Sprogstimulering af tosprogede småbørn

Foto: Søren Holm

Artiklens mål er, at læseren:

• kan beskrive, hvordan spædbarnet udvikler sit sprog
• kan gøre rede for, hvordan sprogudvikling støttes bedst muligt
• kan identificere de tosprogede familier, der har behov for en særlig indsats til at støtte barnets sproglige udvikling.

Hovedvægten er lagt på barnets første leveår, som er den periode, sundhedsplejersken har tættest kontakt til familien. Tosprogede er i denne artikel defineret som personer, der har behov for mere end ét sprog i deres dagligdag (1). 

På hastig vandring igennem morgenavisen fanger blikket en overskrift, som virker bekendt: "Halvdelen af tosprogede børn og unge forlader folkeskolen med så dårlige danskkundskaber, at de ikke er i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse." Budskabet om manglende skolekundskaber er tilbagevendende i avisernes overskrifter.

I 2004 blev PISA-undersøgelsen refereret adskillige gange med lignende overskrifter (2). En anden genganger handler om konsekvenserne på arbejdsmarkedet: "Andelen af tosprogede uden for arbejdsmarkedet og på overførselsindkomst er procentvis langt højere end for etnisk danske.

Socialforskningsinstituttet undersøgte tosprogede børns opvækstvilkår og fandt, at sammenlignet med etnisk danske børn voksede de op i større fattigdom, fordi deres forældre generelt havde dårligere uddannelse og større arbejdsløshed. De havde ikke mulighed for at få oplevelser og for at deltage i fritidsaktiviteter på lige fod med deres danske kammerater (3).

Resultatet af denne oplevelsesfattigdom og deraf følgende mangel på sproglig stimulation ses på børnenes dårlige sprog. Mange overskrifter og mange undersøgelser har samme fællesnævner, nemlig sproget, da de sproglige kompetencer synes afgørende for den livsbane, som bliver udstukket for det enkelte barn. I den såkaldte Køgeundersøgelse fulgte man 10 tyrkisk-danske elever igennem hele deres skoletid og fandt, at et veludviklet modersmål ved skolestarten var den væsentligste forudsætning for et vellykket skoleforløb (4). Konklusionen var, at det er vigtigt, at barnet på første skoledag møder op og er sprogligt velstimuleret.

Regeringen gennemførte i 2004 en ændring af folkeskoleloven, § 4a, med den hensigt "... at sikre, at alle tosprogede småbørn med behov herfor modtager sprogstimulering allerede fra treårsalderen. Herved gives alle børn de bedste betingelser for et ligeværdigt skoleforløb" (5). Paragraffen er endnu så ny, at effekten ikke kan bedømmes.

Fra mit arbejde i forskellige kommuner og gennem kollegial kontakt kender jeg den tilbagevendende diskussion i kommunerne om, hvorvidt tosprogede småbørnsfamilier har behov for en særlig forebyggende indsats. På trods af at mange af de tosprogede børn, vi besøger, har de opvækstvilkår, jeg netop har skitseret, med deraf følgende konsekvenser for deres udvikling, er holdningen i mange kommuner, at tosprogede familier som hovedregel skal have kommunens standardtilbud til småbørnsfamilier. Tilbuddet er i mange kommuner reduceret til 3-4 hjemmebesøg i barnets første leveår.

Sprogstimulationen kan nemt drukne i alle de andre emner, som måske her og nu har mere tyngde, f.eks. kost, trivsel, søvn, vejledning omkring større søskende osv., for symptomerne på forsinket sprogudvikling hos det lille barn er ikke larmende. Forskningen viser dog, at det er vigtigt at stimulere sproget, allerede fra barnet er spædt. Sprogstimulering synes at være en langtidsinvestering (6,7).

