Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Læs anmeldelserne i dette nummer af Sygeplejersken

Sygeplejersken 2007 nr. 19, s. 61-63

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Udmarvende at være i kontakt med sorgen

Kari Dyregrov og Atle Dyregrov

Sosial nettverksstøtte ved brå død - Hvordan kan vi hjelpe?

Fagbokforlaget 2007
268 sider - 349 nkr. + porto
Bogen kan købes på  www.fagbokforlaget.no

SY-2007-19-61c"Vi læres jo opp til å takle de fleste situasjoner i livet, men når plutselige og traumatiske dødsfall skjer, er vi totalt hjelpeløse både på å takle det selv og på å støtte andre," siger en far, som har mistet sin datter.

Denne bog har til formål at afhjælpe noget af den magtesløshed, som familie, venner og kolleger kan føle, når de møder sorgen på nært hold hos dem, som pludselig har mistet et barn eller en anden nærtstående person. Bogen henvender sig også til dem, som er ramt af sorg, for "møtet mellom sosiale nettverk og sørgende er avhengig av begge parter for å lykkes." Også professionelle, som kommer i kontakt med de efterladte, er målgruppen.

Kari og Atle Dyregrov har i mange år både forskningsmæssigt og i praksis arbejdet med sorg og krise hos børn og voksne. Denne bog er baseret på et stort forskningsprojekt, som forfatterne har udarbejdet om efterladte ved traumatiske dødsfald og venner og familie til efterladte.

Bogen skydes i gang med beskrivelse af generelle sorg- og krisereaktioner og ikke mindst et opgør med de gamle sorgteorier omkring sorgens faser og holdninger til, hvordan et sorgforløb skal være. Ca. 20 pct. sørger ikke, konstaterer forfatterne. Bliver deres reaktion problematiseret, og bliver de sat i behandling, kan de få det værre. Denne beskrivelse følges op af, hvilke symptomer der indikerer, at sorgen er fortrængt, og at der er behov for behandling.

På vanlig vis er Dyregrov meget konkret og detaljeret i sin rådgivning. Et af rådene til de efterladte og deres netværk er at benytte metakommunikation, altså kommunikation om kommunikationen. Det er udgangspunktet for, at de efterladte får den støtte, de ønsker og har behov for, og netværket får mulighed for at give udtryk for, hvad de er i stand til at yde og give.

Det kan være meget udmarvende at være i tæt kontakt med sorgen, nogle pårørende bliver sekundært traumatiserede, og andre brænder ud. Sidste kapitel omhandler støtte til det sociale netværk.

Bogen hviler på et solidt teoretisk fundament og parrets mangeårige erfaring. Rådgivningen er konkret og detaljeret. Indholdet kunne med fordel være mere stramt redigeret. Her er mange gentagelser. Til gengæld er indholdsfortegnelsen meget detaljeret, hvilket gør det nemt at vælge de afsnit ud, som har relevans. I slutningen af hvert kapitel er hovedbudskabet gengivet i overskuelig punktform.

Sproget er enkelt, så skulle bogen ende med ikke at blive oversat til dansk, kan den sagtens fordøjes på norsk.

Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske i Furesø Kommune. 

Man bliver så trygt taget ved hånden

 Atle Dyregrov

Sorg hos børn

Dansk Psykologisk Forlag 2007
164 sider - 248 kr.

SY-2007-19-61aFor 15 år siden udkom en lille undselig bog med en børnetegning på forsiden. Tegningen forestiller en pige, som står på en kirkegård. På himlen er et par store sorte skyer, allerøverst i venstre hjørne titter et lille stykke af solen frem. Bogen er skrevet af Atle Dyregrov: "Sorg hos børn" med undertitlen: "en håndbog for voksne." Denne lille bog har siden haft stor betydning for mange børn, som har mistet en mor, far eller søskende, for takket være den har de stået mindre alene i deres sorg. Størsteparten af børnehaver og skoler har nu en plan for, hvordan de skal agere, når et barn rammes af sorg. 

