Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Forsikringen var ikke vigtig

Nødvendighed. Connie Julskov har ikke fortrudt, at hun betalte 70.000 kr. for fedmeoperation i Belgien.

Sygeplejersken 2007 nr. 11, s. 24-25

Af:

Britta Søndergaard, journalist

41-årige Connie Julskov overvejede ikke spørgsmålet om patientforsikring, da hun i oktober 2006 tog til Belgien for at få foretaget en fedmeoperation på et stort hospital. Dengang vejede hun 167,7 kg, og hun følte, at hun risikerede at dø, hvis ikke hun tabte sig. I Danmark havde flere læger sagt nej til at operere hende, fordi hun har en tendens til at danne blodpropper.

Men den belgiske læge vurderede, at hun var egnet til operation.

"Jeg havde læst om den statistiske risiko ved indgrebet. Men jeg havde fuld tillid til den belgiske læge. Jeg havde det nok sådan, at det med patientforsikringen kunne jeg ikke gå så højt op i. For jeg vidste, at hvis jeg ikke gjorde noget, så kunne jeg risikere at ende i en kørestol," fortæller Connie Julskov, der driver en tøjbutik.

Connie Julskov fik foretaget en såkaldt gastric bypass. Det er en operation, der gør mavesækken mindre. Operationen gik godt, og foreløbig har Connie Julskov tabt 53 kg. I dag er hun lykkelig for, at hun valgte at betale omkring 70.000 kr. for at blive opereret i udlandet.

"Jeg ville ønske, jeg havde gjort det her for mange år siden. I dag glæder jeg mig f.eks. som et lille barn til familiens næste tur i Bon Bon Land. For første gang i mange år kan jeg sidde i turvognene."