"Anbefalinger om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge" (8) giver ikke klare retningslinjer for indsatsen til tosprogede småbørn. Det nævnes et enkelt sted, at under afklaring af familiens forhold skal etnisk herkomst medtænkes. Anbefalingen går generelt på, at der lokalt udarbejdes kriterier for afgrænsning af gruppen med særlige behov (8). Det er derfor op til den enkelte kommune, om man vil afsætte ressourcer til en særlig indsats til tosprogede familier.

Målet med denne artikel er at beskrive og argumentere for en tidlig, målrettet indsats til tosprogede familier med behov for støtte til barnets sproglige udvikling. At beskrive og argumentere for, hvilke forhold hos barnet og i barnets miljø som giver grund til at yde en særlig målrettet indsats til familien, og foreslå, hvordan denne indsats kan ydes. Artiklen er baseret på litteraturstudier (se boks).  

Modersmål og andetsprog
Jeg vil i det følgende beskrive, hvordan spædbarnet udvikler sit sprog, og hvilken betydning modersmålet har for tilegnelse af andetsproget. Jeg vil siden beskrive sundhedsplejerskens arbejde og samarbejde med den tosprogede familie.

I litteratursøgningen forud for artiklen fandt jeg megen litteratur, hvor sprogforskere beskriver sprogets udvikling. Det kneb mere at finde egnet litteratur, som beskrev betydningen af forældreindsats og samarbejde med professionelle i barnets første leveår. Det skyldes formentlig, at sundhedsplejerskeordningen, som vi kender den i Danmark, med en indsats rettet mod familien med et spædbarn, kun kendes i meget få lande. Derimod fandt jeg amerikanske, newzealandske, australske og israelske undersøgelser af 3-6-årige førskolebørn, som viste en positiv effekt i den sproglige udvikling, når forældrene arbejdede målrettet med den og var engagerede i børnenes dagligdag.

Spædbarnet udvikler sit sprog

Hvad der helt præcist betinger den sproglige udvikling, er forskerne uenige om (6,9). Nogle forskere mener, at barnet op til en vis alder gør brug af en særlig genetisk sprogtilegnelsesordning, andre, at det lille barns hjerne har en fleksibilitet og plasticitet, som gør det særlig modtageligt for sprogindlæring. Plasticiteten forsvinder med alderen og dermed modtageligheden for sprogindlæring. Bliver sproget ikke stimuleret tilstrækkeligt i en tidlig alder, bliver den sproglige udvikling mangelfuld (6,7). Forskerne er enige om, at evnen til at lære sprog er noget medfødt. Derimod er de uenige om, hvor meget der er medfødt, arten af det medfødte, og i hvor høj grad de socialpsykologiske faktorer har indflydelse (6). Enigheden blandt forskerne strækker sig til, at barnets veje til sproget er mangfoldige, uenigheden består i, hvilke faktorer der vejer tungest.

Kognitive teoretikere, som baserer deres forskning på J. Piagets teori om barnets udvikling, mener, at tilegnelsen af sprog kan forklares på samme måde som tilegnelsen af hukommelse, den motoriske kontrol, evnen til at tegne osv. Ifølge Piaget gennemgår barnet en række faser. Den første er den sensomotoriske, som varer fra fødslen til 18-måneders-alderen. I den alder er barnets forståelse af verden baseret på dets handlinger i verden (9).

For sociopragmatikerne, som beskæftiger sig med den funktionelle anvendelse af sproget, er de sociale faktorer, altså den mellemmenneskelige interaktion, afgørende for den sproglige udvikling. Fælles for de to nævnte retninger er, at de begge bygger på et samspil imellem generelle indlæringsmekanismer og specifikke miljøfaktorer (9).

Det miljø, som barnet vokser op i, mulighederne for at få erfaringer på det kropslige plan og kropsbevidsthed har betydning for barnets sproglige udvikling. De praktiske erfaringer, som det lille barn får på det kropslige plan, har betydning for, hvor godt det forstår sine omgivelser og for udviklingen af hukommelsen. Det talte sprog, evnen til logisk tænkning og forestillingsevnen bygger på kropsbevidsthed (10).

