Dissektionskursus for behandlersygeplejersker

Flere og flere danskere kommer på skadestuen uden at møde en læge, fordi sygeplejerskerne overtager stadigt mere af lægernes arbejde. Derfor er der nogle steder i landet arbejdet målrettet med uddannelse af behandlersygeplejersker til at varetage den primære behandling eller dele af den på skadestuer rundt omkring i landet. Der er gjort mange erfaringer, og det udmøntes nu i fast sygeplejebemanding på skadestuerne, hvor sygeplejerskerne enten erstatter eller samarbejder tæt med lægerne.

Flere amter rundt omkring i landet har investeret i ekstra uddannelse af sygeplejersker til at varetage disse opgaver.

I forbindelse med undervisning i håndkirurgi har vi som supplement til den anatomiske undervisning skabt et dissektionskursus i samarbejde med Medicinsk-Anatomisk Institut på Panuminstituttet, Københavns Universitet. Herved har vi fået mulighed for - på præparater - at vise anatomi, diskutere behandlingstiltag og illustrere, hvorfor nogle brudtyper lettere vokser skævt sammen eller heler dårligt forklaret ud fra de anatomiske strukturer.

Kurset er videreudvikling af dissektionskursus for læger, som har været afholdt samme sted siden 1997, hvor vordende speciallæger i ortopædkirurgi og håndkirurgi har haft mulighed for at øve operationsadgange og samtidig lære anatomi, inden kniven skulle føres på rigtige patienter.

Undervisningen i anatomi er gennem de senere år blevet nedprioriteret i både Danmark og Sverige. Det gælder ikke bare på lægestudiet, men også i sygeplejen til skade for forståelsen af sygdomme og forandringer i bevægeapparatet. Det er vores overbevisning, at hvis man ikke har tilstrækkeligt kendskab til den normale anatomi, kan det være svært at forholde sig til, hvad der er unormalt eller patologisk. Dette giver problemer ved de vurderinger, der ligger til grund for diagnose og behandling i forbindelse med skader. Vi har derfor lagt vægt på at øge kendskabet til den normale anatomi med fokus på klinisk relevans.

Anatomi kan til en vis grad læres ved selvstudie, tavleundervisning eller gennem PowerPoint-undervisning, som kan være nok så illustrativ, men man bibringes kun en todimensional forståelse for anatomien, som i virkeligheden bør anskues tredimensionalt. Den sidste og 3. dimension fås igennem dissektionskurser, hvor de rigtige strukturer ses, og hvor strukturernes materialeegenskaber kan føles og forstås.

Foto: Helene Ryttersgaard

Den rigtige behandling

Den teoretiske undervisning, som ligger forud, skal prøves af i virkeligheden. I dissektionssalen bliver fire dissektionsborde opstillet med et albue-, underarms- og håndpræparat på hvert. Præparaterne er optøede, og de forskellige strukturer fremtræder helt virkelighedstro.

Omkring hvert bord står ca. ni behandlersygeplejersker og stikker hovedet frem. Ved hvert bord sidder en håndkirurg fra Danmark eller fra Sverige, og præparatet bliver analyseret og skåret op fra fingerspidserne og op til underarmen. Ikke sjældent er det vanskeligt for sygeplejerskerne helt at forestille sig, hvor tyk en fingernerve er, hvordan den ser ud, hvor skades den lettest, hvor stor er en fingersene, og hvordan er de præcist placeret i forhold til hinanden, hvordan ser forskellige skader ud. Man demonstrerer, hvordan man lægger et såkaldt lazy-S-snit og andre incisioner langs fingeren.

Samtidig illustreres en knivlæsion, hvor man gennem et tværgående skarpt snit, f.eks. over mellemleddet, skærer nerver og sener igennem. Man ser, hvor lille snittet er, men når man åbner, ser man omfanget af skaden og kan bedre forstå problematikken omkring den efterfølgende behandling.

Sygeplejerskerne har under dissektionen hele tiden mulighed for at stille spørgsmål og selv afprøve senefunktioner ved at trække i disse. Samtidig får sygeplejerskerne også en klar forståelse af, at selv mindre skarpe læsioner i hånd og fingre kan give skader af alvorlig karakter. Derved øges viden om, hvor vigtig hurtig primær behandling og evt. viderevisitering til håndkirurgiske eller ortopædkirurgiske afdelinger er. Primær og korrekt behandling af håndskader er altid bedst, og diagnostikken bygger helt på anatomien.

