Forstoppelse koster millioner

Foto: Søren Svendsen

Det, der kommer ind, skal også ud. Sådan er kroppen. Det er ingen hemmelighed.

Men at op mod hver fjerde i den vestlige verden - også i Danmark - jævnligt har problemer med at komme af med afføringen, det er ikke noget, vi taler meget om.

Heller ikke i sundhedssektoren, hvor det som patient kan være svært at opnå en kvalificeret vejledning i, hvordan man med ændret livsstil og korrekt brug af afføringsmidler kan blive problemet kvit.

Det erkender en række aktører i det danske sundhedssystem over for Sygeplejersken, som har undersøgt, hvordan vi kommer forstoppelsen til livs.

Forstoppelse koster hvert år samfundet et større millionbeløb. Alene salget af afføringsmidler har rundet 111 mio. kr. årligt, og selv om der nogle steder i sundhedssystemet er gode erfaringer med at afhjælpe problemet med rådgivning, så overlades rigtig mange patienter i dag til at løse det selv.

Overlæge, dr.med. Dennis Raahave fra Helsingør Sygehus udtrykker det således: "De kronisk forstoppede patienter er desværre i stort omfang "selvpraktikere.""

Han peger på, at konsekvenserne af selvpraksis kan være overdreven og ukyndig brug af håndkøbsmedicin, timelange seancer med et rend til og fra toilettet og undertiden bizarre udrensninger med bollesprøjter og hænder iført plastikhandsker. Alt sammen uden det ønskede resultat: en varig forbedring af tarmfunktionen.

De læger og sygeplejersker, som møder de forstoppede patienter, er ikke i tvivl om, at den samfundsmæssige regning kun kan bringes ned, hvis sundhedssektoren får fat om problemet ved dets rod, nemlig den forkerte livsstil og manglende analyse af årsagerne til forstoppelsen hos den enkelte.

Ni ud af 10 kan hjælpes

For at blive de gentagne forstoppelser kvit skal danskerne lære, at:

• indtage jævnlige måltider efter de almindelige kostråd
• drikke ofte og 1,5 liter i døgnet
  motionere og at gå på toilettet, straks naturen sender signal. 

Men det er lettere sagt end gjort, og det kræver ifølge erfaringer på Bispebjerg Hospital og Helsingør Sygehus, at nogen lærer patienten op i en samtale under fire øjne, og at samtalen bliver fulgt op med dialog i de efterfølgende måneder. Så er der til gengæld også gode resultater i vente. Omkring halvdelen får afhjulpet deres problem.

Mange patienter har, ensomt og på bedste beskub, forsøgt at leve med deres forstoppelse i 10 år eller mere. Disse patienter er gentagne gange gået til egen læge med mavekneb. En del af dem har været til kikkert- og andre undersøgelser hos specialister for at udelukke, at der lå alvorlige sygdomme bag. De erhvervsaktive har haft sygedage, og nogle af de ældre har haft behov for hjemmehjælp til toiletbesøg flere gange om dagen samt til personlig hygiejne og tøjvask.

Det koster alt sammen. Ligesom det koster at behandle patienter med udposninger og polypper på tarmen samt hæmorider, som kan følge af forstoppelse. Dertil kommer de 111 mio. kr., patienterne hvert år spenderer på apotekets afføringsmidler, de 13 mio. kr., sygehusene bruger på samme, og et ukendt beløb lagt i handlen med diverse alternative midler. 

Specialsygeplejerske Gerd Johnsen har i 16 år drevet en frivillig telefonrådgivning for folk med afføringsproblemer. Desuden underviser hun sygeplejersker i emnet og er forfatter til mange artikler, bøger samt oplysningsmateriale.

Hun skønner, at 90 pct. af de personer, der lider af forstoppelse uden at have andre diagnoser, kunne få problemet afhjulpet med den rette rådgivning og evt. medicinering.

"Men det kræver, at vi i sundhedssystemet får respekt for diagnosen, og at man begynder at udrede folk ordentligt efter de ni faktorer (se boks 1)," siger specialsygeplejersken.

Erkend problemet først

På Bispebjergs kirurgiske gastroenterologiske afdeling forklarer ledende overlæge, dr.med. Henrik Harling, den manglende udredning og systematiske indsats mod forstoppelse sådan her: 

"Der er ikke meget prestige forbundet med at afhjælpe folk med forstoppelse. Samtidig er det krævende at arbejde med de her patienter, og hverken læger eller sygeplejersker har meget tid i dag."