Sproget udvikles i samspil med omgivelserne

Selv et ganske lille barn deltager aktivt i kommunikationen med opmærksomhed, blikretning og bevægelser, men det er den voksnes reaktion på barnet, som får samværet til at udvikle sig til kommunikation. Det, at den voksne tolker barnets lyde og signaler, bringer barnet ind i kommunikative mønstre (1). Det, at den voksne benævner de ting, barnet er optaget af, lærer barnet, at sproget refererer til personer og genstande i omgivelserne. Barnets sprogforståelse kommer, før det har kontrol over artikulationen og kan begynde at tale (1).

En væsentlig drivkraft i at udvikle sproget er at være en aktiv deltager, dvs. at ens sproglige og mimiske udtryk bliver anset for meningsfulde. Sprog læres ved at bruge det, det er ikke tilstrækkeligt at være i et rum, hvor sprog tales (1,9).

Allerede få måneder gammelt kan barnet deltage i såkaldte protokonversationer (11). Forældrene responderer på barnets mimik og pludren, man skiftes til at ytre sig og afventer den andens udspil. Barnets forudsætninger for at udvikle et talesprog hænger sammen med tidlig forældre-barn-kontakt. Bliver barnets signaler hørt og forstået af en indfølende forælder, vækkes barnets nysgerrighed og lyst til at udforske omverdenen (10,11).

Hvor vi end kommer fra i verden, har vi som forældre en særlig måde at tale til spædbørn på. Vi taler i et højere toneleje og betoner bestemte ord af særlig vigtighed. Det engelske ord for denne kommunikationsmåde er "motherese." Det overdrevne melodiske træk i måden at tale til barnet på er med til at fastholde barnets opmærksomhed (9,11). Især prosodien, musikken i sproget, hjælper på et tidligt tidspunkt det lille barn med at organisere og huske sproglige informationer. Motherese er en del af samspillet med barnet, og det positive samspil er en vigtig faktor med hensyn til at gøre barnet sprogligt opmærksomt (9,11).

Allerede når barnet er få måneder gammelt, er det i stand til at høre forskel på forskellige lyde, som er almindeligt forekommende i det daglige miljø. I 6-7-måneders-alderen begynder barnet at huske ting i omgivelserne og at kunne genkende de lyde, som beskriver personer, genstande og hændelser i barnets dagligdag, to vigtige forudsætninger for at kunne udvikle ord. Det er derfor vigtigt for den sproglige udvikling, at barnet får mulighed for fysisk udfoldelse og for at udforske sine omgivelser i et positivt samspil med forældrene, som sætter ord på barnets erfaringer (12).

Modersmålets betydning for andetsproget

Hele livet igennem har vi som regel en stærk følelsesmæssig tilknytning til vores modersmål. Modersmålet har betydning for vores identitet, selvopfattelse, andres opfattelse af os og vores gruppemæssige identitet (1).

Det er en gevinst for barnet at have lært et sprog, når det skal i gang med det næste. Det nye, man lærer, ser man igennem det, man allerede har lært.

Udviklingen af barnets modersmål har en positiv effekt på udviklingen af andetsproget, som er dansk for de tosprogede børns vedkommende (1,12). Modersmålet er så at sige fundamentet. Forældrene spiller derfor en stor rolle i forhold til en succesfuld tilegnelse af andetsproget.

Jo mere nuanceret barnet taler sit modersmål, des større sproglig bevidsthed, som er en forudsætning for at lære andetsproget (6,10,12). Barnet udvikler sproget bedst, når forældrene taler til det på det sprog, som de behersker, og som de er tilpasse ved at tale til barnet på (12).

