Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Speciale i overvægtige patienter

Bariatri. Patienter i Storstrøms Amt behøver ikke frygte, at liften bryder sammen, selv om de vejer mere end 150 kilo. Et nyt center på Fakse Sygehus har speciale i hjælpemidler og forflytningsteknikker til overvægtige patienter.

Sygeplejersken 2006 nr. 22, s. 18-20

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

2206-18-01Foto: Thomas Tolstrup

Hver dag ligger der omkring seks meget tunge patienter i sengene på sygehusene i Storstrøms Amt. Tidligere skabte det ofte postyr, når overvægtige patienter blev indlagt. Senge, stole og lifte var ikke gearet til de mange kilo.

De største patienter måtte op på en vaskerivægt, fordi de almindelige vægte ikke kunne klare belastningen. Plejepersonalet blev i nogle tilfælde nødt til at klippe hul i lagener, som patienterne fik over hovedet, fordi der manglede patienttøj i rette størrelse. Kanylerne var for korte til at nå ind til patientens årer.

I dag kan alle afdelinger på Storstrømmens Sygehus kontakte den særlige afdeling med speciale i overvægt, Bariatrisk Center på Fakse Sygehus, når de skal bruge især udstyr og viden om løfteteknik. Men de kan også få råd om pleje og behandling af overvægtige patienter. Storstrømmens Sygehus dækker over de fire sygehuse i Næstved, Fakse, Nykøbing og Nakskov.

Det nyåbnede center har speciale i de patienter, der har et Body Mass Index på 35 eller derover (se boks 1). Det er de patienter, som centeret kalder for bariatriske patienter (se boks 2).

En god velkomst

Når en overvægtig patient fremover bliver indlagt på Storstrømmens Sygehus, kan patienten forvente at få en lige så god modtagelse som alle andre patienter.

"Vi ved ofte i god tid, når der er en bariatrisk patient på vej, for alle patienter bliver meldt til sygehuset, når de er på vej. Patientens overvægt indgår i dataindsamlingen. Den pågældende afdeling, hvor patienten skal indlægges, kan ringe til os og bestille hjælpemidler f.eks. en seng, kørestol og lift. Vi forsyner dem også med tøj og stor dyne, hvis de ikke har det i forvejen. Så vidt muligt bringer vi tingene ud, inden patienten ankommer, så patienten kan føle sig velkommen," siger afdelingssygeplejerske Gitte Køtter Christensen, der er daglig leder af Bariatrisk Center.

Hun er foreløbig eneste sygeplejerske på centeret. De øvrige medarbejdere er portører og en ergoterapeut, men centret samarbejder på tværs af afdelinger med andre faggrupper som læger, sygeplejersker, diætister og socialrådgivere.

Kan udstyret holde?

Ifølge Gitte Køtter Christensen bærer mange overvægtige patienter rundt på dramatiske historier om selve indlæggelsen, og hun oplever, at patienterne har brug for at tale om deres problemer.

"Mange kan berette om usikkerhed under selve indlæggelsen, hvor det ofte har taget lang tid at blive hjulpet ud af lejligheden. Patienten har måske overværet ambulancefolkenes drøftelser af, hvordan de skulle få patienten ud, og om udstyret nu kunne holde," siger Gitte Køtter Christensen.

Bariatrisk Center har foreløbig ekspertise i forflytning af overvægtige patienter og i hjælpemidler, men centerets vision er at samle viden om alle aspekter inden for pleje og behandling af overvægtige og kunne rådgive alle sygehuse og kommuner i den kommende Region Sjælland. Det er det første center af sin slags i landet.

Farvekoder på hjælpemidler

Det er portører fra Bariatrisk Center, der kører ud med hjælpemidlerne til de afdelinger, der har brug for dem. De uddeler også en dvd med forflytningsteknikker, som de lokale løfteinstruktører kan bruge. Ude på afdelingerne er det både portører og plejepersonale, der skal håndtere løfteopgaverne. Alle hjælpemidler til overvægtige patienter, som f.eks. kørestole, bækkenstole, lifte, vægte og gangstativer, er mærket med farvekoder, der indikerer, hvor mange kilo udstyret højst kan klare. Alt, der kan bære op til 400 kilo, mærkes f.eks. med pink, mens farven hvid indikerer maks.-vægt på 120 kilo.

"Vi vil gerne være med til at udvikle nye hjælpemidler, og derfor er jeg løbende i dialog med producenterne. Bariatriske patienter har deres overvægt placeret på meget forskellige måder, og derfor er det ikke alle, der sidder lige godt i en bestemt kørestol, selv om den er beregnet til stor vægt," siger Gitte Køtter Christensen.

Etikken i top

Hun er vant til, at folk reagerer ved at komme med vittige bemærkninger, når man taler om emnet fedme, som centeret helst vil kalde for bariatri. Plejepersonalet har nogle gange svært ved at undertrykke deres egne holdninger til patienternes voldsomme overvægt, men Bariatrisk Center vil gerne gå forrest med en høj etisk standard.

"Vi er meget opmærksomme på tonen, når vi taler om overvægtige. Etik er et af de emner, vi gerne vil arbejde med i forhold til plejen af bariatriske patienter," siger Gitte Køtter Christensen.

Hun oplever, at personalet på sygehusene har taget imod Bariatrisk Centers ekspertise med kyshånd.

"De kan ringe til os, hvis de f.eks. har problemer med en kørestol, og kort tid efter får de en ergoterapeut på besøg, som kan koncentrere sig om dem og deres patient. Vi vil meget gerne inddrages både før og efter udskrivelse, så vi kan tilbyde patienten f.eks. fysioterapi og kostvejledning," siger Gitte Køtter Christensen.

BOKS 1. BODY MASS INDEX (BMI)

kan beregnes ud fra vægt og højde sat på en brøk. Vægt i kilo divideret med højde i meter gange to (se regnestykket herunder). BMI-tal kan også aflæses fra en skala eller en drejeskive. Et BMI-tal på 30 eller derover angiver svær overvægt. Andelen af danskere med BMI på 30 eller derover er steget fra 5,5 pct. i 1987 til 9,5 pct. i 2000 og til 11,4 pct. i 2005. Det svarer til hver 9. dansker. Region Sjælland er en tung region, her er hver 7. borger svært overvægtig.

Er man 1,80 meter høj, og vejer man 120 kilo, ser regnestykket sådan ud:

120 / 1,8 x 1,8 = 37

BMI-tallet er 37. Patienter med BMI på 35 eller derover er i målgruppen for Bariatrisk Center.

Kilde: Statens Institut for Folkesundhed.

BOKS 2. BARIATRI

er læren om fysiske, psykiske og sociale sygdomme og lidelser ved svær fedme samt behandling og håndtering heraf. Ordet stammer fra græsk, hvor baros betyder tyngde. I Storstrømmens Sygehusvæsen foretrækker man ordet bariatrisk frem for overvægtig eller fed. Begrebet er bl.a. udbredt i USA.