Harling mener, at behandlingen af livsstilssymptomet forstoppelse falder på gulvet mellem flere stole. Hverken de praktiserende læger, hospitalerne, hjemmesygeplejen eller andre tager for alvor opgaven på sig. Det synspunkt støtter overlæge Dennis Raahave i Helsingør, specialsygeplejerske Gerd Johnsen, og næstformand i Praktiserende Lægers Organisation Henrik Dibbern. Men hvordan får man så skub i behandlingen, og hvem skal tage sig af opgaven?

Vi kan begynde med at erkende, at vi ikke kan fordrage afføring, mener Gerd Johnsen. Afføring er suverænt den af menneskets kropsudskillelser, vi bryder os mindst om. "Den manglende erkendelse betyder, at emnet er tabu i befolkningen og i vidt omfang også i sundhedssystemet. Jeg siger ikke, at vi skal lære at elske vores afføring, men når man ikke engang kan bearbejde sin egen holdning til det, så lader man, som om det ikke eksisterer."

Næste trin - når åbenheden er indført - er at sørge for, at regulering af tarmen kommer med i den generelle pleje. 

En opgave for sygeplejersker

Men hvortil henviser man den patient, som har brug for mere end et hurtigt, godt råd og en pakke afføringspiller - men som ikke er så svært forstoppet, at han eller hun skal henvises til et af de fire hospitaler med landsdelsfunktion? Til den praktiserende læge? Her begynder de fleste patienter deres forsøg på at få hjælp.

"Men forstoppelse er ikke noget, man kan få afhjulpet med 8-10 minutters besøg hos den praktiserende læge," konkluderer Dennis Raahave, og det er sygeplejerske Nicoline Bank Nielsen enig i. Hun rådgiver patienter med forstoppelse på Bispebjerg Hospital.

"De praktiserende læger kan ikke tage sig en time til samtale med en patient. Men de kunne vælge at have sygeplejersker ansat til at tage sig af samtalen, når lægen har fået afklaret, om der er tale om en sygdom eller en funktionsforstyrrelse," siger hun.

Næstformanden for Praktiserende Lægers Organisation, Henrik Dibbern, mener nok, at nogle læger får hjulpet deres patienter i dag. Men samtidig erkender han, at lægerne har begrænsede ressourcer til at løfte den massive opgave med oplysning om livsstilen og hjælp til ændring af den.

Kommunale tarmskoler

Henrik Dibbern efterlyser, ligesom Raahave og Harling, to ting:

1. Et udredningsprogram for patienter med diffuse mavesymptomer, som kan hjælpe lægen med at finde ud af, om de skyldes en banal funktionsforstyrrelse eller sygdom såsom kræft. Hvem skal henvises til specialister, og hvem skal "blot" have rådgivning?
2. Et sted at henvise patienten til, når patienten er færdigudredt af læger. Det kan være et sted, hvor f.eks. sygeplejersker afklarer årsagerne til funktionsforstyrrelsen hos patienterne og følger op med rådgivning, plan og opfølgning.

Men hvem skal varetage opgaverne? Først og fremmest skal de praktiserende læger oppe sig på dette felt, mener flere af de læger og sygeplejersker, som Sygeplejersken har talt med. Men de opfordrer også til, at kommunernes nye sundhedscentre påtager sig rådgivning.

Det er en udmærket idé, mener formanden for Kommunernes Landsforenings Social- og Sundhedsudvalg, Tove Larsen (S). "Rådgivning om at undgå forstoppelse vil være en naturlig del af kommunernes nye forebyggelsesindsats," siger hun, men understreger samtidig, at kommunernes midler er begrænsede, og at hver kommune selv vælger, hvad den vil satse på.

Betaler sig, hvis det virker

Tilbage står spørgsmålet, om det virkelig kan betale sig samfundsøkonomisk at bruge ressourcer på grundig rådgivning. Svaret er: Det er der ingen, der ved. Der er nemlig ikke gennemført kliniske effektmålinger af de patientskoler for mennesker med forstoppelse, der findes i Helsingør, på Bispebjerg og andre steder. Det er ikke dokumenteret, at investeringen i rådgivning reelt fører til besparelser i form af mindre medicinforbrug, færre sygedage og færre kontakter med sundhedssystemet.

Sundhedsøkonom, Jakob Kjellberg, fra Dansk Sundhedsinstitut, siger: "Generelt kan man sige, at hvis patientskolen har en effekt for patienten, så vil den typisk også være omkostningseffektiv (altså en god forretning, red.) for samfundet."

Men de samfundsøkonomiske erfaringer fra diabetesskoler og en smerteskole i Herlev er ikke de bedste. Dér var ikke nogen målelig økonomisk effekt.

Jakob Kjellberg: "De samfundsøkonomiske erfaringer med patientskoler er ikke entydigt positive. Men dermed siger jeg ikke, at der ikke vil være det i dette tilfælde, eller at man ikke skal yde rådgivningen. Det kan der være andre gode grunde til."

​​​​