Opvækstvilkårenes betydning for sproget

I mange tosprogede familier er opdragelsen af de små børn kvindernes domæne (13). Det fællesskab, kvinder og børn har i oprindelseslandet, finder de ofte ikke i det nye land. Slægtskab og familie er vigtige udgangspunkter for samvær for mange kvinder med flygtninge- og indvandrerbaggrund (13). Mange af kvinderne bliver derfor ensomme og lever isoleret og uden kontakt med det omgivende samfund. Især mange flygtningekvinder lever med få kontakter udadtil, fordi de har få eller ingen slægtninge i det land, de er flygtet til (13). Der kan være regler for, at kvinderne ikke går ud og lærer nye mennesker at kende, som man normalt ikke har forbindelse med. Mange har ikke tradition for at deltage i forenings- og organisationsarbejde (13).

For nogle flygtningefamilier er dagligdagen præget af psykisk sygdom hos en af forældrene som følge af krigstraumer. Overskuddet og stemningen i hjemmet er ofte præget af dette, og mange familier med psykisk sygdom lever isolerede (14).

Er forældrene ikke en del af det omgivende samfund, kan det være svært for børnene at få skaffet sig kontakter uden for hjemmet og dermed at få tilstrækkeligt kendskab til omverdenen (1). Mange tosprogede børn vokser op i familier med materiel fattigdom. Forældrene har kort skolegang og er ufaglærte. De idealer om boglig dannelse, vi har i vores samfund, kan derfor være svære at leve op til. Der er ikke råd til eller tradition for at holde avis eller at læse og derved at holde sig orienteret om det samfund, man befinder sig i (13).

Mange tosprogede familier forstår ikke de krav og forventninger, de bliver mødt med i daginstitutioner og skole om forældresamarbejde og deltagelse. Oftest har man i hjemlandet ikke daginstitutioner, og til skolen kommer forældrene kun, når der er problemer. De danske, pædagogiske traditioner er derfor ukendte for mange tosprogede familier (1).

Samarbejdet med tosprogede børn og forældre

De forskelle, man ser mellem tosprogede og etnisk danske børn, afhænger ikke kun af kulturen, men i høj grad af sociale og økonomiske forhold (15). Den viden, vi har om børn, familier og opvækstens betydning, har vi tilbøjelighed til at glemme, når det gælder de tosprogede børn (1). Tosprogede børn er som alle andre børn. Det individuelle fokus er her lige så vigtigt at have som i alt andet arbejde med børn og familier (1).

Den lovgivning, som er grundlaget for sundhedsplejerskens arbejde, har ligestillingsperspektivet som ideal, dvs. at alle har lige muligheder i vores samfund (3).

Tosprogede børn kan møde modsatrettede krav og forventninger igennem opvæksten, som de skal kunne håndtere (3). Eksempelvis forventes Yasmin hjemme at være stille og tilbageholdende, hvorimod man i institutionen stiller krav om, at hun skal markere sig. For at kunne håndtere disse forskelle er det vigtigt, at de gensidige forventninger er tydelige, og at forældre og daginstitution har et godt samarbejde (16). Undersøgelser har vist, at positive relationer forældre og professionelle imellem gavner dette samarbejde (16).

Der er tit behov for en særlig målrettet vejledning og et mere intensivt samarbejde med tosprogede forældre end med flertallet af etnisk danske forældre (12). Når modersmålet er et mindretalssprog, stiller det større krav til forældrene om sprogstimulering og støtte til, at børnene vokser op som tosprogede. Det er vigtigt, at forældrene taler og læser meget med deres barn og støtter barnet i at have et aktivt fritidsliv med kontakt til danske børn. Jo bedre barnet klarer sig på begge sprog, des bedre vil det klare sig livet igennem (12).

Mange børn starter i daginstitution omkring etårs-alderen. For de tosprogede børn starter dermed en parallel sprogtilegnelse, dvs. at dansk og modersmål udvikles sideløbende. Her er et intensivt samarbejde vigtigt (10).

