Hvorfor gå til begravelsen?

Foto: Anne-Li Engström

På nogle arbejdspladser kunne man ikke drømme om at gå til en patients begravelse. Spørgsmålet er slet ikke relevant. Sådan er det formentlig på de fleste sygehusafdelinger - at dømme efter de henvendelser, Sygeplejersken fik, da vi satte en notits i bladet under overskriften "Hvorfor gik du til begravelsen?"

Der kom en del reaktioner fra sygehussygeplejersker, der arbejder med børn. Men ellers er det fra plejehjem, fra hjemmesygepleje og distriktspsykiatri, man kan høre om en tradition for at deltage.

En tradition, der nogle steder føles naturlig og rigtig, men som andre steder er stærkt til diskussion. Og diskussionen er slet ikke let. For det handler ikke kun om faglige argumenter, det handler også om den person, man er, hver især.

Et holdepunkt i hans liv

"Når man har haft en patient i 13 år, så er det et meget sølle samfund, vi har fået, hvis man ikke kan bruge en time på at gå til hans begravelse," synes Anne Marie Engel.

Hun er sygeplejerske i distriktspsykiatrien for Glostrup-Albertslund og går ofte - ligesom sine kolleger - til begravelsen, hvis en patient, som hun har været kontaktperson for gennem en årrække, dør.

"Det er en god måde at få sagt farvel på, også til de pårørende. Somme tider har de vidst, at jeg eksisterede, men møder mig nu for første gang."

For familien, som patienten måske oven i købet havde afbrudt kontakten med, kan det være godt at få hilst på sygeplejersken. Men Anne Marie Engel går også med til begravelsen for sin egen skyld.

Hun fortæller om en patient, som døde i 2004. "Ham havde jeg kendt siden 1991 gennem et langt smertefuldt sygdomsforløb med op- og nedture, skizofrenidiagnose, indimellem også alkoholmisbrug. Jeg så ham aldrig mindre end hver 14. dag og blev et meget fast holdepunkt i hans liv. Jeg ville synes, det var meget mærkeligt, hvis jeg ikke havde været oppe og sige farvel til ham."

Somme tider går distriktssygeplejerskerne også med til begravelsen, hvis de ved, at patienten har været meget ensom, tilføjer Anne Marie Engel.

"Så kan vi godt blive enige om, en eller to, at tage med til begravelsen. Ligesom for at sige, at helt ensomt har det her menneske alligevel ikke været: Vi har i hvert fald set dig og vidst, at du levede."

Man snakker ikke om det

Er det især sygeplejersker over 40, der finder det naturligt at gå til begravelsen og sige farvel på den måde? Det oplever i hvert fald Kirsten Andreasen, der er sygeplejerske i fast nattevagt i et kommunalt aflastnings- og plejeafsnit i Ribe.

"Jeg synes ikke, den del af plejen er højt nok prioriteret i dag," siger hun. "Omsorgen og det menneskelige. At få en god afslutning på livet."

Da hun for nogle år siden var hjemmesygeplejerske i Århus, gik hun til begravelsen, når en af hendes faste patienter døde. For at vise de pårørende respekt og støtte, men ikke kun derfor.

"Nogle kom man hos gennem lang tid og blev en del af hjemmet trods den faglige distance. Hvis én af dem døde på ens fridag, så følte man et savn. Så kunne man gå til begravelsen for at få det afsluttet, for at få sagt farvel," fortæller hun.

I dag går hun sjældent. Hendes patienter kan være meget syge, og en del dør i afsnittet. Men der er ikke tradition for, at personalet deltager i begravelser. Man snakker ikke om det, og der er heller ikke ritualer i forbindelse med dødsfaldet, som f.eks. at synge den døde ud fra stuen.

Så Kirsten Andreasen tager sin egen afsked med de mennesker, hun har passet og er kommet tæt på. Lukker døren og står et øjeblik på stuen, hvis den døde stadig ligger der, når hun kommer på arbejde. Men hun savner en fælles holdning.