Den 15 år gamle bog er kommet i en ny udgave. Skelettet er det samme, men indholdet mere omfangsrigt. Forskningen på området har medført, at der nu er betydelig mere viden om børn, deres behov og reaktioner. I den nye udgave er denne viden opdateret, og bogen har undervejs i teksten mange referencer til yderligere fordybelse. Teorier om tilknytning og forskelle i drenges og pigers måde at tackle deres sorg på er eksempler på noget af det nye i 2.-udgaven.

Jeg er normalt noget af en tudemoster. Jeg undrede mig derfor over den manglende tåreflod, da jeg læste mig igennem det tunge emne, børn som rammes af sorg. Måske er grunden, at det lille stykke sol, som titter frem på forsiden af 1.-udgaven, er symbolsk for den måde, Atle Dyregrov behandler sit stof på, der er håb selv i det allermest triste. Man bliver så trygt taget ved hånden med anvisninger på, hvordan man konkret og helt ned i detaljen hjælper og støtter barnet og familien.

Som håndbog lever den op til mine forventninger, overskuelig indholdsfortegnelse, fyldig litteraturliste med henvisninger til både fag- og skønlitteratur til børn og voksne, internetsider, handleplaner og undervisningsmateriale.

Enkelt, konkret og lysende klart giver Atle Dyregrov et indblik i børns reaktioner, når de bliver ramt af sorg, og viser, hvordan vi voksne kan støtte og hjælpe dem.

Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske i Furesø Kommune. 

Nedtur i Grønland

Kim Leine

Kalak

Gyldendal 2007
344 sider - 399 kr.

SY-2007-19-61bKim Leine er sygeplejerske. Han er født og opvokset i Norge, men kommer som 17-årig til Danmark for at bo hos sin far. Forældrene blev skilt, da Kim var fem år. Opvæksten i et indremissionsk miljø har forstærket ønsket om at komme til Danmark for at være sammen med faderen.

Imidlertid viser det sig, at hans far ikke er det menneske, Kim havde et billede af. Kim bliver seksuelt misbrugt, indtil han siger stop i en næsten voksen alder. På trods af disse opvækstvilkår formår Kim at tage studentereksamen og derefter at uddanne sig til sygeplejerske. Kims drøm er at komme ud at rejse, og han forventer, at uddannelsen som sygeplejerske kan give ham de muligheder.

Afrika er drømmen, men ved en tilfældighed bliver det Grønland, der bliver det første rejsemål. Udlængsel har været drivkraften for Kim Leine, så det er ikke sygeplejen, der er i fokus i bogen og dermed heller ikke omdrejningspunktet i beskrivelsen af grønlandsopholdet.

Kim er blevet gift, og han har fået to børn. Hele familien rejser til Grønland og bor de første år i Nuuk, som er landets hovedstad. Allerede i Nuuk oplever Kim de kulturforskelle, der naturligt må være mellem Grønland og Danmark. Det både fascinerer og betager ham. Forfatteren fortæller ærligt om sine oplevelser med grønlandske kvinder. Forhold som hans kone tilsyneladende accepterer.

Familien trives og får lyst til at opleve Grønland under andre forhold. Kim Leine får stilling som sygeplejerske i en bygd i Østgrønland. Langt fra alt, men med faglige udfordringer, som Kim Leine, i hvert fald for en tid, honorerer. En lille bygd med få indbyggere kan betyde nærhed på alle planer. Kim lever med i dette liv, og grønlænderne tager ham til sig. Kim bliver i deres øjne "Kalak," altså en rigtig grønlænder. En nedtur begynder. Kone og børn rejser hjem, og for Kim fortsætter derouten, der medfører, at han må forlade Grønland.

Bogen er særdeles velskrevet og svær at lægge fra sig. Forfatteren er i stand til at beskrive det hændelsesforløb, som får konsekvenser i forhold til det liv, han havde ønske om at leve. Om det er fortiden, der indhenter ham, eller det er tilfældigheder, afsløres ikke, men beskrivelsen er gribende uden at være sentimental.

