Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Etablering af Mobilt Akut Team

Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for etablering af et Mobilt Akut Team. Hovedbudskabet er, at et sådant team har til hoved-opgave at stabilisere den dårlige patient, men undervisning og vejledning af stamafdelingernes personale er en næsten lige så central del af teamets funktion. Artiklen udspringer fra Hvidovre Hospital.

Sygeplejersken 2007 nr. 17, s. 70-71

Af:

Gitte Bunkenborg, sygeplejerske,

John Asger Petersen, afdelingslæge

Med denne artikel ønsker vi at præsentere den planlægning, der er gået forud for implementering af Mobilt Akut Team på Hvidovre Hospital. Vi vil specielt lægge vægt på den undervisning, som stamafdelingernes og intensivafdelingens personale har modtaget.

Læring via simulerede patientsituationer

"Alle burde på kurset - super god undervisning, dejlig og lærerig workshop, figuranten var fantastisk god, hvilket gjorde scenarierne meget virkelige." De positive tilbagemeldinger kom fra 12 sygeplejersker fra Gastroenheden på Hvidovre Hospital og 12 intensivsygeplejersker, også fra Hvidovre Hospital, efter en kursusdag i februar, hvor de sammen havde trænet teamwork, kommunikation og akut medicin via simulerede patientsituationer.

Årsagen til, at de 24 sygeplejersker mødtes til workshoppen, var, at direktionen ved Hvidovre Hospital i samarbejde med afdelingsledelsen ved Anæstesiologisk afdeling i efteråret 2006 besluttede at etablere et Mobilt Akut Team (MAT). Workshoppen med simulationstræning var et element i forberedelserne af dette.

Rammerne

MAT på Hvidovre Hospital blev for alvor skudt i gang den 1. marts i år og er meget sammenligneligt med det, der ifølge definitioner vedtaget på 1st Consensus Conference on Medical Emergency Teams, Pittsburgh 2005 (1), beskrives som et Rapid Response System og et Rapid Response Team. Ordet system indikerer, at der at tale om mere end blot et team, men et helt organisatorisk system bestående af:

  • struktureret undervisning
  • vedtagne tilkaldekriterier
  • lettilgængelig procedure for kald af teamet
  • et dataopsamlingssystem ved hvert tilkald
  • et dataregistrerings- og evalueringssystem.

Forud var gået tre forberedelsesmåneder, bl.a. med læsning af inspirerende litteratur (2), hvor opbygningen af systemet fandt sted. Pr. 1. december 2006 blev ansat en projektsygeplejerske på fuld tid, og en afdelingslæge fra intensiv afdeling blev tilknyttet projektet.

Direktionen på Hvidovre Hospital og afdelingsledelsen ved Anæstesiologisk afdeling havde udstukket enkle overordnede rammer: Man ønskede at etablere et team bemandet med specialuddannede intensivsygeplejersker. Disse skulle under et tilkald have mulighed for at kalde vagthavende intensivlæge. Man ønskede ligeledes at bevare allerede eksisterende funktioner, f.eks. hjertestopholdet.

Undervisning et nøglepunkt

På Hvidovre hospital har vi haft den tilgang til MAT, at ud over at teamet skal stabilisere patienten og undgå yderligere forværring i patientens tilstand og situation, skal undervisning og vejledning af stamafdelingens personaler være et nøglepunkt i MAT-succesen.

Pga. stor travlhed på mange stamafdelinger kan det være svært at få bibragt plejepersonalet den nødvendige viden om filosofien bag MAT, og hvordan MAT vil være tilgængeligt for den enkelte sygeplejerske på stamafdelingen. I projektledelsen planlagde vi derfor i samarbejde med uddannelsesafdelingen og Learning Lab. på Hvidovre Hospital - som et naturligt led i forberedelsesperioden - et undervisningsprogram for stamafdelingens sygeplejersker.

Aktuelt modtager alt plejepersonale på den stamafdeling, som MAT på Hvidovre p.t. servicerer, 1½ times undervisning i MAT-konceptet, tilkaldekriterier og praktiske forhold vedrørende MAT. Alt plejepersonale udstyres dernæst med et lamineret kort med samtlige tilkaldekriterier. Disse hænger også i plakatform forskellige steder i afdelingen. Ud over den initiale undervisning ved projektets start er vedvarende information og undervisning en nødvendig strategi.

Ambassadører for MAT

Da det ikke var fysisk muligt at give alle sygeplejersker i stamafdelingen en teamtræningsdag, valgte vi i stedet at uddanne specielle ambassadører for MAT-idéen via workshoptræning. De ovenstående omtalte 12 sygeplejersker, der udgør en sjettedel af alt sygeplejepersonale på stamafdelingen, er sådanne ambassadører. Intentionen med denne model er, at de 12's erfaringer vil brede sig ud til resten af plejepersonalet, og at de vil kunne støtte og opfordre kollegaer til at kalde MAT-teamet, når patienten er ustabil.

 
   
   
   

Intensivsygeplejerskens rolle

I samarbejde med Hvidovre Hospitals Uddannelsesafdeling planlagde og udførte vi en hel dags undervisning for intensivsygeplejerskerne i teamet under overskriften "Anerkendende kommunikation og vejledning." Dette prioriterede vi højt, idet det var et ønske med etableringen af MAT, at ethvert tilkald er en lærings- og vejledningssituation, hvor MAT-sygeplejersken som gæst på en anden afdeling skal varetage patientens interesser og forebygge forværring af en kritisk situation, samtidig med at hun skal vejlede og undervise stamafdelingens personale, der har kaldt.