Kollegastrid og usikkerhed

Flere sygeplejersker kan fortælle om en fælles uskreven forståelse. Det er i orden at gå med til begravelsen, og man vurderer selv fra gang til gang. Ledelsen blander sig ikke. Man bruger sin fritid, hvis man har fri, men både ledelse og kolleger accepterer, at man går i arbejdstiden. Andre steder giver spørgsmålet store diskussioner eller ligefrem konflikter.

En sygeplejerske fra et stort ældrecenter fortæller, hvordan hun fik en overhaling af et par kolleger, da hun gik til en beboers begravelse.

"Det var konkurrenceforvridende. Det satte dem i et dårligt lys, når de ikke gik. Det var noget, jeg gjorde for egen vindings skyld," husker sygeplejersken, der ikke har lyst til at blive nævnt ved navn.

"For mig er det også naturligt, at man hejser flaget på halv, når en beboer er død. Men det var heller ikke velset: Så kan man jo hejse flaget på halv hele tiden, syntes de."

På plejehjemmet Beringshaven i Holstebro førte uklarhed og usikkerhed for fem-seks år siden til, at der blev formuleret en fælles politik.

"For nogle gik, og nogle gik ikke. Og det blev sådan noget miskmask," siger sygeplejerske Birgitte Kvist.
"Hvorfor kan man gå til Petersens begravelse og ikke til Sørensens? Petersen var måske en mere elskelig mand end Sørensen."

I dag er der klare linjer: Man går ikke til begravelser. Plejepersonalet tager afsked med beboeren ved udsyngningen, når kisten bliver kørt til rustvognen.

"Begravelsen hører familien til. Det halve år her på plejehjemmet er jo kun en brøkdel af en 90-årigs liv, og tit er det ikke et sted, han selv har valgt," siger Birgitte Kvist. "Jeg har selv haft min farfar boende her på plejehjemmet, og jeg syntes ikke, personalet hørte til ved hans begravelse. Det var vores, familiens afsked."

Som plejehjemmets repræsentant

På Holmbohjemmet i Ringkøbing-Skjern Kommune har man været gennem lignende overvejelser og er nået til et helt andet resultat: Når en beboer dør, sender plejehjemmet altid en repræsentant og en bårebuket til begravelsen.

"Ved begravelsen hilser vi på de pårørende for sidste gang, og de får mulighed for at komme med en kommentar til os. Det får vi stor anerkendelse for, både fra de pårørende og lokalbefolkningen," siger hjemmets leder Lene Nørlund.

Hun fortæller, at det foregik mere tilfældigt før i tiden. "Og hvis det var en rar beboer, var der måske en hel flok, der gerne ville af sted," tilføjer hun. "Det kunne let blive uprofessionelt, og det kunne jeg ikke stå inde for som leder. Der er jo også økonomi i det, når man får løn for at gå."

Spørgsmålet kom op, da plejehjemmet blev bygget om til leve-bo-miljø for tre-fire år siden, og hver beboer fik en primær og en sekundær kontaktperson. Var det så kontaktpersonens opgave at gå til begravelsen?

Det blev man enige om, og ordningen fungerer også til personalets tilfredshed, fortæller Lene Nørlund. "Den primære og sekundære kontaktperson aftaler selv, hvem der går, det behøver jeg slet ikke at blande mig i."

Familiens eller personalets behov

De to plejehjem nåede frem til hver sin politik, men begge steder ligger der overvejelser bag om respekt for beboerne og omsorg for de pårørende. På en helt anden type arbejdsplads, sygehusets neonatalafdeling, er udgangspunktet også at støtte familien. I forvejen følger man familien tæt i tiden, efter at de har mistet et barn i afdelingen. At deltage i begravelsen, hvis familien ønsker det, er simpelthen en del af sygeplejen.

"For andre kan det være svært at forholde sig til et barn på 500 gram," siger assisterende afdelingssygeplejerske Benedikte Pallesgaard. "Før barnet er død, er der somme tider gået lang tid, hvor vi er tæt på familien som de eneste, der kender deres problemer. Og vi går med, fordi det er vigtigt for forældrene, at nogen forstår, hvad de har mistet. At det er et barn. Det dyrebareste, man har."

