Vigtigt med klare grænser

Esma Birdi: "Desværre er der mange, der bruger deres ferie i hjemlandet til at opsøge lokale læger, og det går ud over tilliden til det danske sundhedsvæsen." Foto: Thomas Tolstrup

Esma Birdi, tolk og informator om indvandrerspørgsmål bl.a. hos politiet, peger på, at nogle indvandrere, der har boet i Danmark en del år, ved, at man kan stille krav til sundhedsvæsenet, at man selv kan bestemme langt hen ad vejen:

"Men det er ikke altid, at de kan se, hvor grænsen går. De siger, hvad de ønsker, og håber på det bedste. Men det betyder ikke, at de har en klar forventning om, at sådan bliver det," siger Esma Birdi, hvis familie selv har indvandrerbaggrund.

Hun fortolker det, som om disse indvandrere søger grænser. Derfor er det vigtigt, at systemet selv sætter grænser, ellers kan forventningerne blive for urealistiske, mener hun og peger på, at indvandrere generelt har større behov end etniske danskere for at blive guidet gennem sundhedsvæsenet.

"Desværre er der mange, som bruger deres ferie i hjemlandet til at opsøge de lokale læger, fordi de ikke tror, at de kan forklare sig over for en dansk læge. For eksempel kan nogle blive foruroliget, når en dansk læge slår op i sin medicinhåndbog og ikke har den paratviden, som de tror, deres egne hjemlige læger har. Lægerne i hjemlandet vil gerne tjene nogle penge, og det går ud over tilliden til det danske sundhedsvæsen. Nogle indvandrere forventer, at den offentlige sygesikring betaler, når de kommer hjem fra disse lægebesøg i hjemlandet, men det gør det offentlige jo kun, hvis der er tale om noget akut. Desværre kan det blive tolket som Det er nok, fordi jeg er anderledes. For nemt og bekvemt," understreger Esma Birdi.

Hun mener, at mange fagpersoner har en slags berøringsangst over for indvandrere af skræk for netop at blive beskyldt for at være racistiske:

"De er bange for, hvordan de etniske minoriteter reagerer, og det duer ikke. Så viser man usikkerhed, og den usikkerhed kan blive misbrugt," forklarer hun.

"Hvis patienten og de pårørende kan se, at man vakler, så risikerer man, at de bliver mere krævende og måske stiller helt urealistiske krav. For eksempel kan sundhedsplejersker opleve, at nogle indvandrerkvinder vil faste, selv om de ammer. Kvinder er i den situation fritaget for at faste, men de, der insisterer, mener selv, de bliver en bedre troende, hvis de gør det. Her skal sundhedsplejersken ikke være bange, men slå fast, at det har konsekvenser for barnet, og at det er kvinden selv, der har ansvaret. Det kan lyde autoritært, men det er vigtigt at sætte en grænse, som indvandrerne kan forholde sig til," siger hun.