Forudsætninger for vellykket sprogtilegnelse

Allerede når barnet er helt spædt, lægges fundamentet til sproget. Barnet har en medfødt evne til at lære sprog, og det lille barns hjerne er specielt modtagelig for sprogtilegnelse. Både biologiske og miljømæssige faktorer betinger en vellykket sprogindlæring. De miljømæssige består i et positivt samspil med forældrene og et sprogligt stimulerende miljø, som giver både kropslige og sproglige udfordringer. Voksne, dvs. familie og professionelle, må samarbejde positivt, så barnet både får et veludviklet modersmål og andetsprog og føler sig hjemme i både hjemmets og i den danske kultur.

Sundhedsplejersken er den første professionelle, som familien har kontakt til efter barnets fødsel.

Jeg vil i det følgende se på sundhedsplejerskens arbejde i den tosprogede familie med afsæt i den tidligere nævnte litteratur, i "Anbefalinger om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge" og i min erfaring fra praksis.
 

Sundhedspleje i den tosprogede familie

Med "Anbefalinger om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge" i hånden er der mulighed for at tilrettelægge en individuel indsats. Vurderingen af, om familien har behov for en særlig indsats, sker på baggrund af sundhedsplejerskens observationer og i dialog og samarbejde med familien (8).

Væsentlige uddrag fra "Anbefalinger om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge" lyder:

• "Sundhedsplejerskens væsentligste ydelse til familien i barnets første leveår er besøg i hjemmet. Antallet af besøg afhænger af barnets sundhedstilstand og familiens ressourcer med hensyn til omsorg for barnet, støtte fra nærmiljøet og samfundet. Især børn med særlige behov skal prioriteres, og i det omfang, det skønnes nødvendigt, opretholdes kontakten med barnet og familien" (8).
• "Den sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende indsats retter sig imod barnets behov for omsorg, tilknytning og sociale tilpasning" (8).
• "Sundhedsplejersken er en ressourceperson for familien, når de har behov for støtte til forbedring eller forandring af familiens situation. Her tænkes på: kontakt/tilknytning mellem forældre og barn, forældres omsorgskapacitet, familiens relation til andre" (8).
• "Sundhedsplejersken skal observere: at barnets fysiske, psykiske, sproglige og sociale udvikling er alderssvarende. At kontakten og tilknytningen mellem forældre og barn er aktiv og stimulerende. Om der er forhold i familiens situation, der kræver vejledning eller særlig indsats. Om forældrene har tilstrækkelig viden om barnets behov og udvikling" (8).
• "Sundhedsplejersken skal på baggrund af sine observationer og kontakt med familien støtte en fortsat sund udvikling hos barnet. Dette betyder, at især børn med særlige behov skal prioriteres" (8).

Samspil mellem forældre og barn

Sproget udvikles i samspil med omgivelserne. Det tidlige forældre-barn-samspil er en væsentlig forudsætning for den senere udvikling af talesproget, påpegede flere sprogforskere i litteraturgennemgangen (1,9,10). Det er derfor vigtigt allerede i de første besøg at have fokus på kontakten imellem forældre og barn. Reagerer forældrene på barnets gråd, smil og ansigtsmimik, søger barn og forældre øjenkontakt, har forældre og barn fælles opmærksomhed, benævner forældrene barnets og egne handlinger, taler forældrene på den karakteris-tiske måde, kaldet motherese, er barnet opmærksomt og aktivt i kontakten som tegn på, at det bliver set og hørt? (9,11).

Er samspillet ikke optimalt, dvs. er flere af de nævnte faktorer ikke til stede, er det vigtigt at arbejde målrettet og afstemt efter den enkelte families behov (8). Nogle familier kan bruge en mundtlig vejledning til at få øget opmærksomhed på barnets signaler og egen adfærd, så de taler mere med barnet. Nogle føler det akavet at tale til små børn, som endnu ikke kan tale. Måske er den mundtlige vejledning her ikke tilstrækkelig. Nogle vil have glæde af det visuelle, hvor man på video viser barnets reaktion på kontakt. Metoden er bl.a. beskrevet i "Marte Meo i praksis" (17).

