Psykisk syge har godt af fysisk aktivitet

Caption 

Psykisk sygdom medfører ofte træthed, uoverkommelighedsfølelse og manglende psykisk overskud til at udføre daglige gøremål, hvilket er medvirkende til fysisk inaktivitet, som forstærkes yderligere af psykofarmakas sedative virkning.

Attribution 

Foto: Thomas Willads

Patienter med psykisk sygdom er i dårligere fysisk form end normalbefolkningen, og de har en højere forekomst af både svær overvægt, type 2-diabetes, iskæmiske hjertesygdomme, tidlig død, rygning, usund kost og fysisk inaktivitet sammenlignet med normalbefolkningen (1-3).

Psykiatrien i Danmark har hidtil kun fokuseret sparsomt på livsstilsintervention trods den positive effekt af motion på livsstilsrelaterede sygdomme og den begyndende evidens for den positive betydning af motion for patienter med psykiske sygdomme (4-6).

Psykisk sygdom medfører ofte træthed, uoverkommelighedsfølelse og manglende psykisk overskud til at udføre daglige gøremål, hvilket er medvirkende til fysisk inaktivitet, som forstærkes yderligere af psykofarmakas sedative virkning. En ond cirkel er startet, hvor blot det at komme i gang med en aktivitet ofte overstiger patientens formåen, hvilket fører til tab af kondition og øget træthed (2,5).

Fysisk aktivitet og motion øger det psykiske og fysiske velvære hos både psykisk raske og psykisk syge. Fysisk aktivitet mindsker anspændthed, forbedrer søvnen, reducerer risikoen for at udvikle eller forværre depression og forebygger livsstilssygdommene (2,5-7).

Den positive effekt af fysisk aktivitet på psykisk syge personer må antages at være multifaktoriel. Hvis den fysiske aktivitet foregår ved relativt høj intensitet, er det svært samtidigt at spekulere, og den fysiske aktivitet kan benyttes til at aflede triste tanker (6). Den, der motionerer, føler sig normal, og derved opstår en positiv ringslutning, fordi det anses for at være sundt at være fysisk aktiv. Den, der motionerer, kan forvente positiv feedback fra omverdenen og social kontakt (6). 

Billigt og enkelt supplement
Motion er et godt, billigt og enkelt supplement til den traditionelle psykiatriske behandling ved depression, kronisk træthedssyndrom, angst, skizofreni, alkoholisme og kroniske smertetilstande (2).

Fysisk aktivitet ved depression
Befolkningsundersøgelser har vist, at fysisk aktive har mindre sandsynlighed for at udvikle depression end fysisk inaktive (2).

Årsagerne til den positive effekt af fysisk aktivitet er ufuldstændigt afdækket, men ændringer i kroppens koncentration af naturlige smertestillende og beroligende hormoner (serotonin, endorfiner, noradrenalin og dopamin), som påvirker sindsstemningen positivt, forbedrer søvnen og evnen til at håndtere stressede situationer (5,6). På baggrund af de publicerede træningsstudier anbefaler Sundhedsstyrelsen, at mennesker med depression tilbydes en superviseret, individuel fysisk træning, som omfatter både aerob træning og styrketræning. Det anbefales at starte ved lav intensitet og gradvis øge til moderat intensitet, ligesom varigheden af træningen gradvis øges. Systematisk træning over længere tid giver personer med depression en mærkbar bedring (2,5,6). 

Der er nogen evidens for en positiv effekt af fysisk træning som tillæg til den antidepressive behandling af milde til moderat svære depressioner, og regelmæssig fysisk aktivitet kan muligvis reducere faren for tilbagefald af depression (2,6).

Caption 

Psykiatriske patienter får oftere tobak, slik og kager af besøgende under indlæggelsen sammenlignet med somatiske patienter.

Attribution 

Foto: Thomas Willads

Fysisk aktivitet ved angst

Fysisk aktivitet kan påvirke sygdomsbilledet negativt, hvis patienten ikke informeres om, at motion aktiverer det sympatiske nervesystem, som fremkalder fysiske symptomer ligesom ved angst (hjertebanken, øget respiration, høj puls, sved). Manglende information om de fysiologiske ændringer kan fremkalde tvangsforestillinger eller hypokondre tanker (2,5).

Flere kontrollerede undersøgelser har vist, at angst- og spændingsniveauet reduceres efter fysisk træning. Træningseffekten indtræder 5-15 minutter efter afsluttet træning, og den angstdæmpende virkning varer i 2-4 timer. Fysisk aktivitet kan anbefales til patienter med angst, hvorimod træningseffekten er tvivlsom ved social fobi (2).

Fysisk aktivitet ved skizofreni

De publicerede undersøgelser og artikler fokuserer på forskellige mål med den fysiske træning af patienter med skizofreni, hvilket forringer og vanskeliggør konklusionerne af undersøgelserne. Konklusionerne af træningsindsatsen er målt så forskellige som normalisering af fysiologisk kondition, rehabilitering af arbejdsevnen, psykoterapeutisk jeg-støtte eller sociokulturel integration (2,3).

