Power-farmor tager hånd om kronisk syge

Foto: John Behets

Det første, man lægger mærke til ved Jean Thompson, er, at hun taler. Meget. Og så griner hun højt og klart. Smilerynker fylder hendes ansigt, selvom hun kan fortælle om et liv med megen smerte. 58-årige Jean Thompson blev første gang grebet af patientarbejdet for 13 år siden, hvor hun fik job i den engelske gigtforening.

"Jeg så en reklame i avisen, The Guardian, som spurgte: "Har du gigt?" Det viste sig at være en jobannonce. Foreningen søgte efter en person, som kunne rådgive gigtpatienter over telefonen. For første gang i mit liv blev jeg bedt om at have en sygdom," griner hun.

"Jeg havde ellers hele tiden fået at vide, at jeg ikke kunne få et job på grund af min gigt."

På det tidspunkt var det godt nok lykkedes Jean Thompson at få et job, hvor hun kunne bruge sin uddannelse som lærer og vejlede børn og voksne med særlige problemer.

Her kunne hun få lov til at sidde ned ved et bord, hvilket var vigtigt, fordi hun på det tidspunkt brugte krykker.

Jean tog imod jobbet i gigtforeningen med kyshånd. Det var her, hun for første gang stødte på patientstyret undervisning efter samme principper som Expert Patients-programmet. Kurset fangede hendes interesse. Hun fortsatte ad samme spor og startede med at arbejde med Expert Patients-programmet, da det for alvor gik i gang tilbage i 2002.

Skifte til et nyt spor

Men Jean Thompson fortæller, at hun til at begynde med var meget skeptisk.

"Jeg tænkte. Det er bare et simpelt kursus. Hvad kan jeg lære af det? Jeg har haft gigt, siden jeg var teenager. Men faktisk er det enkeltheden, der er styrken," siger hun.

"Mit syn på tilværelsen var ikke positivt. Og hvis jeg var fortsat ned ad sygdomsruten, ville jeg formentlig ikke være i stand til at favne livet, sådan som jeg gør det nu. Jeg har set tusindvis af mennesker, som har tabt grebet om, hvem de er som personer," siger Jean Thompson.

Fordelen ved Expert Patients-programmet og andre lignende kurser er netop, at de hjælper folk med at lære at leve igen - at finde en kurs i tilværelsen.

"Grunden til, at jeg først blev så vild med den type programmer, er, at de virkelig engagerer lokalsamfundet. Og folk går fra at være deres sygdom til først at være mennesker. De indser, at de har muligheder i tilværelsen. De står ikke ved verdens afgrund," siger hun.

De frivillige instruktører er her et levende bevis på, at det kan lade sig gøre at være kronisk syg og have et godt liv, mener hun.

Energi som en chimpanse

"Jeg blev farmor sidste år, og det er fuldstændig fantastisk, for jeg føler det, som om at jeg har fået en chance til. Da jeg fik mine to drenge, havde jeg meget store smerter.

Og jeg sad i rullestol en stor del af min ældste søns opvækst. Jeg kunne ikke gå rundt og tage mine børn op og pusle med dem så meget, jeg gerne ville. Nu føler jeg, at jeg er som en chimpanse," siger Jean, der nu hverken behøver krykkerne eller kørestolen længere.

Også arbejdslivet er blevet meget aktivt. Jean laver en lille trappe med hænderne for at vise, at hun i sit job rejser fra grænsen til Skotland i nord, til midten og til Brighton ved sydkysten. Hun sikrer, at kvaliteten er i orden og afholder kurser.

Jean bemærker, at hun kunne blive ved med at fortælle anekdoter i timevis om positive forandringer, hun har set i menneskers liv, efter de har deltaget i programmet.

"Men det er lidt som historierne i Biblen, er det ikke? Den lamme mand begynder at gå," siger hun, griner og fortsætter: "Kritisk indrettede mennesker tror ikke rigtigt på det. Men mange kan overbevises, hvis de ser resultater."