Er samspillet ikke velfungerende, giver det anledning til en særlig indsats, dvs. at barn og familie følges tæt (8). Det positive samspil har betydning, ikke kun for barnets sproglige, men også for dets følelsesmæssige udvikling (10).

Modersmålets betydning

Barnets sproglige udvikling starter fra fødslen. Hvilke sprog tales i hjemmet, og hvilke sprog ønsker familien, at barnet skal tale, er spørgsmål, som må drøftes med familien allerede i første besøg. Som nævnt er det vigtigt, at forældrene taler det sprog til barnet, som de behersker (6,10,12). Det stiller store krav at være forældre til et tosproget barn med hensyn til støtte og sprogstimulering. Flere steder i litteraturen peges der på, at samarbejdet med de tosprogede forældre kræver en mere målrettet og intensiv indsats end med flertallet af etnisk danske forældre, for at det tosprogede barns sprogudvikling kan forløbe så positivt som muligt (10,12,16). Sprogstimulering må derfor være et tilbagevendende tema i samarbejdet med familien. Det er vigtigt at observere, i hvor høj grad hjemmet er et sprogligt stimulerende miljø. Hvordan leves livet i familien, er det bag hjemmets fire vægge eller i en større radius? Hvor stort er familiens netværk, hvor stor er kontakten til det omgivende samfund, i hvilket omfang er bøger og aviser en del af familiens hverdag? Det er nogle af de spørgsmål, som kan overvejes, når barnets mulighed for sproglige stimuli skal analyseres (1,13).

Det tosprogede barn skal så vidt muligt have de samme muligheder som gennemsnittet af etsprogede børn (3). For at nå dette mål kan indsatsen i familien være hjemmebesøg efter behov, hvor sprogstimulering af barnet er i fokus, hjælp til at få sang, musik og billedbøger ind i familien (10) eller hjælp og støtte til at udvide kontaktfladen udadtil, se senere.

Kropslige erfaringer har betydning

Kropsbevidsthed og kropslige erfaringer har betydning for barnets sproglige udvikling (10). Observation af og vejledning om barnets motorik har derfor også betydning for den sproglige udvikling (10). Når indsatsen i familien skal tilrettelægges, må barnets motorik og mulighed for motoriske stimuli og udfordringer vurderes. Får det lille barn mulighed for at ligge på gulvet eller i kravlegård og bruge sin krop? Tumler og leger familien med barnet, og har det alderssvarende legetøj at kigge på, røre ved og eksperimentere med? Får det lidt større barn mulighed for at komme ud at lege, løbe, spille bold, gynge, balancere, være med i familiens gøremål og dermed få de kropslige erfaringer, som har betydning for et veludviklet sprog? (10).

Mødregrupper udvider kontaktfladen

Mange flygtninge- og indvandrerkvinder lever isolerede og med sparsom kontakt til det omgivende samfund (13). Den begrænsede kontakt til omverdenen har betydning for forældrenes forståelse af det samfund, de lever i. For at barnet kan få en opvækst, hvor det trives i både hjemmets og den danske kultur, er hjemmets støtte og opbakning af afgørende betydning (1,13).

Undersøgelser viser, at en stor del af tosprogede børn har vanskeligere kår end hovedparten af etnisk danske børn. Deres forældre er uden for arbejdsmarkedet og dermed uden den kontaktflade, et arbejdsliv giver til andre mennesker og til samfundslivet. De er fattigere og har dermed færre muligheder for oplevelser, ferier, kontingenter til sportsklubber osv., som for både store og små giver kontakt til andre end den nærmeste familie og til deltagelse i samfundet (1,3,15).

Kan en sundhedsplejerske gøre noget for at lette vejen for disse børn?
Fra mit daglige arbejde ved jeg, at det er muligt at åbne en låge ud til det omgivende samfund. I den kommune, hvor jeg arbejder, har vi et tilbud om mødregrupper til alle nybagte mødre. Til de tosprogede mødre gælder tilbuddet i al den tid, de er på barsel. Vi mødes hver fjortende dag i to timer. Indholdet er dels undervisning i sprogstimulering, barnets udvikling, familieliv, infektionssygdomme osv., dels en mulighed for at tale om, hvad der er aktuelt her og nu i den enkelte familie.