Sygeplejerskerne er ikke små læger

Nok kan erfarne sygeplejersker erstatte lægerne i den primære visitation og behandling af visse skader, men det er også vigtigt, at sygeplejerskerne kan stille den rigtige diagnose fra starten og vurdere, hvilke patienter der skal viderevisiteres til lægelig behandling, og hvilke der kan afsluttes i sygeplejeregi. Mange sygeplejersker har måske en angst for at træde for meget ind på lægeområdet, men alt i alt er behandlersygeplejersketiltaget blot et udtryk for bedre forbrug af de ressourcer, som er til rådighed på behandlingsafsnit som skadestuer. Mange mindre skader kan sagtens primært vurderes og behandles af sygeplejersker og også afsluttes i samme regi.

Praktiske færdigheder kan erhverves gennem øvelse på præparater. På præparaterne er det muligt at afprøve og lære lokalbedøvelse på fingre i forbindelse med sårbehandling/sårvask og sammensyning af mindre rifter uden dyberegående læsioner. Herved opnås en enestående mulighed for at træne relevante praktiske færdigheder så naturtro som muligt, før samme procedurer udføres på patienterne i praksis.

Teamwork

Det team, som arbejder med dissektion og undervisning af behandlersygeplejersker i håndkirurgi, er en skadestuesygeplejerske, en operationssygeplejerske, en dansk og en svensk håndkirurg samt en anatom fra universitetet. Dette team giver den bredde og indgang til undervisningen, som er nødvendig, når en ny form for undervisning skal introduceres og igangsættes for en faggruppe, som ikke tidligere har haft sin gang i dissektionssalene.

Alle fem har igennem mange år arbejdet med undervisning af sygeplejersker og læger i anatomi og klinik samt operationsteknik. Samtidig er teamet en del af et samarbejde i Øresundsregionen mellem den håndkirurgiske sektion på KAS Gentofte og på Malmö Universitets Sjukhus.

De nye tiltag med klinisk, anatomisk undervisning på præparater har været afprøvet fire gange over for i alt 80 behandler- og operationssygeplejersker med succes. Kurset har bidraget til, at sygeplejerskers kliniske erfaringer er blevet hængt op på de virkelige anatomiske forhold, så forståelsen for behandling af skader på de enkelte strukturer på hånd og underarm primært kan varetages korrekt. Teamet har planer om at udvide kurserne til også at omfatte svenske sygeplejersker i Øresundsregionen, så kurserne i fremtiden kan blive et tilbud til svenske og danske sygeplejersker på skadestuer, i ambulatorier og på operationsgange.

Mange sygeplejersker udviser stor interesse for at dygtiggøre sig inden for klinikken. Alligevel er det ofte svært for sygeplejerskerne at få den nødvendige undervisning i hverdagen, ikke mindst i et hospitalssystem, som er meget produktionsorienteret. Effektivisering og produktion er i højsædet på hospitalerne, mens efteruddannelse lider voldsomt. Måske en af årsagerne til, at effektivisering og produktionsøgning til tider synes besværlig?

Nina Vendel er operationssygeplejerske på KAS Gentofte, Ortopædkirurgisk operationsgang.

Uden enestående hjælp fra Medicinsk-Anatomisk Institut samt fra de personer, som donerer deres afsjælede legeme til forskning og undervisning, var denne undervisning ikke mulig.

Kontaktperson ved donation til Medicinsk Anatomisk Institut: Wivi Møller Jensen.

Gruppen bag undervisningen består af Janne Toftdal Dynesen, sygeplejerske, Amager Hospital, Skadestuen, Lars Dahlin, overlæge, Malmö Universitets Sjukhus, handkirurgisk sektion, Finn Bojsen-Møller, Medicinsk-Anatomisk Institut, Panuminstituttet, Københavns Universitet, Niels Søe Nielsen, overlæge, Amtssygehuset i Gentofte, Håndkirurgisk afdeling.