Sygeplejersker under pres i Beijing

På Chaoyang Hospitalets akutafdeling er der fire sygeplejersker til 67 patienter. En af de fortravlede sygeplejersker er Hai Xia (th.), der ligesom sin kolleger konstant bruger maske på grund af den uhumske luft. Foto: Gert Holmgaard Nielsen 

Det er en ganske almindelig lørdag aften i april på Chaoyang Hospital i Beijing. Ikke nogen specielt travl dag, som sygeplejerske Hai Xia henkastet bemærker. Alligevel hober patienterne sig op på akutafdelingen her på første sal. Luften er tung af de mange mennesker, indlagte og pårørende. Det er derfor, at både læger og sygeplejersker går med maske på som en fast del af uniformen.

"Indeklimaet er virkelig dårligt. Luften er bare så uhumsk. Patienterne i vinduessiden åbner ikke vinduerne, så her bliver aldrig luftet ud," forklarer Hai Xia.

Chaoyang Hospital har ikke noget ventilationssystem - heller ikke på den forholdsvis nybyggede afdeling, hvor Hai Xia arbejder. Den smalle og aflange sengeafdeling er delt op i to, afskåret af en trappeafsats. Sengene er adskilt i "enkeltstuer" afskærmet med gardiner, omkring fire kvadratmeter til hver. Der er lavet plads til 32 senge i den ene afdeling og 12 i den anden. Sengene er placeret langs væggen og vinduerne, så der dannes en smal gang midt i det dunkle lokale.

Klokken er lidt over 18, og Hai Xia er lige begyndt på en 14-timers-vagt. Uden for medicinstuen er alle 44 sengestuer optaget. I midtergangen i den lille afdeling står en række bænke til de pårørende, men de fleste er optaget af liggende patienter, der får drop. 17 patienter ligger her uden for stuerne - de fleste direkte på de umagelige bænke og uden sengetøj. Enkelte uden for stuerne har fået en seng, som sygeplejerskerne har fundet plads til for enden af bænkene eller i et lille hjørne. Derudover sidder fire patienter på en bænk på den brede trappeafsats. Her har sygeplejerskerne også været i stand til at klemme yderligere to senge ind.

Patienterne skælder ud

Antallet af patienter er steget markant de seneste år, forklarer Hai Xia. Og patienterne er ikke blot blevet flere - de er også blevet mere krævende. De vil have førsteklasses behandling, og de er meget kritiske, for medicinen er dyr, og folk tjener ikke så meget. Derfor er det økonomisk hårdt for de fleste kinesere at skulle have lægebehandling.

"Men det er jo et samfundsskabt problem og hverken hospitalernes, sygeplejerskernes eller lægernes skyld. Men vi er sidste led i behandlingssystemet, så sygeplejerskerne må tage hele skraldet. Så det kan være virkelig hårdt at være sygeplejerske. Nogle gange er man lige ved at græde. For patienterne skælder ud, og nogle kan være virkelig grove i munden. Og man må bare tage imod det hele, for "patienten har altid ret." Vi må ikke sige dem imod. Vi skal behandle dem så godt, som vi kan. Og det gør bare det hele endnu vanskeligere," siger Hai Xia.

Den kinesiske sygeplejerske er 36 år. Hun forlod sygeplejeskolen i 1989 og har været på Chaoyang Hospital siden. Hun tilhører den nye kinesiske middelklasse og tjener vel i omegnen af 2.100 kr. om måneden.

Det er ikke til at sige helt præcist, for den slags personlige oplysninger giver kineserne som regel nødigt fra sig. Det gælder også Hai Xia. Men når det handler om hendes arbejde og hendes arbejdsplads, så skjuler hun ikke noget. Der er masser af problemer at pege på.

"Arbejdet bliver hårdere og hårdere, og der er ikke sket nogen særlige forbedringer af vores arbejdsmiljø. I løbet af de seneste 6-7 år - siden den her bygning blev opført - er antallet af patienter vokset støt. Du kan jo se, hvor mange patienter her er. Og det er helt almindeligt, at der er så mange," siger hun.

Pårørende hjælper med plejen

Den dårlige luft på afdelingen skyldes ikke udelukkende overbelægningen. Ud over de alt for mange patienter er der som regel en eller to pårørende eller venner, som konstant sidder hos den syge og hjælper med plejen. Det er ganske normalt på kinesiske sygehuse, for sygeplejerskerne kan ikke tage sig af det hele.

Og på Hai Xias afdeling er der også nok at tage sig af. Her kan man finde alle typer af patienter, både medicinske og kirurgiske. Tag f.eks. hr. Zhao. Han er bygningsarbejder fra Tianjin, har rundet de 60 år og er lige blevet ramt af en hjerneblødning, der har gjort ham lam i venstre side af kroppen. Hans seng er klemt ind i et hjørne, og på en bænk ved siden af sidder tre af hans arbejdskammerater. De hjælper ham med at massere den lammede arm og det lammede ben og med at få noget at spise. For her kommer der ingen med mad til patienterne. Det må pårørende eller venner tage sig af.

Naturligvis ville hospitalet sørge for mad, hvis han blev indlagt på den relevante afdeling. Men dér er der ikke plads. "Vi har før haft patienter, der har ligget her i op til et år. Og det er jo slet ikke meningen med vores afdeling. Men her har vi alle slags patienter. Også dem, der ikke kan udskrives, men som der heller ikke er plads til at indlægge," siger Hai Xia.

Hvis man beder Hai Xia om at nævne noget, som er blevet bedre på hospitalet de seneste år, så får man ikke noget svar. Der er alt for mange helt basale problemer. På spørgsmålet om, hvad der er mest brug for på hendes afdeling, kommer svaret derimod prompte:

"Mere personale og senge til alle patienter. Som det er nu, skal man gå sidelæns alle vegne for at komme frem. Hvor ville det være dejligt, hvis her ikke var så mange patienter, og hvis her var rent."

Akutafdelingen her er formentlig den bedste i Beijing, mener Hai Xia. Chaoyang Hospital som sådan ligger ikke i toppen, men dog i den bedre ende. Til gengæld føler Hai Xia, at hendes arbejdsplads må være Beijings travleste.

På akutafdelingen er der fire sygeplejersker og to læger på vagt til at behandle de 67 patienter, som er på afdelingen lige nu. Og de må forvente, at der kommer flere. For som Hai Xia understreger: En overbelægning på 23 patienter er helt normal.

"To sygeplejersker mere ville gøre det hele meget nemmere. Men det er helt udelukket," griner hun.