Af Sussi Caroline Hansen, pensioneret sygeplejerske.

Fødslen i fokus gennem fortællinger

Grit Niklasson

Kærlig hilsen fra jordemoderen

Bogforlaget Frydenlund 2007
143 sider - 229 kr.

SY-2007-19-61dDette er en anderledes bog. Den er svær at placere og befinder sig i feltet mellem skøn- og faglitteratur med sin blanding af faglig og saglig information og farverige, personlige skildringer af familier i fødselsforløbet. Bogens fokus er fødslen, dens natur, kultur, sociologi og psykologi samt de faglige og medicinske aspekter, og det kommer til udtryk i en række fortællinger om fødsler. Fortællingerne er oplevet og fortalt af jordemoderen og tolket af hende, men der forekommer gengivelser af personernes udtalelser.

Man bliver fanget ind af de forskellige dramatiske, smertefulde, lykkelige og tragiske historier. De rummer et stort spekter af menneskelivet, som det på godt og ondt udspiller sig omkring et barns fødsel.

Der er respekt, indlevelse og menneskekærlighed i historierne, og man genkender oplevelsen af at få lov at være med i andre menneskers dramaer, vilkår og valg for en tid. Man kender udfordringen i som professionel at gå ved siden af, at prøve at forstå, stille sig til rådighed og være bevidst om, at man har et stort ansvar for det, familien lægger i ens professionelle hænder.

Fortællingerne beskriver bl.a.: De vanskeligheder, der kan være ved at blive far eller mor, når omstændighederne gør, at man ikke kan eller tør forholde sig til ansvaret og tage barnet til sig.

Angsten for at miste et barn, der fødes meget for tidligt, eller at miste, fordi man har mistet før. Den uventede fødsel. Når moderen ikke har opdaget eller erkendt sin graviditet. At få et barn med misdannelser og tabuet grimme børn.

Fødslens fysiske og psykiske rammer: Hvem der skal deltage i fødslen, hvor skal den foregå, muligheder og begrænsninger, samspillet i familien. Det vil være meget individuelt og afhængigt af, om man er professionel eller en vordende forælder, hvad der vil fange interessen.

Som professionel synes jeg, den ene fortælling griber den næste, og alle er interessante. For den, der selv er gravid, kan jeg forestille mig, at beretningerne kan virke overvældende. Den gravide vil ofte være meget koncentreret om egen graviditet og beskytte sig mod historier om andres mere eller mindre vanskelige fødsler.

De faktuelle oplysninger er relevante, og det er rigtig godt at blive opdateret med viden om mulige fødestillinger, smertelindring, og hvilke valg og muligheder der er, tiden op til fødslen, sikre tegn på, at fødslen nærmer sig, undersøgelserne i graviditeten, fødslens varighed, og hvordan den beregnes, samt årsager og holdninger til kejsersnit. Overordnet er bogen dejlig personlig, rummelig og meget lidt dogmatisk.

Man suges ind i fortællingerne, taknemmelig over at få lov at være med i så sårbare sammenhænge, og man bladrer ivrigt for at få at vide, hvordan det ender for familierne. Det havde været dejligt med en fortælling fra en anden kultur end den typisk danske, da det må være en del af hverdagen på de danske fødesteder. Det havde givet bogen større bredde.

Bogen kan anvendes som oplæg både på fødselsforberedelseskurser og på efterfødselskurser, og måske kan den følges op af "kærlig hilsen fra sundhedsplejersken" og andre faggrupper. Et tættere samarbejde mellem jordemødre og sundhedsplejersker kunne under alle omstændigheder være på ønskelisten i fremtiden, så vi var gensidigt ajour med udviklingen i vores fag.

Af Tove Sheth, sundhedsplejerske, ansat i Fredensborg Kommune.