De motionsformer, som er afprøvet på skizofrene, er primært løbetræning, almindelig gang, svømning, vandgymnastik, styrketræning og idrætsprægede aktiviteter (3). De patienter med skizofreni, der har deltaget i disse fysiske træningstilbud, har oplevet færre auditive hallucinatoriske fænomener, mindre aggression og normaliseret fysiologisk funktionskapacitet. Skizofrene patienters sociale kompetence, kontakter, aktivitetsniveau og beskæftigelse synes forøget som følge af fysisk træning (3).

Der er imidlertid ingen evidens for at anbefale fysisk træning til skizofrene patienter, men fysisk aktivitet har en positiv effekt på den øgede sygelighed og dødelighed, som patienter med skizofreni har på grund af overvægt og fysisk inaktivitet (4). Fysiske aktivitetstilbud kan tilbydes patienter med skizofreni for at fremme netværksdannelsen, afstigmatisere, bedre den almene sundhed og modvirke risikoen for overvægt, type 2-diabetes og kardiovaskulære sygdomme (4).

Fysisk aktivitet ved misbrug

Fysisk aktivitet kan dæmpe abstinensreaktionen, og tilbagefaldsfrekvensen er lavere hos patienter med regelmæssigt træningsprogram (2). Den gavnlige effekt af fysisk aktivitet er, at træning virker beroligende og angstdæmpende samt udfylder et socialt tomrum efter rusmidlerne (2).

Kvinder mere aktive end mænd

I vinteren 2004/2005 blev der udsendt et spørgeskema fra Psykiatrisk Informationscenter til de psykiatriske sygehusafdelinger og de amtslige bo- og væresteder i Vejle Amt. Det sundhedsfaglige personale skulle registrere, hvor mange af de psykisk syge der deltog i minimum en halv times daglig fysisk aktivitet eller fire timer ugentlig fysisk træning ved moderat intensitet.

Ved undersøgelsens afslutning havde personalet registreret fysisk aktivitet for 330 psykiatribrugere (169 kvinder og 161 mænd). Besvarelserne kom fra to åbne psykiatriske afdelinger og seks institutioner med bo- og støttecenterfaciliteter.

Resultatet af undersøgelsen præsenteres i tabel 1, hvor de indsamlede data sammenlignes med Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 2000 (8).

21 pct. af kvinderne med psykiske sygdomme var fysisk aktive mod kun 16 pct. af kvinder i normalbefolkningen (8). Det var specielt kvinder med psykisk sygdom fra 25 år og opefter, som var fysisk aktive i modsætning til danske kvinder (se tabel 1a). 

I modsætning hertil var kun 19 pct. af mændene med psykisk sygdom fysisk aktive i forhold til 30 pct. af mændene i normalbefolkningen (8). Det var mænd fra 25-66 år med psykisk sygdom, som ikke deltog i motionstilbuddene.

Undersøgelsen viste, at det er de i forvejen fysisk aktive, som deltager i psykiatriens motionstilbud. Udfordringen for psykiatrien og det øvrige sundhedsvæsen er at få de fysisk inaktive til at deltage i motionstilbuddet, fordi den største sundhedsgevinst opnås ved at aktivere netop dem.

Undersøgelsen viste også, at patienter tilknyttet den psykiatriske behandling deltager mere i motionsaktiviteterne end de mere kronisk psykisk syge, som er tilknyttet det socialpsykiatriske tilbud.

Godt med indarbejdede motionstilbud

I marts 2005 blev der gennemført en registrerings- og interviewundersøgelse med fokus på fysisk aktivitet i en åben psykiatrisk behandlingsafdeling normeret til 20 patienter.

Registrering af patientdeltagelse i afdelingens tilbud med fysisk aktivitet fandt sted på hverdagene i to uger. Der var i gennemsnit indlagt 16,5 patienter.

Seks patienter blev enkeltinterviewet, og tre fra personalet deltog i et fokusgruppeinterview. Interviewene viste, at både patienter og plejepersonale har en positiv holdning til motion som en integreret del i behandlingspsykiatrien. Motionstilbuddene i behandlerafdelingen er: 5-10 minutters morgengymnastikprogram, som udføres i forlængelse af et morgenmøde, og en gåtur på 20-30 minutter. Plejepersonalet deltager i begge aktiviteter, som tilbydes fem gange om ugen.

To gange om ugen tilbydes henholdsvis cirkeltræning (en times struktureret motion) og løbetræning under ledelse af fysio- eller ergoterapeut. Behandlerafdelingen råder over en motionscykel og et bordtennisbord, som patienterne frit kan benytte sig af.

