Ikke perfekt, men god nok

Alting føltes uvirkeligt. Mit hjerte hamrede, som om det skulle sprænges. Mit hoved føltes som en trykkoger, lige før låget springer af, og jeg rystede over hele kroppen. Endelig kom ambulancen ...

Siden jeg gik i 2. g, har jeg vidst, at jeg ville være sygeplejerske. Den første praktik foregik på et lille sygehus. Det var en oplevelsesrig tid og også belastende, når jeg skulle alene ind og pleje en døende cancerpatient. Dengang var der ikke megen refleksion med de sygeplejestuderende.

Senere blev jeg gift og fik efterhånden tre børn. I de forløbne år tog jeg en del efter- og videreuddannelse, mest fordi jeg godt kunne lide det. Jeg har altid været lidt perfektionistisk, men har haft svært ved at praktisere det i de hjemlige omgivelser, da hverken min mand eller børn er det. Måske derfor har mit arbejde måttet holde for. Her var jeg altid med i front for at sikre en høj standard.

Ofte måtte vi klare flere opgaver på en gang: gå stuegang, undervise sygeplejestuderende og passe patienterne. Tit gik travlheden ud over de sygeplejestuderende, som ikke fik den vejledning, de havde brug for. Eller også gik det ud over patienterne; endelig gik det ud over mig selv. Samvittigheden fik ofte mit humør ned på nulpunktet. Jeg kæmpede en kamp for at være den perfekte sygeplejerske, den perfekte mor og den perfekte partner.

Alligevel kørte det bare derudad. Mange aftener gik med foreningsarbejde, spændende foredrag og frivilligt socialt arbejde.

Et år døde to mennesker, der betød meget for mig. Jeg tog plejeorlov for at passe min moster, som havde været reservemor for vores familie. Min mand, mine børn og min arbejdsgiver bakkede mig op. Selve forløbet varede kun kort, men i flere måneder bagefter var der oprydning og møder med familiemedlemmer. Jeg fik influenza to gange og måtte gå til sengs. Det fik dog ikke alarmklokkerne til at ringe.

I 2003 førte ændringer i sygehusstrukturen til, at min afdeling blev flyttet. Det betød to timers ekstra transport dagligt, nye kolleger, nye arbejdsgange og større ansvar for de af os, der fulgte med. Samme år brugte jeg meget tid på at læse faglitteratur i forbindelse med et obligatorisk kursus. Min mand var efterhånden noget utilfreds med, at vi så sjældent kunne gøre noget sammen, men jeg beroligede ham med, at det kun var en overgang.

Så gik det galt. Læsset væltede en mandag aften, hvor jeg var midt i en større skriveopgave.

Sikre stress-symptomer

I første omgang troede jeg, at jeg havde fået en hjerneblødning. Eftersom jeg selv arbejder med patienter med hjerneskader, kendte jeg udmærket symptomerne. Men efterhånden som natten gik, og jeg ikke fik flere symptomer, håbede jeg, at faren for en apopleksi var drevet over. Men hvad i alverden fejlede jeg så? Lægerne henviste mig til en CT-scanning af hjernen og et EEG, og derefter blev jeg udskrevet nøjagtig halvandet døgn efter, jeg blev indlagt, og uden en diagnose.

En ting vidste jeg: Jeg fejlede et eller andet virkelig alvorligt. Aldrig havde jeg haft det så elendigt. Jeg havde konstant en migrænelignende hovedpine, voldsom uro, hjertebanken samt forskellige kognitive symptomer.

Jeg tænkte, at jeg nok aldrig kom på arbejde igen.

Efter en måned kontaktede jeg en psykolog. Hun forklarede mig, at det helt sikkert var stress-symptomer, jeg havde. Stress kan nemlig godt give angst og kaos.

"Ryd op i dit liv" er titlen på en tv-udsendelse. Det måtte jeg også gøre. Tænke og føle efter: Hvad ville jeg prioritere, for jeg kunne ikke rumme det hele. Jeg måtte lære, at det ikke er nødvendigt at være perfekt for at være god nok, og at det er nødvendigt at kunne sige fra.

Efter et par måneder kom jeg på arbejde igen. Fordi min leder og mine kolleger havde forståelse for min situation, lykkedes det mig efterhånden at klare mit arbejde med sygepleje og undervisning.

Mennesket er en helhed af krop, sjæl og ånd. Det har jeg af og til sagt, men først nu er det gået op for mig, hvad det indebærer.

Hanne Bitsch er sygeplejerske på Neurologisk afdeling på Sygehus Viborg.