Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Resumé af international forskning

Resumé af international forskning i dette nummer af Sygeplejersken: Overvejelser inden interview med sårbare grupper

Sygeplejersken 2007 nr. 17, s. 52

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Overvejelser inden interview med sårbare grupper

Kirkevold M. & Bergland Å. The quality of qualitative data: Issues to consider when interviewing participants who have difficulties providing detailed accounts of their experiences. QHW 2007; 2: 68-75

Studiet problematiserer den antagelse, at mennesker med f.eks. sproglige vanskeligheder ikke kan deltage i interviewundersøgelser. Idealet om, at interview bør være lange, sammenhængende fortællinger, udelukker mange skrøbelige ældre og andre sårbare grupper fra at deltage i interviewundersøgelser. Ifølge forskerne er det imidlertid en social forpligtelse for sygeplejersker og andre med en sundhedsvidenskabelig baggrund at generere viden, der netop bygger på disse sårbare gruppers oplevelser. Interview er en meget anvendelig metode, når man er interesseret i menneskers oplevelser.

Med udgangspunkt i forskernes egne erfaringer med at interviewe plejehjemsbeboere og apopleksipatienter formulerer de en strategi, der gør det muligt at inddrage mennesker, som normalt ikke betragtes som stærke informanter, i forskellige projekter. Forskerne anbefaler bl.a., at man inkluderer mange deltagere i undersøgelsen for at imødegå, at undersøgelsens validitet trues af tynde eller for få data. Desuden bør den, der leder undersøgelsen, afsætte tid til at lære informanten at kende før interviewet, så risikoen for, at deltageren føler sig underlegen i interviewsituationen minimeres.

For at undgå misforståelser, der skyldes forskel i alder, køn eller social status, bør interviewets spørgsmål formuleres meget omhyggeligt. Spørgsmålene skal tage hensyn til deltagernes integritet og autonomi og bør følges af etiske overvejelser. Interview kan evt. suppleres af deltagerobservation, som kan give mulighed for at spørge til særlige situationer og referere til konkrete eksempler, der ellers ville have været vanskelige at spørge til. Gentagne og korte interviewsessioner kan anvendes for at imødegå deltagernes eventuelle koncentrationsbesvær og andre helbredsproblemer.

Artiklen er et must-read for alle, der planlægger en interviewundersøgelse, der inddrager informanter fra sårbare grupper.

Af Bente Martinsen, sygeplejerske, cand.cur., ph.d.-stipendiat.