Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Resuméer af international forskning

Faglige résumeer.

Sygeplejersken 2006 nr. 24, s. 48

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Læs artikel som PDF - gå til side 48

Essensen i en fænomenologisk undersøgelse

Dahlberg K. The essence of essences - the search for meaning structures in phenomenological analysis of lifeworld phenomena. International Journal of Qualitative Studies on Health and Well-being 2006;1:11-9.

Fænomenologi er en metodologi, der kan bruges i kvalitative undersøgelser. Fænomenologi bruges, når man vil beskrive oplevelser og belyse det væsentlige, essensen, af noget. I denne analytiske artikel diskuterer forfatteren Karin Dahlberg, som er den sygeplejerske i Norden, der sandsynligvis ved mest om fænomenologi, hvordan man i en fænomenologisk undersøgelse når frem til essensen af det fænomen, man studerer. Artiklen er en fænomenologisk analyse af fænomenet essens. Ligesom i en hvilken som helst fænomenologisk undersøgelse er vejen til fænomenets essens ikke ligetil, men går via fyldige beskrivelser af fænomenet i flere variationer. Således også i denne artikel. Med reference til filosofferne Husserl og Merleau-Ponty og til egen livsverden eksemplificerer Dahlberg konkret med fænomenet hest, hvordan forskellen er på almindelig daglig forståelse og den fænomenologiske holdning, som beskriver hesten i forhold til f.eks. en zebra. Det fremhæves gentagne gange, at i en fænomenologisk undersøgelse kan forskeren ikke stå uden for vinduet og observere, forskeren indgår i konteksten, som derfor også skal beskrives.

Forfatteren finder gennem denne analyse, at fænomenet essens skal forstås som fænomenet selv, det kan ikke adskilles fra fænomenet, det er den stil, som fænomenet viser sig i gennem en analytisk, fyldig beskrivelse.

Artiklen er et godt bud på en fænomenologisk undersøgelse og samtidig en metodeartikel, det er værd at læse for de sygeplejersker, der ønsker at studere et fænomen, f.eks. hvordan det er at være syg, rask, patient, pårørende eller handikappet. Artiklen er et værdifuldt bidrag til metodelitteraturen på dette felt.

Elisabeth Hall, lektor, ph.d.

Pårørendes medvirken ved pleje af døende - et litteraturstudie

Andershed B. Relatives in end-of-life care - part 1: a systematic review of the literature the five last years, January 1999-February 2004. Journal of Clinical Nursing 2006;15:1158-69.

Formål: At gennemføre en systematisk gennemgang af litteratur publiceret fra 1999-2004 med fokus på pårørendes situation og behov i forbindelse med palliativ pleje.

Metode: Litteraturen er søgt i databaserne Medline og CINAHL under relevante termer. Studier, hvori patienten var et barn, blev ekskluderet. I alt fremkom 690 studier. Ved gennemlæsning af titel og resume blev 500 studier ekskluderet. De øvrige studier blev herefter gennemlæst, og yderligere ca. 100 studier blev ekskluderet, fordi de omhandlede sorgperioden efter patientens død. De resterende studiers kvalitet blev herefter vurderet, hvilket betød, at litteraturgennemgangen byggede på 49 studier, der blev vurderet til at være af middel til høj kvalitet.

Resultater: Det var af stor betydning for de pårørende, at de havde en følelse af sikkerhed og tillid i forhold til personalet. Materialet kunne yderligere inddeles i to hovedkategorier: "At være tæt pårørende i forhold til situationen," og "At være tæt pårørende i forhold til behov." Til disse kategorier fremkom yderligere en række underkategorier.

Bemærkninger: Pårørende yder en stor indsats i forhold til pleje af en nærtstående. De pårørende står i den forbindelse over for en lang række problemer, som de sandsynligvis ikke har skullet løse før. Personalet spiller derfor en stor rolle i den forbindelse, da der jo ikke er mulighed for at gøre tingene om. Artiklen er en grundig gennemgang af den nyeste og bedste litteratur på området og kan således medvirke til at opdatere personalets viden både i den primære og i den sekundære sundhedssektor.

Preben U. Pedersen, sygeplejerske, ph.d.

Livskvalitet i forbindelse med palliativ pleje - en litteraturgennemgang

Jocham HR, Dassen T, Widdershoven G, Halfens R. Quality of life in palliative care cancer patients: a literature review. Journal of Clinical Nursing 2006;15:1188-95.

Formål: At give indsigt i:

  • internationale standarder til bestemmelse af livskvalitet i forbindelse med palliativ pleje
  • forskningslitteratur og begrebsafklarende litteratur, der fokuserer på livskvalitet og sygdom, og 
  • foretage en afklaring af, hvordan sygeplejeforskere definerer og vurderer livskvalitet i forbindelse med pleje af terminalt syge patienter.

Metode: Søgning i databaserne Medline og CINAHL kombineret med håndsøgning. Der indgik litteratur for årene 1990-2004. I alt fremkom mere end 2.400 studier. Gennem systematisk udvælgelse på baggrund af in- og eksklusionskriterier fremkom der 50 artikler, der indgik i det endelige litteraturstudie.

Resultater: Litteraturen er gennemgået, så der gives en beskrivelse i forhold til følgende områder: Definition af begrebet livskvalitet, hvorfor skal man vurdere livskvalitet, sammenhæng mellem livskvalitet og fokus for sygepleje, modeller, der er benyttet i livskvalitetsforskning hos patienter med cancer, svagheder ved sygeplejeforskning i livskvalitet.

Bemærkninger: Livskvalitet bliver mere og mere udbredt som endemål i forbindelse med forskning, men det er sjældent defineret præcist og kan derfor fremstå som et luftigt begreb, som forskere, borgere og politikere kan benytte efter forgodtbefindende, derfor er det vigtigt med en grundig begrebsafklaring. Begrebsafklaring er en lang proces, dette studie skal ses som en begyndelse.
 

Preben U. Pedersen, sygeplejerske, ph.d.