Vi tager på udflugter til biblioteket for at opmuntre til at bruge faciliteterne der. Vi arrangerer ture til udflugtsmål i lokalsamfundet og til søen og skoven for at vise mulighederne for at få oplevelser sammen med barnet. De fælles oplevelser giver mulighed for at udvide samtalestoffet i hjemmet, og forhåbentlig giver udflugterne familien mod på at udforske videre på egen hånd.

Et af målene med grupperne er at skabe et netværk for mødrene og bryde isolationen. Det kan kræve et forarbejde af sundhedsplejersken bestående i, at mand eller svigerfamilie skal informeres om mødregruppen, så de kan give tilladelse til, at kvinden deltager. For mange af kvinderne er det en overvindelse at bevæge sig uden for hjemmet.

Fællessproget i gruppen er dansk, og for nogle vil der være en sprogbarriere at overvinde. Den gode kontakt og relationen til sundhedsplejersken er den faktor, som får kvinderne til at tage mod til at komme i gruppen. Vi har gjort den erfaring med mødregrupper til flygtninge- og indvandrerkvinder, at kvinderne kommer i gruppen, hvis det er familiens sundhedsplejerske, som leder gruppen. Det er for svært at komme over dørtærsklen, hvis også sundhedsplejersken er en fremmed. Undersøgelser har da også vist, at positive relationer forældre og professionelle imellem har en gavnlig indflydelse på samarbejdet (16).

Når de tosprogede kvinder har mødtes i gruppen nogle gange, fusionerer gruppen med en dansk mødregruppe. Målet er at udvide netværket. Mange tosprogede kvinder taler sjældent eller aldrig med etnisk danske kvinder og omvendt. En dag vil deres børn blive kammerater i børnehaven og skolen. Håbet er, at kontakten imellem mødrene vil lette børnenes adgang til hinandens hjem og derved øge de tosprogede børns muligheder for at tale dansk.

Målet med mødregrupperne er at skabe kontakt til omverdenen i håb om en aktiv involvering i barnets liv. Vi har grund til at tro, at grupperne har en positiv indvirkning på de tosprogede børns udvikling, for andre steder i verden har man påvist en gavnlig effekt af, at forældrene målrettet arbejder med at stimulere deres børns sproglige udvikling.

I Israel er "Hippy"-projektet udviklet, det benyttes i mange lande, bl.a. Australien, New Zealand og USA. Indsatsen er rettet mod 3-6-årige børn. Forældrene får et ugentligt besøg af en Hippy-medarbejder, som vejleder forældrene i at stimulere barnets sprog efter et fastlagt program (18). Henderson og Mapp har udarbejdet studier, som påviste, at når forældre var involverede og aktive mht. at stimulere deres børn hjemme og aktive i samarbejdet med skolen, klarede deres børn sig bedre i skolen og videre frem i uddannelsessystemet (19).

Mange børn starter institutionslivet i etårsalderen. For en del af de tosprogede familier er det en ny og ukendt verden (1,16), og familierne vil fortsat have behov for støtte til sprogtilegnelsen (10). Sundhedsplejersken kan medvirke til at lette overgangen fra hjem til daginstitution for barnet og familien (se boks 1).  

Store krav til forældre og professionelle

Det stiller større krav til den sproglige opmærksomhed at være forældre til et tosproget barn end til et barn, som taler det sprog, der tales i det omgivende samfund. Det stiller større krav til de professionelle om samarbejde med den tosprogede familie, for at barnets sproglige udvikling kan forløbe positivt. For at leve op til disse krav vil det i mange tilfælde ikke være nok at give kommunens standardtilbud med 3-4 hjemmebesøg af sundhedsplejersken til tosprogede familier.

