Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Akutsygeplejersker forebygger indlæggelser

Udgående. På Frederiksberg Hospital sørger to udgående akutsygeplejersker for, at bydelens ældre borgere skånes for mange overflødige og belastende hospitalsophold. Samtidig har projektet foreløbig sparet skatteyderne for over 2 mio. kr.

Sygeplejersken 2007 nr. 18, s. 22-23

Af:

Susanne Nielsen, journalist

1807-22-01-3Foto: Jakob Boserup

Klokken er 7.45 mandag morgen. På Akut Modtage Afsnit (AMA) på Frederiksberg Hospital gør udgående sygeplejerske Annette Schebye sig klar til at tage ud på dagens første tur:

Et opfølgningsbesøg hos en 76-årig kvinde, der i fredags fik målt et alarmerende højt blodtryk.

Men først skal Annette Schebye have fyldt sin store sorte taske op med udstyr. En opgave, hun ikke nåede i fredags, hvor hun havde ekstra travlt.

"Jeg blev kaldt ud til seks besøg forskellige steder i byen, så det var meget hektisk, og jeg cyklede så hurtigt, at jeg slet ikke opdagede, at det øsede ned," fortæller hun.

Berit Juhl, oversygeplejerske på AMA, er tydeligvis stolt af det projekt, hun satte i værk for 2½ år siden.
Idéen opstod af, at der var alt for mange patienter til de bare 20 senge, som AMA rådede over dengang.

"Vi fik mange ældre patienter ind, som skulle have lagt et blærekateter op eller have basal væskebehandling. Så vi spurgte os selv, hvorfor de skulle ind, når vi kunne tage ud," fortæller Berit Juhl.

Hospitalsledelsen gik med på at bevilge en udgående fuldtidsstilling, som blev delt mellem to erfarne sygeplejersker, og projektet blev skudt i gang i december 2004.

"Opstartsfasen var lang, fordi vores brugere ikke kendte os. Vi brugte det første års tid på at oplyse om vores nye funktion, og det var ikke uden modstand fra hjemmeplejen og de praktiserende læger, som ikke brød sig om, at vi blandede os i deres arbejde," siger hun.

83 pct. undgår indlæggelse

I dag fungerer samarbejdet rigtig godt. Hjemmeplejen slipper delvist for besværet med at kontakte de praktiserende læger, fordi AMA-sygeplejerskerne har indlæggelsesret og altid kan rådføre sig med afdelingens visiterende overlæge, mens de praktiserende læger undgår at tage ud på tidskrævende hjemmebesøg.

"Plejehjemspersonalet bruger os også meget. Hvor det i starten kun var tre plejehjem, der kontaktede os, gælder det nu alle 14 plejehjem på Frederiksberg," siger Berit Juhl.

Tallene viser, at 83 pct. af de ældre borgere, som AMA-sygeplejerskerne besøger, undgår hospitalskontakt.

Klokken nærmer sig 8.00, og Annette Schebye haster ned til den solide damecykel, som står parat foran indgangen. Selv om morgenluften er kølig, er hun kun iført sin kittel og et par Crocs. Hun bugserer den tunge taske, der er på størrelse med en mindre weekendkuffert, op i kurven på bagagebæreren. Den kan lige nøjagtig være der, når den står på højkant.

Efter 10 minutters cykeltur er hun fremme ved den institution for psykisk handicappede, hvor hendes første klient bor. Afdelingslederen fortæller, at den 76-årige kvinde er oprevet og utryg. Ligesom de øvrige beboere glæder hun sig til at komme på udflugt og vil ikke indlægges. Med stor forsigtighed lykkes det Annette Schebye at måle kvindens blodtryk, som er 185/115. Det er faldet lidt siden i fredags, så medicinen har tydeligvis gjort sin virkning. Men det er stadig alt for højt, og Annette Schebye vil ikke påtage sig ansvaret for sagens videre forløb.

Hun ringer til den praktiserende læge, som er optaget, og først efter fire opringninger lykkes det at komme igennem. Sekretæren lover, at lægen vil ringe tilbage - hvilket han dog ikke når, inden udflugten starter. Plejepersonalet og Annette Schebye beslutter i fællesskab at lade klienten tage med på udflugten. (Lægen orienteres senere om planen og godkender den).

