Sygepleje kan gøre forskellen mellem liv og død

Foto: Per Bodner

Det humanitære engagement begyndte, da Anneli Eriksson som rygsækturist i Indien fik arbejde som sygeplejerske på Mother Teresas klinik i Calcutta i 1991. De seneste 15 år har den 43-årige svenske sygeplejerske været udstationeret i Tjetjenien, Burundi, Sierra Leone, Øst Timor og Niger for Læger uden Grænser.

Anneli Eriksson er også formand for Læger uden Grænser i Sverige, og på konferencen i Yokohama modtog hun Den Internationale Florence Nightingale-Pris for sin indsats. 

Kan du fortælle om en af dine konkrete oplevelser i en krig?
"Da jeg første gang arbejdede i en krigszone i Tjetjenien i midten af 90’erne, havde jeg taget en masse lærebøger med. Men jeg nåede slet ikke at åbne bøgerne, for mens bomberne faldt, strømmede de hårdt sårede patienter ind i det telt, hvor vi arbejdede.

Jeg måtte sterilisere vores apparater med en benzinbrænder, og takket være de grundige instrukser fra Læger uden Grænser lykkedes det at få lavet en operationsstue, selv om jeg på det tidspunkt ikke havde erfaring som operationssygeplejerske. Senere meldte jeg mig til et tre måneders kursus i Sverige, hvor jeg lærte meget om, hvordan sundhedspersonale skal arbejde i krige og katastrofer. Som sygeplejerske i katastrofesituationer er det vigtigt med nogle års erfaring, en høj grad af professionalisme og en udpræget fleksibilitet."

Hvordan arbejder du som sygeplejerske i katastrofesituationer?
"I krigssituationer handler det ofte om at opretholde en god sygepleje i ofte meget besværlige situationer. Det betyder, at jeg skal yde omsorg for patienterne, men også at jeg skal ansætte og uddanne personale i f.eks. at opbygge et akutsygehus. Tidligere i år var jeg i Niger, hvor jeg var med til at åbne et ernæringscenter for meget undernærede børn. Her var det vigtigt at uddanne personale, som siden kunne undervise forældre i, hvordan de bedst passer deres børn."

Er det svært at bearbejde det, du ser?
"Nogle gange er det svært. Jeg har været så heldig at arbejde i hold, hvor vi har været gode til at hjælpe hinanden med at bearbejde uhyggelige oplevelser. Jeg har også benyttet mig af Læger uden Grænsers tilbud om psykologisk debriefing. Familie og venner kan jo kun lytte indtil et vist punkt. En vigtig del af Læger uden Grænsers arbejde er at fortælle om de uretfærdigheder, vi oplever. Men for mig fungerer dét, at jeg får mulighed for at fortælle andre om mine oplevelser, også som en slags personlig terapi."

Bliver du ikke udbrændt af dit arbejde?
"Tværtimod. Mit arbejde er utrolig stimulerende. For mange er vores indsats forskellen mellem liv og død, og det er den største drivkraft for mig. Men der er absolut en risiko for at blive udbrændt. Særligt hvis ikke man giver sig tid til at få pauser mellem de forskellige udstationeringer. Det er vigtigt at bevare familierelationer og venner, og det er vigtigt at undgå at blive kynisk."