Dette mente vi krævede både praktiske, pædagogiske og kommunikative redskaber. Alt i alt modtog de specialuddannede intensivsygeplejersker et tretrins uddannelsesprogram, som ud over den nævnte workshop og dagen om kommunikation og vejledning også indeholdt en dag med teoretisk undervisning i vurdering af patienten ud fra principperne om ABCDE (se boks 1). 

Boks 1. ABCDE-principperne

ABCDE-princippet er en systematisk undersøgelse og behandling af patienten, hvor man behandler de mest livstruende tilstande først og i prioriteret rækkefølge (3):

A Airway with Cervical Spine Protection/Frie luftveje og stabilisering af columna cervicalis.

B Breathing. Ventilation and Oxygenation/Vejrtrækning. Ventilering og oxygenering.

C Circulation with Hemorrhage Control/Cirkulation med blødningskontrol.

D Disability/Neurologisk vurdering.

E Exposure/Environment/Komplet afklædning af patienten, men undgå hypotermi hos patienten.

Pilotafprøvning

På nuværende tidspunkt, dvs. midt i maj 2007, er status, at MAT-systemet på Hvidovre Hospital er udviklet og iværksat. Vi har valgt at implementere systemet i en pilotafprøvningsperiode, der begyndte den 1. marts, og i de første to måneder er MAT blevet tilkaldt 29 gange til den afdeling, der indgår i pilotafprøvningsperioden. Afdelingen rummer både kirurgiske og medicinske patienter og har i alt 90 sengepladser. De tilknyttede dataregistrerings- og evalueringsredskaber skal løbende sikre en systematisk kvalitetsudvikling af MAT, hvor såvel patientens tarv som personalets læring står i fokus.

ET TYPISK TILKALD AF MAT

En sygeplejerske på en kirurgisk afdeling finder en forholdsvis nyopereret tarmpatient, som også har KOL, svært påvirket af hviledyspnø, hoste, læbecyanose. Patienten er angst og urolig. Da sygeplejersken ikke har megen erfaring med KOL-patienter, kontakter hun, efter aftale med stamafdelingens læge, som pga. operation ikke har mulighed for at tilse patienten, Mobilt Akut Team (MAT).

Efter MAT-sygeplejerskens ankomst vurderer denne og sygeplejersken i fællesskab patientens vejrtrækning, farver og hudtemperatur. MAT-sygeplejersken måler saturation og øvrige vitale værdier og tager en A-punktur. Samtidig med dette beroliger hun patienten og informerer både patient og sygeplejersken om, hvorfor hun gør, som hun gør.

Patienten har i forvejen inhalation Duovent som p.n.-ordination, og MAT-sygeplejersken giver over nogen tid patienten flere inhalationer, og begynder samtidig CPAP-behandling af patienten.

Efter nogen tid bedres patienten. Han falder mere og mere til ro og er ikke plaget af hviledyspnø i samme svære grad som før.

MAT-sygeplejersken sikrer sig, at sygeplejersken ved, hvilke observationer hun skal gøre, og hvordan hun skal handle, hvis patienten igen bliver dårlig, og de aftaler, at MAT-sygeplejersken skal komme igen om to timer, vurdere patienten på ny og evt. assistere med CPAP. Sygeplejersken i stamafdelingen vil efterfølgende diskutere patienten med lægen med henblik på eventuelle nye ordinationer.


Gitte Bunkenborg er ansat som projektsygeplejerske på Anæstesiologisk afdeling, Intensiv Terapi afsnit 542, Hvidovre hospital.

John Asger Petersen er afdelingslæge samme sted.

Se også artiklen "Livredder på løbehjul" i Sygeplejersken nr. 7/2007 og læs mere om principperne bag MAT-systemet generelt på www.operationlife.dk

Litteratur

  1. DeVita, MA, Bellomo R, Hillman K, et al. Findings of the First Consensus Conference on Medical Emergency Teams. Crit Care Med 2006; 34: 2463-78.
  2. DeVita MA, Hillman K, Bellomo R. Medical Emergency Teams. Implementation and Outcome Measurement. 2006 Springer Science+Business Media, Inc. 
  3. Søhus B, Lumholdt SL. Traumekursus for sygeplejersker.
    Sygeplejersken 12/2001.
ENGLISH ABSTRACT

Bunkenborg G, Petersen J A.How to establish a mobile emergency team. Sygeplejersken 2007;(17):70-1.

In 2007, Hvidovre Hospital has in collaboration with the management of the anaesthesia department established a Mobile Crisis Team (MCT).

Apart from being called in to help instable patients on the parent units, the MCT also constitutes an organisational system consisting of structured instruction, adopted assistance criteria, easy access to procedures for calling in the team, a data-collection system for each call and a data-registration and evaluation system. The MCT's main task is to stabilise unwell patients, although the instruction and guidance of parent-unit staff is an equally crucial function of the team. The article describes specific instruction initiatives aimed at the specially trained intensive-care nurses and selected staff at the parent units in connection with the establishment and testing of MCT.

Key words: Mobile Crisis Team, instable patients, specially trained intensive-care nurses.