5 faglige minutter: Stik hånden i hvepsereden

Sygeplejersker spiser langt mere frisk pasta end den gennemsnitlige dansker, de elsker friske grønsager, og de bruger mange flere tandstikkere end resten af befolkningen, det står der i "Fakta om Sygeplejerskens læsere - ifølge Gallup" i Sygeplejersken nr. 10.

Men debattere, skrive læserbreve og demonstrere åbenlys uenighed, det gør de ikke. Endnu. Jeg ved, det er upædagogisk at brokke sig over manglende fremmøde til dem, der sidder pænt på deres pladser, så til de læsere, der tager stilling og siger deres ærlige mening på rette tid og sted: Stop læsningen her.

Forudsætningen for demokrati og udvikling både på mikro- og makroniveau er, at mennesker i et eller andet mål er engagerede og ytrer sig offentligt om deres forhold, men det sidste er ikke sygeplejerskers livret. De er til den personlige henvendelse. Det vil sige, at de sender en mail eller ringer og kommenterer Fem faglige minutter, en artikel, som de synes er god, behæftet med fejl, for kort eller for kringlet.

Det er helt i orden, det er hyggeligt, man lærer noget, og det kan tillige være bekræftende for egoet. Men det bliver mellem mig og den læser, der mailer, og på den måde går andre læsere glip af nye tanker, sure synspunkter eller god faglig inspiration.

At ændre på den vane eller tradition, som den personlige henvendelse er en del af, er ikke ligetil, det har jeg fundet ud af.

En veluddannet og meget bevidst sygeplejerske sendte for kort tid siden en mail, hvor hun skrev sin mening om forholdet mellem teori og praksis. Jeg opfordrede hende til at skrive et læserbrev til Sygeplejersken, men svaret lød: "Nej tak, jeg har ikke lyst til at stikke hånden i en hvepserede."

Næh, hvem har det, det gør ondt, og det svier, klør og hæver, når man er blevet stukket.

Men er der da slet ikke nogen fordele ved at få et hvepsestik og dermed bryde med konsensuskulturen? Når sygeplejersker nikker i takt eller tier stille, bliver intet forandret og intet opfundet. Man får kun nye tanker ved at diskutere og lade meninger brydes. Det kan være opslidende, men hvis man ikke tager det personligt, er debat i sidste ende som regel frugtbar. Og debat kan være flere ting.

På Sygeplejerskens hjemmeside ligger en kommentar til en faglig artikel. Skribenten forklarer, hvordan man på hendes afdeling anvender Zendium tandpasta til mundpleje hos patienter på intensiv afdeling og hvorfor. En god og nyttig oplysning, som hører til under kategorien "udveksling af faglige synspunkter."

Men det hører til sjældenhederne, at faglige spørgsmål er til diskussion. De to modtagere af årets Kirsten Stallknecht Pris, har været meget konkrete i deres beskrivelse af elendige forhold på medicinsk afdeling, og det er på grund af det jordnære indhold i deres kronikker, de er blevet hørt. Læseren danner billeder af gamle, demente uden ro og af krampende personer på en travl hospitalsgang under læsningen, og det virker bedre end floskuløse abstraktioner, som hverken imponerer den brede befolkning, kolleger eller politikere.

Sygeplejersker er mere end frisk pasta, friske grønsager og mange tandstikkere. Vent og se. De kan også debattere både fag og holdninger, så det virkelig rykker. Det kommer der helt sikkert til at stå i den næste "Fakta om Sygeplejerskens læsere."

Klummen “5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.