Et stort fremskridt

Anne Bondegaard, plejehjemsforstander på Liobahjemmet, Frederiksberg, er en flittig bruger af AMAs udgående funktion. Hun er ovenud tilfreds med ordningen, som hun ikke tøver med at kalde et stort fremskridt.

"Takket være AMA-funktionen har vi i dag meget færre af de korte indlæggelser, og beboerne har fået en større tryghed og bedre livskvalitet. Med 29 beboere, som har 20 forskellige praktiserende læger, er det en stor lettelse at kunne nøjes med at kontakte en af de to AMA-sygeplejersker, som vi efterhånden kender rigtig godt. De kan både lægge blærekateter og tage blodprøver, som vi får svar på inden for et par timer. De kan også lægge drop i dagtimerne, som vi så kan passe om aftenen på hverdage, hvor vi har tilstrækkelig normering til det," siger Anne Bondegaard.

"Men først og fremmest undgår vi den store frygt, der er forbundet med en indlæggelse. For en dement beboer på over 80 er det meget forvirrende at blive stillet spørgsmål af seks forskellige læger og eventuelt blive udsat for lang ventetid på skadestuen," fortsætter hun.

"Det eneste, vi mangler, er, at AMA-sygeplejerskerne får et ekg-apparat, så de også kan undersøge hjertefunktionen," mener Anne Bondegaard.

Omkring kl. 9.15 er Annette Schebye fremme ved dagens anden klient, en 79-årig kvinde, som for nylig er flyttet til Frederiksberg og bor i egen lejlighed. I fredags fik hun konstateret blærebetændelse og blev ordineret penicillin. Samtidig lider hun af svimmelhed og har måske for lav blodprocent. Annette Schebye tager en blodprøve og måler kvindens blodtryk og temperatur. Blodtrykket er normalt, men kvinden har let feber.

Efter ca. en times besøg, hvor der også har været tid til en ordentlig snak med patient og hjemmesygeplejerske, cykler Annette Schebye tilbage til AMA. Her fisker hun straks glasset med blodprøven frem og sender den af sted i et rørpost-system, så den få sekunder senere havner i hospitalets laboratorium. Inden for en time kan hun forvente svar på prøven.

Mens hun venter, sætter hun sig hen til AMA-udgåendes egen bærbare computer, hvor hun aflægger rapport om de to besøg, hun foreløbig har været på. Nu popper resultatet fra blodprøven op - som ventet er den 79-åriges infektionstal blevet bedre, men samtidig er blodprocenten faldet til 5,5.

"I dette tilfælde kan vi desværre ikke undgå en indlæggelse. Til gengæld sparer vi en del tid i det videre forløb, fordi forundersøgelserne allerede er gjort," siger hun.

Vil gerne udvide ordningen

Som det er i dag, tager AMA-sygeplejerskerne kun ud på hverdage mellem kl. 8.00 og 15.30. "Vi vil gerne udvide ordningen til at omfatte aften og weekend, så der også kan gives væske og intravenøs antibiotika, som skal tages ud om aftenen," siger oversygeplejerske Berit Juhl.

Hjemmeplejen og plejehjemspersonalet på Frederiksberg er dog ikke helt prisgivet uden for dagtimerne på hverdage. AMA-projektet har nemlig en hotline, hvor man døgnet rundt kan ringe ind og få råd af erfarne sygeplejersker og læger.

Berit Juhl fortæller: "Nu, hvor ordningen er helt indkørt, og kendskabet til os er udbredt til alle instanser, kan vi kun konstatere, at projektet er til gavn for alle parter. Ikke mindst til at fastholde vores egne, dygtige sygeplejersker. Fra starten af 2007 har vi mærket en stor stigning i henvendelser fra både hjemmepleje, plejehjem og praktiserende læger. Alene i juni måned var de to udgående akutsygeplejersker ude på 56 besøg. Nu håber vi bare, at vi også får bevilget en bil, så sygeplejerskerne slipper for at skulle ud at cykle i dårligt vejr."

AMA-PROJEKT SPARER PENGE

83 pct. af de ældre borgere, AMA-sygeplejerskerne besøger, undgår indlæggelse.

Dermed spares udgifter til ambulancekørsel, hvilket er 1.000 kr. hver vej, samt indlæggelser, der gennemsnitlig varer 2-3 dage og koster 4.500 kr. pr. sengedag.