 Anbefalingerne giver klare bud på, hvilke familier der har brug for en særlig indsats. Med den viden, vi har om betydningen af tidlig sprogstimulering, og med udgangspunkt i "Anbefalinger om forebyggende sundhedsordninger" er der argumenter nok for en særlig indsats over for tosprogede familier med behov for støtte til barnets sproglige udvikling. Arbejdet med forældre/barn samspil og sprog- og oplevelsesfattigdom afhjælpes ikke ved 3-4 hjemmebesøg i første leveår, der må en langt mere målrettet og intensiv indsats til. Meget tyder på, at en tidlig, målrettet indsats vil kunne ændre på dagens avisoverskrifter. 

Hanne Lindhardt er sundhedsplejerske i Furesø Kommune.

Litteratur

1. Normann Jørgensen J. Sprogs betydning for tosprogede børn. I: Karrebæk MS editor. Tosprogede børn i det danske samfund. København: Hans Reitzels Forlag; 2006. 
2. OECD. OECD - rapport om grundskolen i Danmark.
   Uddannelsesstyrelsens temaseriehæfte nr. 5. København: Undervisningsministeriet; 2004.
3. Skytte M. Opvækstvilkår og kompetenceudvikling. I: Karrebæk MS, editor. Tosprogede børn i det danske samfund. København: Hans Reitzels Forlag; 2006. 
4. Holmen A. Pædagogisk praksis. I: Karrebæk MS, editor.
   Tosprogede børn i det danske samfund. København: Hans Reitzels Forlag; 2006. 
5. Undervisningsministeriet. Vejledning om obligatorisk sprogstimulering af tosprogede småbørn. Folkeskolens
   § 4 a. København: Uddannelsesstyrelsens håndbogsserie
   nr. 1; 2005.
6. Lund K. Sprog, tilegnelse og kommunikativ undervisning. I: Holmen A og Lund K, editors. Studier i dansk som andetsprog. København: Akademisk Forlag; 2004. 
7. Abrahamsson N. og Hyltenstam K. Barndommen - en
   kritisk periode for sprogudvikling? I: Bjar L og Liberg C, editors. Børn udvikler deres sprog. København: Gyldendal; 2004. 
8. Sundhedsstyrelsen. Forebyggende sundhedsydelser til børn og unge. Anbefalinger. København: Sundhedsstyrelsen; 2007.
9. Karmiloff - Smith A, Karmiloff K. Barnets veje til sprog. København: Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S; 2002.
10. Klausen L og Hodal G. Et sprog - flere sprog. En håndbog om sprogstimulering og børns sprogudvikling. København: Hans Reitzels Forlag; 2005.
11. Bjar L. Ordene tager form - om børns udtaleudvikling.
    I: Bjar L og Liberg C, editors. Børn udvikler deres sprog. København: Gyldendal; 2004. 
12. Holmen A og Normann Jørgensen J. Tosprogede børn i Danmark. En grundbog. København: Hans Reitzels Forlag; 1993.
13. Hylland Eriksen T og Arntsen Sørheim T. Kulturforskelle. Kulturmøder i praksis. 2. udg. København: Munksgaard; 2005. 
14. www.traume.dk
15. Fredriksson U og Taube K. Svensk som andetsprog og
    kulturmøder. I: Bjar L og Liberg C, editors. Børn udvikler deres sprog. København: Gyldendal; 2004.
16. Agacanoglu A. Forældresamarbejde. I: Karrebæk MS,
    editor. Tosprogede børn i det danske samfund. København: Hans Rietzels Forlag; 2006. 
17. Roug P. Marte Meo i praksis. Bedre samspil ved egen kraft. København: Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S; 2002.
18. HIPPY International.
19. Henderson A og Mapp K. A new way of evidence: The
    impact of school, family and community connections on student achievement: Annual Synthesis 2002, Southwest Educational Development Laboratory.

​