Diskussionen bliver sværere, når det er sygeplejersken, der føler et behov for at gå til begravelsen. Og det fortæller flere sygeplejersker, at de har.

"Det er ikke kun de gode forløb, man kan have behov for at afslutte. Det kan også være nogle af dem, der er lidt svære. Hvor man har løse ender: Var det godt nok, det du gjorde?" siger Kirsten Andreasen fra Ribe.

En anden tidligere hjemmesygeplejerske, Kirsten Garbøl-Andersen fra Als, fortæller fra sin gamle arbejdsplads: "Vi har da diskuteret, om vi kan tillade os at gå til en begravelse for vores egen skyld, eller om familien også skal have behov for, at vi er der.

Men vi må vel nå til den erkendelse, at det er o.k., at vi som mennesker også får afsluttet et forløb. Vores arbejde er jo sådan, at vi kører lige fra et traumatisk dødsfald hos en yngre kræftpatient til en medicindosering, hvor vi sidder og diskuterer Panodiler med fru Hansen, og det kan være voldsomt."

En del af vores kultur

I psykiatrien taler man om at skille det professionelle, det personlige og det private. Det personlige bruger man i arbejdet. Det private skal helst forblive privat.

Men hvad gør man, når arbejdet overskrider grænsen og berører én personligt? Skadestuer og andre arbejdspladser, hvor man møder døden på en måde, der kan være svær at acceptere, har for længst anerkendt behovet for at få bearbejdet følelser og indtryk.

Så hvad er der egentlig galt i, at man går til en begravelse for at bearbejde et forløb, der har berørt én personligt?

"Jeg har været til flere børns begravelser, og jeg vil ikke undvære det," siger sygeplejerske Kitte Aaen fra den børneonkologiske afdeling på Aalborg Sygehus. "For mig er det en del af vores kultur, at vi har muligheden for at tage afsked i det offentlige rum, i kirken. Vise vores respekt for familien, at vi kunne lide jer, og vi kunne lide jeres barn. Men også sige farvel til det barn, der ligger i kisten."

Det er en fælles uskreven holdning i afdelingen, at man deltager, og altid to, man går ikke alene. Men der er ingen tvang, tilføjer Kitte Aaen. "Der er plads til personlige holdninger."

Vi træder ud af rollen

I den børneonkologiske afdeling på Skejby Sygehus er der også plads til undtagelser. Men der er en regel, og den vil afdelingen gerne have overholdt: Man deltager ikke i begravelsen, når børn dør i afdelingen. Det informerer man forældrene om, når der sker et dødsfald.

"Vi dækker et meget stort geografisk område. Og mens vi godt kan gå til en begravelse uden for Århus, så kan det ikke lade sig gøre, når det foregår i Skagen," forklarer sygeplejerske og koordinator Anette Snedstrup.

Men hun fortæller også, at den fælles linje indimellem har kostet diskussioner. "Nogle børn kommer mere under huden på én end andre. Og der har været episoder, hvor folk har sagt: Så gør jeg det i min fritid," fortæller Anette Snedstrup. "Men det er ikke godt. Forældrene taler jo sammen, og det er meget følelsesladet. Når de så hører, at der har været nogen til et andet barns begravelse - jamen hvorfor kommer der så ikke nogen til min lille dreng?"

Nogle familier vil meget gerne have personalet med til begravelsen. Og for personalet kan der være et stort behov for at bearbejde barnets død.

"Vi bliver jo på skift voldsomt involveret i de her børn. Det rører ved os. Men vi skal ikke gå, fordi vi selv har noget, vi skal have bearbejdet. Vi træder ud af vores professionelle rolle, når vi pludselig bliver meget private og går til en privat begravelse. Hvis en af os har noget, der er gået os for tæt på, må vi bruge vores supervision til at gøre det færdigt. Det er ikke forældrene, der skal hjælpe os med at sige farvel til barnet."