Synspunkt: Tavs uvidenhed er tegn på faglig forkalkning

Frugtbar tavs viden kan udvikle sig til ufrugtbar tavs uvidenhed i en klinisk skulderklapsforening, hvor erfarne sygeplejersker bekræfter hinanden i det, der anses for korrekt sygepleje.

SY-2007-24-45aHvad skaber en god sygeplejerske? Et spørgsmål, som ikke blot er aktuelt på sygeplejeskolerne, men også i klinisk praksis, hvor hverdagen ofte skaber nye udfordringer. En ting synes dog at stå klart. En god sygeplejerske har både tillært sig en mængde viden og indøvet en række erfaringsbaserede kundskaber. Det sker med det mål at kunne mestre sygeplejens praksis. Det er ad den vej, at der gennem mange år har været fokuseret på forholdet mellem viden og tavs viden i sygeplejen.

Der synes at være enighed om, at sygeplejersken ikke blot skal tilegne sig akademiske kompetencer, men fortsat må lade praksis konsolidere de kundskaber, som tavst former de gode karakteregenskaber. Det kan der siges meget om, hvilket en lang række kandidatspecialer i sygepleje bevidner. Jeg mener imidlertid, at hele denne diskussion mangler en dimension. Når vi taler om viden, må vi nødvendigvis inkludere uvidenhed. Samtidig må vi i talen om tavs viden også inddrage tavs uvidenhed.

Sygeplejersken besidder en stor mængde viden. Hun har med andre ord begreb om sygeplejens mangfoldige praksis. I takt med den kolossale vidensproduktion i sundhedsvæsenet må sygeplejersken imidlertid hele tiden opdatere sin viden. Det er her, uvidenheden viser sig at være frugtbar. Det er netop gennem ydmyghed over for det, sygeplejersken ikke ved, ny viden skabes.

Uvidenhed skal derfor ikke forstås statisk og negativt, som manglende kapital i vidensbanken. Uvidenhed skal derimod forstås dynamisk, som en særlig tilgang til viden. Trods sygeplejerskens årelange erfaring inden for eksempelvis onkologien giver hun sig selv ret til at være uvidende, hvilket åbner for ny viden og mulig afkræftelse af fordomme. Uvidenhed er med andre ord en nødvendig betingelse for ny viden.

Den tavse viden henviser til grebet i praksis. Gennem erfaring har sygeplejersken tilegnet sig et godt greb i praksis, hvorigennem de mange forskellige situationer håndteres. Der bliver lagt meget vægt på denne tavse viden og den umiddelbare tilgang til praksis. I sygeplejelitteraturen vil man kunne finde denne tanke præsenteret hos eksempelvis Patricia Benner og Kari Martinsen, uden sammenligning i øvrigt. Den tavse viden vil kunne bruges som redningsvest, når den truende akademiseringsbølge vælter ind over land. Stadigt oftere hører man derfor floskler såsom: "En ting er teori, noget andet er praksis."

Jo mere tavse og umiddelbare vi er, desto bedre. Problemet er blot, at den frugtbare tavse viden kan udvikle sig til tavs uvidenhed. I modsætning til den førnævnte bevidste uvidenhed vil denne tavse uvidenhed være særdeles ufrugtbar. Den tavse uvidenhed viser sig som faglig blindhed. Der skabes en klinisk skulderklapforening, hvor erfarne sygeplejersker bekræfter hinanden i det, der anses for korrekt sygepleje.

Et andet ord for tavs uvidenhed er faglig forkalkning. Vi gør det, vi altid har gjort, for det er nu engang det bedste. Der skabes immunitet over for det ukendte, og det kendte stadfæstes. Der eksisterer således en hårfin grænse mellem tavs viden og tavs uvidenhed, som kræver opmærksomhed.

Det centrale budskab er, at der ikke blot er forskel på viden og tavs viden. Der er tilmed stor forskel på uvidenhed og tavs uvidenhed. Uvidenhed er en nødvendig forudsætning for ny viden, hvor den tavse uvidenhed kan være en forhindring for opøvelsen af nye kundskaber i sygeplejen. Konklusionen må være, at den gode sygeplejerske med fordel kan forholde sig ydmyg, både når det gælder viden og tavs viden.

Jacob Birkler er lektor på jordemoderuddannelsen, CVU-Vest. jaca@esenet.dk