Kronik: Sygeplejens onde cirkel

Af Edith Mark, psykiatrisk sygeplejerske, ph.d.-studerende ved Forskningsenheden for Klinisk Sygepleje og formand for Sygeplejeetisk Råd.

Vil du anbefale dit barn at gå i gang med sygeplejerskeuddannelsen? Nej, vel!

Men er det hele sandheden? Nej ikke helt. Vi er jo rigtig mange sygeplejersker, som elsker vores arbejde - selvom vi får alt for lidt i løn, selvom vi dagligt skal høre om kritisable patientforløb, selvom vi pålægges idiotiske opgaver, der kun tjener til intern rivaliseren mellem forskellige sygehuse. Alligevel finder vi sygepleje meningsfuldt. Sygeplejerskemangel er en kompleks problemstilling, som skal angribes fra mange sider.

Sygeplejerskemangel er et aktuelt emne og stort problem - ikke bare i Danmark og i de øvrige nordiske lande, men globalt. De sygeplejeetiske råd fra Norge, Sverige, Island, Færøerne og Danmark har netop været samlet i København to dage i maj. Vi drøftede også indgående problemstillinger omkring sygeplejerskemangel. De sygeplejeetiske råd vil gerne bidrage med etiske aspekter i problemstillingen. Vi skitserede en ond cirkel, som illustrerer, at problemet med sygeplejerskemangel kan og skal angribes fra adskillige vinkler. Jeg vil i det følgende komme med nogle bud på, hvordan vi får cirklen brudt.

Lad mig begynde med mistilliden i befolkningen. Det er faktisk sådan, at langt de fleste patienter i udgangspunktet er tilfredse med det danske sundhedsvæsen. De gode beretninger bør derfor have bedre plads i medierne og i befolkningens bevidsthed.

Jeg mener, at nogle politikere tragisk nok udnytter de dårlige beretninger af populistiske eller ideologiske grunde til at drive rovdrift på sundhedsvæsenet. Markedsideologien underminerer sundhedsvæsenet. Både patientgrupper og sundhedspersonale bliver spillet ud mod hinanden i konkurrence og effektivitet.

Fantasien skal række længere end til øget registrering, overvågning og kontrolforanstaltninger. At indføre offentlige gabestokke med smileyer tjener ikke noget konstruktivt formål. Det skaber blot skam og frygt. Relationen mellem sundhedsperson og patient er i bund og grund et spørgsmål om tillid og faglighed. Fagligheden tager faget gerne ansvaret for - og tilliden vokser ikke frem af mistænkeliggørelse.

En del sygeplejersker er allerede stået af på nuværende tidspunkt. Men der er andre, der af nød går i en slags flyverskjul og føjer sig bedst muligt for ikke at komme i klemme. De overlever i et stykke tid - men er det et "liv"?

I hvert fald giver et team af sygeplejersker, der er gået i skjul, ikke noget godt arbejdsmiljø. Arbejdsglæden forsvinder. I starten kæmper man udadtil så godt, man kan - forsvarer sig, når ledelsen forsøger at indføre nye ordninger, eller når pårørende klager. Efter en stund redder man forhåbentlig sig selv - men efterlader måske sin sårede kollega på slagmarken. Til sidst hersker amoralen, vi orker ikke at se hverken patienten eller os selv i øjnene.

Sygeplejerskemangel bliver en realitet. Hvad gør vi? Ser os om efter sygeplejersker fra udlandet. Men kan vi som samfund se os selv i øjnene, hvis vi dræner fattige lande for sygeplejersker? Det drejer sig om at gå i gang med sygeplejerskeuddannelse og sygeplejerskearbejde. Der er mange muligheder for at bryde den onde cirkel!