Resultatet af patientregistrering i motionstilbud viste, at mellem en og syv af de indlagte patienter (gennemsnitlig 30 pct.) deltog i morgengymnastik, mellem nul og fire patienter (gennemsnitlig 20 pct.) deltog i cirkeltræning, og mellem nul og fire (gennemsnitlig 12 pct.) deltog i gåturene. I registreringsperioden deltog ingen i løbetræningen. Det blev ikke registreret, hvor mange patienter som benyttede motionscyklen og bordtennisbordet på eget initiativ.

Plejepersonalet forsøger at motivere patienterne til fysisk aktivitet ved at formidle viden om effekten af fysisk aktivitet og ved at informere om og introducere til afdelingens motionstilbud. Plejepersonalet ønsker, at fysisk aktivitet integreres mere målrettet i behandlingsplanerne og dagsprogrammerne.

Patienterne tilkendegav, at det opleves som støttende og fastholdende, når motionsaktiviteter er indarbejdet i individuelle dagsprogrammer. Motionstilbuddene skal være tidssvarende og attraktive med elementer af både genkendelighed og variation. Det opleves som trygt, at plejepersonalet deltager i eller følger patienten til aktiviteten, især når det psykiske overskud er minimalt.

Patienterne efterlyser, at aktiviteterne planlægges efter patienternes ressourcer og energier (om eftermiddagen), og at motionstilbuddene ikke falder sammen med behandlersamtaler.

Motionstilbud skal være alsidige og sjove

Den høje prævalens af fysisk inaktivitet på institutionerne i Vejle Amt er en kombination af den psykiatriske sygdom og psykofarmakologisk behandling, institutionernes kultur og begrænset fokus på sund livsstil i det psykiatriske miljø.

De enkelte psykiatriske patienter, pårørende og det sundhedsfaglige psykiatriske personale har stor indflydelse på livsstilen og dermed mulighederne for at udvikle og skabe vaner, som fremmer fysisk aktivitet både som motionsform og daglige gøremål.

Motionstilbuddene skal både appellere til de fysisk aktive og til de inaktive. Det betyder, at motionstilbuddene skal have en alsidig karakter både med hensyn til varighed, intensitet og individuelle aktiviteter kontra holdaktiviteter. Motionstilbuddene skal også spænde fra sjove, sociale motionstilbud (f.eks. boldspil), konditionstræning, styrketræning og eventuelt mere konkurrenceprægede motionstilbud.

Den store udfordring og opgave er at motivere og støtte patienterne til fysisk aktivitet. Det gør sig specielt gældende med hensyn til at finde attraktive motionstilbud til de fysisk inaktive mænd med psykisk sygdom.

De fremmende motivationsfaktorer er: Formidling af viden om fysisk aktivitet, god introduktion til afdelingens aktiviteter, at følge patienterne til aktivitet, at personalet deltager i aktiviteterne, og at planlagt fysisk aktivitet er en del af behandlingsplanen.

Undersøgelsen viser også, at plejepersonalet har brug for større motionsfaglig viden for at kunne motivere og støtte til fysisk aktivitet, og der efterlyses et større tværfagligt samarbejde omkring fysisk aktivitet. 

Karen Margrethe Jensen arbejder på psykiatrisk afdeling E32 på Vejle Sygehus.
Margit Sandberg arbejder på Psykiatrisk Informationscenter, Vejle Amt.

Litteratur

1. Connolloy M, Kelly C. Lifestyle and physical health in schizophrenia. Advance in Psychiatric Treatment 2005;11:125-32.
2. Martinsen EW. Fysisk aktivitet for sinnets helse. Tidsskr Nor Lægefor-en 2000;120:3054-6
3. Heinskou T. Physical training of schizophrenics. Nord J Psychiatry 1992;46:277-80.
4. Center for Evaluering og medicinsk Teknologivurdering. Referenceprogram for skizofreni. København: Sundhedsstyrelsen 2004.
5. P.L.O., DSAM og komiteen for Sundhedsoplysning. Motionsmanual for praktiserende læger. København: Indenrigs- og Sundhedsministeriet 2003.
6. Center for forebyggelse. Fysisk aktivitet - håndbog om forebyggelse og behandling. København: Sundhedsstyrelsen 2003.
7. Indenrigs- og sundhedsministeriet. Sund hele livet - de nationale mål og strategier for folkesundheden 2002-10. København: Indenrigs- og sundhedsministeriet 2002.
8. Statens Institut for Folkesundhed. Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 2000. København: Statens Institut for Folkesundhed 2002.
9. Dansk psykiatrisk selskab. Hvidbog. Psykiatriens kerneopgaver og udfordringer 2004-2010. Juni 2004. 
10. Dansk psykiatrisk selskab. Bedre patientforløb med patienter med psykiske lidelser af ikke-psykotisk karakter. November 2004. 
11. Psykiatrifonden. Landsindsatsen mod depression. www.psykiatrifonden.dk Dato for søgning: 28.11.2005.