5 faglige minutter: Længe leve klynkekulturen

Jeg har pisketravlt i øjeblikket. Pga. ny struktur og tempo-opskruning høvler jeg af sted og får hele tiden nye arbejdsopgaver. Tingene hober sig op, og specialisering afløses af decentralisering. Jeg skal honorere flere krav end før, og de kommer mange steder fra.

Snart kan der sættes en kile ind mellem sagsbunkerne og loftet for at forhindre papirtårnet i at styrte sammen over mig.

Med disse beskrivelser af min hverdag underholdt jeg en kollega over frokosten i kantinen og ventede som alle sygeplejersker i min situation på, at sympati, indføling og gode råd om mentalhygiejniske sygedage skulle strømme hen over kyllingelåret og de ristede selleristave. I stedet øjnede jeg på det yderste af min kollegas overlæbe en hurtig krusning, der varslede en svag foragt. Hendes brune øjne gennemborede mit ansigt, der i sagens natur var arrangeret i martyriets tegn.

"Hvad gør du ved det?" lød det skuffende svar. Jeg mistede luften, og min talestrøm blev brat bragt til standsning.

"Hvad jeg gør ved det?" gentog jeg med opbydelse af alle mine terapeutiske kræfter. Jeg måtte vinde tid. Min mavefornemmelse sagde mig, at jeg var ved at komme ud i noget snavs. "Det, jeg hører, du siger, er, at jeg selv burde gøre noget ved det arbejdspres, jeg føler, jeg har?" gentog jeg langsomt. "Ja," lød hendes knappe svar.

Vreden meldte sig. Jeg følte mig forrådt. Nu er det sådan, at mit arbejde ikke kan overtages af særlig mange andre sygeplejersker, og det er også sådan, at jeg ikke går hjem, før arbejdet er færdigt. Derfor er der ikke andet at gøre ved travlheden end at hænge på. Sætte neglene i kanten på hæve-sænke-bordet og tage en dyb indånding.

Jeg væltede mit glas med postevand ud over frokostbordet, hvilket effektivt forhindrede yderligere diskussion om emnet. "Hvad gør du ved dit arbejdsmiljø?" Det var det, min kollega spurgte mig om. Jeg blev i tvivl.

Har jeg lyst til at gøre noget som helst? Måske kan jeg godt lide mit martyrium, måske nyder jeg det endda, måske ruller jeg mig ligefrem i min behagelige utilfredshed på samme måde, som en hund ruller sig i rådden tang, når den går tur på stranden med sin ejer. Hunden ved ikke hvorfor, det ved jeg heller ikke, men det er dejligt at være en del af klynkekulturen. Så har vi noget at give hinanden, alle os jammerkommoder. Vi udveksler elendigheder med en glæde og fornøjelse, som var vi til årets første lagersalg i mærkevarer.

Alternativet - at finde ud af, hvornår arbejdet eller sygeplejen er gjort godt nok, at sætte en standard, der skal opfyldes, og herefter gå hjem med god samvittighed er for krævende og besværligt. Det er ikke mit ansvar. Desuden er der altså ikke ret mange andre sygeplejersker, jeg kan overlade arbejdet til.

Jeg ligger vandret.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.