Mavebåndet baner vej for nyt liv

Foto: Jasper Carlberg

Det er en regnfuld onsdag morgen. Inde bag køkkenvinduet i det røde parcelhus på Sydfyn rumsterer den 31-årige social- og sundhedshjælper Christina Larsson og hendes mand Erik Larsson.

Mens den hvide terrier Felix tøffer rundt på det lyse parketgulv, spiser døtrene Mathilde på fire og Alberte på syv de små stykker ananas, der er stillet frem på det hvide spisebord.

Ved siden af komfuret ligger en seddel til mormor: "Mange tak fordi du vil passe pigerne, så jeg kan komme til Tyskland. Der er oksekød i køleskabet."

Klokken otte er familien klar til afgang. Erik har indstillet bilens GPS, så de kan finde den lille by Tönning 75 km syd for den dansk-tyske grænse.

Efter at børnene er afleveret i skole og børnehave, svinger parrets hvide Citroën Xantia ud på motorvejen. Den næste dag skal Christina Larsson have foretaget en såkaldt gastric banding. Det vil sige en operation, hvor et silikonebånd lægges rundt om maven, så mavesækkens volumen formindskes og der hurtigere opnås mæthedsfornemmelse.

Christina er spændt. Hun har set frem til operationen i flere uger, og de sidste fire nætter har hun sovet dårligt.

Hun vejer 110 kg og har kæmpet mod de overflødige kilo det meste af sit liv. Som barn blev hun drillet med sin størrelse. I dag slås hun med jævnlige nedture over sin vægt. Christina Larsson arbejder på plejehjem. Her kan hun mærke, at de mange ekstra kilo er en fysisk belastning.

Hun har tabt sig mange gange. Men det er ikke lykkedes at holde vægten. Efter kort tid har de gamle vaner igen sneget sig ind.

"Der ligger nok noget i generne. Min farbror er også meget stor. Jeg lider af astma og får en medicin, der gør det lettere at tage på. Jeg har svært ved at blive mæt. Jeg kan f.eks. sidde i bilen og opleve, at maven skriger på chokolade, og jeg kan tage mig selv i at rydde køleskabet," fortæller hun. Men efter operationen vil det blive umuligt at proppe maven med så meget mad.

Tabte 18 kg

Det var tv-udsendelsen om Merethe Kastens fedmeoperation, der fik Christina Larsson til at overveje et kirurgisk indgreb. Hun fik for alvor blod på tanden, da en af hendes venner blev opereret i februar i år og på kort tid reducerede sin vægt fra 217 kg til 199 kg.

Med en BMI (body mass index) på 35 kan Christina ikke få en operation på det offentliges regning i Danmark. Det kræver nemlig en BMI på over 40. Derfor tog Christina Larsson kontakt til rejsebureauet Kirurgirejser i marts. Allerede den 17. marts kom hun til den første forundersøgelse på Klinikum Nordfriesland i Tönning. Efter en dags samtaler med en psykolog, en diætist og en læge blev det besluttet, at hun skulle have en såkaldt gastric banding. Hun har lånt de 53.000 kr., som indgrebet koster. Det er godt halvdelen af prisen for en privat operation i Danmark.

God tid

Efter tre timers kørsel er den hvide Citroën nået til marsklandet omkring Tönning.

Den velholdte røde murstensbygning rummer det lille offentlige hospital med 46 senge. Side om side med lokale patienter ligger privatbetalende patienter fra både Tyskland og Danmark. I venteværelset falder snakken på spørgsmålet om patientforsikring. Det er ikke et emne, Christina har skænket mange tanker, for hun regner med, at forholdene på det tyske hospital er lige så velordnede som i Danmark.

Hvis operationen går galt, er Christina ikke dækket af de danske, men af de tyske regler. I modsætning til Danmark er det i Tyskland almindeligt, at fejlbehandlede patienter selv hyrer en advokat.

En time senere ligger hun i en seng i det renskurede dobbeltværelse, hvor væggenes lyse gule og hvide farver matcher sengenes lagener. Erik er taget hjem til børnene.

Christina Larsson kan godt lide stemningen på det tyske hospital. Både sygeplejersker og læger giver sig god tid.

Nålene

På overlæge Steffen Krauses kontor i den modsatte ende af hospitalet hænger et Danmarkskort overstrøet med små knappenåle for hver af de godt 50 danske patienter, der har fået foretaget en fedmeoperation i Tönning.

Den 45-årige kirurg arbejder ofte til langt ud på aftenen. Steffen Krauses pligtopfyldenhed er nærmest legendarisk blandt de danske patienter. Det fortælles, hvordan han giver konsultationer på trods af influenza, og han er løbende i mailkontakt med mange af dem.

Steffen Krause fortæller om patienter, der har mistet selvværd og må opgive at få en plads på arbejdsmarkedet på grund af fedme.

F.eks. blev hospitalet på et tidspunkt opsøgt af en tysk patient, der arbejdede på en tankstation. Hun kunne ikke passe arbejdspladsens kedeldragt i den største størrelse. Hun fik et ultimatum. Hvis ikke hun tabte sig, ville hun blive fyret.

"I de psykologiske konsultationer finder vi ud af, at relativt mange af vores patienter har været udsat for omsorgssvigt i barndommen, og i ikke så få tilfælde har der været tale om seksuelt misbrug," forklarer Steffen Krause. Han understreger, at operationen kun er en lille del af den tværfaglige behandling.

"Det vigtige er, at operationen kan bane vejen for en samlet ændring af livsstilen. Derfor tilbyder vi kurser i kostomlægning og motion," forklarer Steffen Krause. Derudover tilbydes patienterne gruppekurser i psykoterapi, ernæring og sport.

Et tilbud, som de færreste danske patienter dog benytter.

Smertefuld opvågning

Efter en god nats søvn er Christina Larsson klar til operationen. Klokken kvarter i ni er operationsteamet i gang. Normalt varer operationerne mellem 75 og 80 minutter, og denne dag er ingen undtagelse.

Klokken 10 minutter over 10 viser skærmen i operationsrummet, hvordan båndet snøres rundt om det øverste af maven, og omkring klokken ét vågner Christina Larsson af narkosen.

Hun har voldsomme smerter. Det første måltid består af suppe. Det gør ondt og rumler, når hun skal spise, og der er gået betændelse omkring droppet i den ene arm.

Operationen har sat en masse følelser i gang, og flere gange må hun tage sig i at tudbrøle.

I løbet af den næste måned skal hun igen til Tyskland. Her skal Steffen Krause regulere størrelsen på båndet ved at fylde væske på det. Christina håber, at operationen kan få hende ned i vægt:

"Jeg har tænkt meget over, om det var egoistisk af mig at få foretaget en operation, der trods alt udgør en vis risiko. Men omvendt kan jeg ikke leve med min overvægt og den risiko, det giver for sygdomme og et dårligt liv."