Sygeplejersken
På job: Vi skal vænne os til skemaer
Papirarbejde. I NIP-projektet er ortopædkirurgiske sygeplejersker med til at kvalitetsovervåge behandlingen af hoftenære frakturer. Overordnet giver det mening, men sammenhængen med klinisk praksis halter nogle steder, vurderer sygeplejerske Anne Lise Rasmussen fra Middelfart Sygehus.
Sygeplejersken 2007 nr. 17, s. 26-27
Af:
Christina Sommer, journalist
Kan patienten modsat Elsebeth Rosa Jensen ikke selv give pålidelige oplysninger til brug i f.eks. ADL-vurderingen, ringer Anne Lise Rasmussen ofte til hjemmeplejen eller pårørende. Foto: Thomas Søndergaard
For fem år siden fik sygeplejerske Anne Lise Rasmussen og hendes kolleger en ny arbejdsopgave: Kvalitetsregistrering.
Hver gang en patient med en hoftenær fraktur bliver indlagt i Ortopædkirurgisk Sengeafsnit 05 på Middelfart Sygehus, vurderer en sygeplejerske patientens ADL-funktion og ernæringsrisiko. Og tilsvarende foretager fysioterapeuten en smertevurdering, mens lægen vurderer behovet for brudprofylakse. Det sker alt sammen som led i det landsdækkende kvalitetsprojekt NIP (Det Nationale Indikatorprojekt).
Nogle af oplysningerne ligger ud over, hvad afdelingen umiddelbart har brug for i hverdagen. Men Anne Lise Rasmussen kan godt se fornuften i NIP.
"Grundtanken om, at man prøver at fastsætte en fælles standard i behandlingen af nogle af de betydende og udgiftstunge sygdomme, er god. Og indikatorområderne er som udgangspunkt relevante," siger Anne Lise Rasmussen, der også er NIP-ansvarlig.
Kvaliteten af behandlingen for hoftenær fraktur måles på ni indikatorområder, som bl.a. omfatter ernæringsrisiko, ADL-funktion før bruddets opståen og igen før udskrivelse, smertevurdering, brudprofylakse og mortalitet. Oplysningerne indberettes til det centrale NIP-sekretariat en gang om året.
ADL-funktionen måles ved hjælp af Barthel 0-20-skalaen, og på Fyn foretager man vurderingen fire gange mod de to obligatoriske.
"Vi vurderer også ADL to dage efter operationen og igen fire måneder efter. Ved at sammenligne patientens ADL før bruddet med ADL to dage efter operationen får vi et godt indblik i, hvad vi kan regne med, patienten selv magter," forklarer Anne Lise Rasmussen.
Hun mener, at ADL er et velvalgt indikatorområde, der støtter klinisk praksis.
"Kunne patienten f.eks. selv komme i og op af sengen før indlæggelsen, skal vi prioritere det højt i både genoptræningen og plejen."
Helt så brugbare finder hun ikke de oplysninger, hun skal registrere til belysning af patientens ernæringsrisiko.
"Hvad får man ud af at registrere patientens højde, vægt og BMI? Patienter med hoftenære frakturer har ofte behov for energitæt, proteinrig kost, når man tager alder, fasteperiode og muligheden for postoperativ kvalme i betragtning. Faren for at overernære en patient er temmelig teoretisk," siger Anne Lise Rasmussen.
Skal man kunne noget specielt som sygeplejerske for at arbejde med NIP?
"Ikke specielt. Men det kan måske være lidt svært at vænne sig til at arbejde med ADL-vurderingen og se nytten i den. Som sygeplejersker har vi ikke tradition for at arbejde med tabeller og skemaer. Vi er bedre til at udtrykke os i prosa, og det ville være godt, hvis man begyndte at undervise systematisk i ADL-vurdering og f.eks. Barthel-skalaen på sygeplejestudiet."
"Det er, når jeg får lov til at sige farvel til folk og kan se og høre, at de mener sig godt hjulpet af os. Ingen ønsker vel at komme her, men når det nu skal være, er det dejligt at mærke, de værdsætter vores arbejde."