring der er den gældende, indtager vulkanudbruddet en bestemt plads i vores bevidsthed og samfund og skal efterfølges af bestemte handlinger. I eksemplet ovenfor skal vi enten evakuere folk, der bor tæt på, eller ofre tre lam og en høne.

Sådan er det også med sygdom og sygepleje. Hvad der defineres som sygdom, og hvad der ikke gør, er resultatet af menneskelig, social konstruktion. Og det har betydning i det daglige arbejde.

Det er kort sagt os mennesker, der har konstrueret det således, at diabetes type II er en sygdom, mens overvægt ikke er. Det er følgesygdommene, der er sygdomme, ikke overvægten i sig selv. I hvert fald indtil videre. Og det har konsekvenser for plejen og behandlingen af de syge. Over tid kan nye sygdomme komme til - eller rettere sagt - fænomener, som ikke tidligere var italesat som sygdomme, kan blive konstrueret som sygdomme og indtage en plads i sygdomslæren. Sådan vil det måske gå med overvægt. Allerede nu taler man om fedmeepidemien. Førhen har epidemier som social konstruktion været noget, der smittede.

Anvendt socialkonstruktivisme og diskursanalyse

Hvis man ser på alle de forskellige arbejdstitler, sygeplejersker kan titulere sig med, lægger det klart op til en diskursanalyse. For år tilbage kunne man på bagsiden af tidsskriftet Sygeplejersken krydse af, hvilken titel man havde, og så kunne fagforeningen registrere det. Den side er nu væk. Og forklaringen kan være, at der simpelthen ikke er plads på én enkelt side mere.

Sygeplejersker har konstrueret utrolig mange titler for sig selv som faggruppe. Klinisk vejleder, sygeplejefaglig vejleder, VIPS-ansvarlig, gadesygeplejerske, uddannelsesansvarlig, ernæringsansvarlig, sårsygeplejerske m.fl. Denne mængde af titler er blevet konstrueret af mennesker, som har knyttet en bestemt identitet til deres arbejde som sygeplejerske, og gennem ekspertviden bliver nye områder identificeret, og fænomenerne får tillagt en værdi i sygeplejen.

Sagt på en anden måde: Hvorfor har vi specialet geriatri for ældre mennesker, når et andet speciale, f.eks. hjertemedicinsk afdeling, er identificeret efter et organ. Og tropemedicinsk afdeling er kategoriseret efter, hvor i verden man er blevet syg. Er dette en logisk kategorisering? Nej, hvis man er positivist, og ja, hvis man er socialkonstruktivist.

En socialkonstruktivist vil sige, at det er mennesker (eksperter), som har italesat fænomener, beskrevet dem og fået samfundet til at adoptere og reproducere budskabet. Eksperterne har f.eks. fået italesat overvægt som en epidemi og et samfundsproblem, og havde vi ikke eksperterne, som kunne se problematikken eller konstruere problemet, ville det ikke være til stede. Kunne man forestille sig, at det næste skilt, der sættes op på sygehusene, viser hen mod afdelingen for adipositas? Samtidig ser man i andre dele af verden overvægt konstrueret som værende ensbetydende med høj social status.

Disse eksempler skulle gerne skærpe opmærksomheden på ens egen tænkning, talen og handlen som sygeplejerske i forhold til at skabe og vedligeholde den verden, man agerer i. Dette kan igen skærpe opmærksomheden i forhold til, om man ønsker at reproducere de strukturer, man befinder sig i og er en del af.

Bliver man rask af snak?

Man kan f.eks. undre sig over, hvorfor der blandt sygeplejersker er en fasttømret diskurs om, at den gode pleje handler om tid til patienten, og at denne tid er en mangelvare, da sygeplejersker har travlt. Hvorfor er der ingen, som analyserer denne diskurs og italesætter den gode pleje som hurtig og effektiv?

Gælder det ikke om at få patienterne raske og hjem? Bliver man rask af snak? Det er ikke alle, der synes, det er dejligt at være i kontakt med sundhedsvæsenet. Befolkningen generelt modtager sundhedsprofessionernes ekspertise, fordi det er nødvendigt. Andre offentlige ydelser modtages i højere grad af lyst og glæde. F.eks. mødet med bibliotekaren, hvor folk kommer af sig selv og nyder bibliotekets mange muligheder og tilbud.

Her kommer vi af lyst og interesse (5). Få borgere møder sygeplejersker, fordi de synes, de er flinke og rare at være sammen med. Befolkningen møder sygeplejersker, fordi der er et behov. Et behov, de fleste gerne ville undgå (3). Eller handler tidsdiskussionen om, at sygeplejersker har konstrueret et behov hos patienterne, som de måske ikke har? Handler det om patienternes eller sygeplejerskernes perspektiv?

Dorthe Stadsgaard er ansat på Suhrs Seminarium som International Education Consultant.
Gitte Lindermann er ekstern lektor på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, og konsulent i Sundhedsforvaltningen i Københavns Kommune.

Litteratur

  1. Riis-Hansen M, Simonsen DM. Når værdier sættes på skrift. 1. ed. København: Forlaget Politologiske Studier; 2004.
  2. Fairclough N. Language and Power. 2. ed. Essex: Peason Education Limited; 2001.
  3. Højlund S. Diagnosen - navnet på en social relation, Tidsskrift for Sygeplejeforskning 2002;2:11-6.
  4. Højlund S. Børns fortolkning af patientrollen, Tidsskrift for Sygeplejeforskning 1998;2: 8-27.
  5. Lindermann G, Jørgensen TB. På besøg: typiske offentlige organisationer og deres værdier. In: Torben Beck Jørgensen. På Sporet af en offentlig identitet. København: Aarhus Universitetsforlag; 2003.
ENGLISH ABSTRACT


Stadsgaard D, Lindermann G. See the world in a different perspective. Sygeplejersken 2006;(21):44-5.

The article presents social constructivism as a scientific paradigm. From a social-constructive perspective, reality is constructed and the most common methodological approach is discourse analysis.

The article investigates, among other things, the phenomena sick children, volcanic eruptions and obesity from a social-constructivist perspective.

In relation to nursing, the discourse looks into the statement "good care is all about having time for the patient". The authors ask why patients should be given time rather than getting them well and back off home in a hurry.

If nurses began to reflect on their professional discourse they would soon be confronted with the fact that things they consider natural and obvious are actually verbal constructions. Social constructions affect practice. Thinking social-contructivistically demands extremely good analytical skills.

Keywords: Scientific theory, method, social constructivism, discourse, verbalisation.

Emneord: 
Forskning
Metode
Statistik