Den grimme følelse bliver god med årene

Intensivsygeplejerske Dorthe Jensen er også nøgleperson på Århus Sygehus og underviser derfor både gamle og nye kolleger i organdonation og omgang med pårørende. Foto: Søren Holm

Som intensivsygeplejerske har Dorthe Jensen stået over for pårørende til potentielle organdonorer flere gange i sin karriere. Det er et følsomt emne, men øvelse gør som bekendt mester, mener Dorthe Jensen.

"I begyndelsen var det rigtigt grimt at skulle ind og spørge. Det var så svært at få over læberne, nok især fordi jeg tænkte: "Hvad nu hvis det var mig, der stod i den situation."

Hun har de seneste 14 år arbejdet på Neurointensivt Afsnit 1 på Århus Universitetshospital, Århus Sygehus. Her har man et år været oppe på 18 organdonationer, mens tallet i 2006 var 12. Og den grimme følelse er blevet god med årene.

"Det hænger i høj grad sammen med de oplevelser, jeg har haft. Jeg har aldrig oplevet, at nogen er blevet vrede over at blive spurgt. Det kan godt være, at de siger nej med det samme, fordi de kender afdødes holdning, eller fordi de ikke kan forholde sig til det. Men der er ingen, der bliver sure," siger Dorthe Jensen.

En trøst i sorgen

Dorthe Jensen ser derimod mange pårørende reagere positivt på spørgsmålet om organdonation. Hun oplever desuden, at flere og flere af de pårørende, der siger ja, kan se et formål med det.

"Selvom de måske ikke har taget stilling, er de ikke i tvivl, når vi spørger. Den holdning giver mig fornemmelsen af, at det ikke er så slemt, det jeg skal ind og spørge om. Jeg synes faktisk, det er uetisk ikke at spørge og derved fratage de pårørende denne mulighed for at finde trøst."

Hun husker en kvinde med to små børn, som hun mødte for over 12 år siden.
"Hun havde planlagt, hvordan børnene skulle tage afsked med deres far, og var positivt stemt over for organdonation. Her kom der en ny læge ind sent i forløbet, og det blev hans lod at spørge - kvinden sagde straks nej. Jeg talte med hende senere, hvor hun fortalte, det var helt forkert, hun ikke havde sagt ja, men det, at hun var blevet spurgt så sent og af en helt ny læge, gjorde, at hun sagde nej," siger Dorthe Jensen, der straks tænkte på de seks mennesker, der gik glip af et organ og ikke mindst den pårørende, der ikke fik den afsked, hun egentlig ønskede sig.

Ingen manual

Alle donorforløb og pårørende er forskellige, og den nemmeste samtale er selvfølgelig, hvis de pårørende allerede har talt om det.

"Men det er langtfra normalt. Og her skal sygeplejersken ikke være så bange for at åbne snakken. Selvom det er lægen, der tager sig af den formelle del, er vi ofte i længere tid på stuen med de pårørende. Her er det vigtigt, at vi er konkrete og undgår forvirring. Der findes ingen "samtalemanual," man kan gå ud fra. Det kræver føling og fornemmelse for, hvornår de pårørende er klar, og det kræver igen viden og erfaring," siger Dorthe Jensen og påpeger, at sygeplejerskernes rolle er at være neutral og hjælpende i den svære beslutningsproces, som hun dog ikke ser som den sværeste samtale:

"Den værste samtale er den, hvor vi må gå ind og sige til pårørende, at vi ikke kan gøre mere for deres kære. Der, hvor vi river tæppet væk under dem. Vi kan ikke fortælle noget, der er værre. Og den besked er der jo mange læger og sygeplejersker, der må give hver dag."