Ny professor: Sygeplejeforskningen har medvind

Foto: Heine Pedersen

"Sygeplejeforskningen har medvind," siger Lis Adamsen, sygeplejerske, sociolog og leder af Universitetshospitalernes Center for Sygepleje- og Omsorgsforskning, (UCSF), på Rigshospitalet.

Det er hun selv et godt eksempel på, for hun er den tredje sygeplejerske, der i år har fået tildelt et femårigt forskningsprofessorat. Tidligere på året overgik det Helle Ploug Hansen og Lis Wagner, der har fået professorater i Odense ved Syddansk Universitet.

Medvind har der dog langtfra været i de mange år, hvor dansk sygeplejeforskning har skullet etablere sig som selvstændig disciplin.

Danmark haltede længe bag efter de øvrige nordiske lande, hvor der allerede i 1970'erne var gang i opbygningen af kandidatuddannelser og forskningsinstitutter. Tilsvarende varede det også mange år, før det første danske forskningsprofessorat var i hus - og endnu flere år før det næste. Men nu kører det, ifølge Lis Adamsen.

"Da jeg i 1990 fik til opgave at opbygge UCSF, var det op ad bakke de første fem år. Men de seneste otte år har nærmest været en dans på roser, når jeg sammenligner med den første hårde tid. Det tværvidenskabelige projekt "Krop og Kræft," som UCSF nu har kørt i en årrække i samarbejde med forskere på Finsencentret og Rigshospitalet, har ikke mindre end 32 donatorer, der gennem årene har doneret 12 mio. kr. Det siger noget om anerkendelsen af vores forskning," siger hun.

En af de store donatorer har været Lundbeck-Fonden, der nu igen er på banen med en stor donation, nemlig professorlønnen til Lis Adamsen de næste fem år.

Kræftsyge får styrke

Lis Adamsen fremhæver, at donationen fra Lundbeck-Fonden netop understreger den forskningsprofil, som UCSF er blevet kendt for.

"Vi har for længe siden i samråd med vores bestyrelse vedtaget, at vores forskning skal være anvendelsesorienteret og involvere patienterne. Dvs. det er patienternes problemer, vi tager udgangspunkt i for at udvikle nye initiativer, der kan bruges i praksis," forklarer hun. 

Projektet "Krop og Kræft," der kører videre og med flere forskere tilknyttet, er et markant eksempel på UCSFs kliniske interventionsforskning. Her inddrager forskerne patienterne i et aktivt forløb under hele forskningsprocessen.

"Projektet er også anderledes, fordi det tilbyder kræftpatienter at dyrke intensiv konditions- og styrketræning, mens de er i kemoterapi. Hidtil har den gængse anbefaling været, at kræftpatienterne skulle skåne sig selv for ikke at stresse og ødelægge den almene tilstand," siger Lis Adamsen, der sammen med sine forskerkolleger kan glæde sig over, at projektet har givet kræftpatienterne både styrke og livsmod.

"Parykkerne bliver hængt til side, musikken kører, humøret er højt," siger Lis Adamsen, der fik ideen til projektet, da hun for nogle år siden talte med et par unge mænd på Finsencentret.

"Begge havde kræft, og som de sagde til mig: Væggene er grå, ingen har hår på hovedet, og alle er kede af det. Kan vi ikke få en kondicykel sat op? Vores projekt ser netop på den kræftsyge krops potentialer i stedet for på dens svagheder." 

Tre hundrede patienter har været gennem programmet. Projektet går nu ind i sin tredje fase, der er tilrettelagt som et klinisk kontrolleret forsøg.

"Det er den vej, vi skal som forskere for at dokumentere vores indsats inden for sygepleje og omsorg," siger hun og giver et lille rids af udviklingen inden for sygeplejeforskningen.

Bedst med samarbejde

"Her har der været meget fokus på patientoplevelser - patientens oplevelse af smerter, af at få en stomi, af at være langvarigt syg mv. Typisk har det været en kvalitativ metode, man har brugt til disse projekter.

Kvalitetsudvikling, dokumentation og evaluering er et andet område, der har været fokus på. Herudover har der været hele den pædagogisk orienterede sygepleje og udviklingen af sygeplejeteori," fortæller hun og peger på, at tiden nu er inde til for alvor at kaste sig over den kliniske interventionsforskning.

"Den står stærkt internationalt - især i USA, Canada og Storbritannien. I den type forskning går forskeren sammen med klinikeren eller er selv kliniker og afprøver noget nyt med patienterne, som man måler på," siger hun og tilføjer:

"Det psykosociale aspekt bliver selvfølgelig ikke glemt. Det går som en rød tråd gennem alle vores projekter. I "Krop og Kræft" kan vi f.eks. se, at der er et markant fald i angst og depressioner hos projektdeltagerne."

Lis Adamsen understreger, at man ikke som enkeltstående faggruppe kan løse patientens problemer. Dertil er de alt for komplekse.

Derfor er vejen frem tværfaglige forskningsprojekter. I projektet "Krop og kræft" medvirker foruden sygeplejersker også læger, fysioterapeut og psykolog.

"Jeg har set for mange eksempler på sygeplejersker, som har siddet alene med deres forskning. Det har virkelig været sejt. Efter min mening har det været fejlagtigt at tro, at sygeplejeforskningen ville udvikle sig bedst, hvis man kun diskuterede med sygeplejersker.

Tværtimod - så mener jeg, at man som forsker udvikler sig allerbedst ved at få andre faggruppers perspektiv på sin forskning. I stedet for at mure sig inde kunne man f.eks. prøve at gå med i nogle af de lægeinitierede forskningsprojekter, hvor man ønsker deltagelse fra sygeplejersker. Det kan blive en blændende oplæring i forskning," siger hun og peger på, at havde "Krop og Kræft" netop ikke været tværfagligt, var man aldrig nået så langt, som tilfældet er i dag.

"Jeg er overbevist om, at der er uanede muligheder for tværfaglige samarbejdsprojekter. Klinikken ønsker den tværfaglige forskning. Her står man med åbne arme, er mit indtryk. Her ser man ikke på os med de mellemlange videregående uddannelser som halvstuderede røvere. Man vil virkelig gerne have os med."