Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Læs anmeldelserne i dette nummer af Sygeplejersken

Sygeplejersken 2007 nr. 23, s. 58-59

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

To ofre for blind tillid

Ole Sohn

Fra Folketinget til celle 290

Forlaget Sohn
5. udgave 2007
304 sider - 99 kr.

SY-2007-23-58aMed Ole Sohns genudgivelse af bogen om folketingsmanden Arne Munk Petersen, hans liv, hans politiske tro og ikke mindst hans død, er der på ny grundlag for overvejelser om de politiske strømninger og brydninger, der fandt sted langt op i 1900-tallet.

Når denne bog har interesse for sygeplejersker, er det dels fordi Arne Munk Petersens skæbne er knyttet til ægtefællen, sygeplejersken Elna Hiort-Lorenzens. Dels fordi bogen rummer en belysning af, hvilke strategier det kommunistiske parti arbejdede ud fra i forsøget på at styrke sin indflydelse i det danske samfund, det politiske liv og ikke mindst i fagbevægelsen.

Men bogen er også interessant, fordi den viser et eksempel på, hvordan nærmest fanatisk tro på et system eller en ideologi kan føre til, at selv stærke og velbegavede mennesker lukker øjnene for hændelser og udsagn, der ikke passer til troen og dogmerne.Arne Munk Petersen og Elna Hiort-Lorenzen blev begge ofre for deres blinde tillid til partiet og dets ledere. Arne kostede det livet og Elna et langt livs savn og usikkerhed.

Man tror Ole Sohn, når han melder, at det sidste ønske fra Arne Munk Petersen var at sende et livstegn til ægtefællen, men man sidder tilbage med en sær fornemmelse af, at der egentlig aldrig blev gjort ordentligt op med det svigt, partiet præsterede over for de to ofre og den offentlighed, der af mange forskellige grunde fulgte sagen.

Af Kirsten Stallknecht, sygeplejerske, tidligere formand for Dansk Sygeplejeråd.

Sygepleje, kommunisme og kærlighed

Ole Sohn

I kamp og kærlighed - om Elna Hiort-Lorenzens liv og skæbne

Forlaget Sohn
3. udgave 2007
214 sider - 99 kr.

SY-2007-23-58bEn god historie kan fortælles mere end én gang, og det gælder også Ole Sohns fortælling om en af de markante skikkelser i dansk sygepleje, Elna Hiort-Lorenzen.

Siden første udgivelse af bogen i 1993 er der kommet flere udgivelser om sygeplejens historie i Danmark, og med den nye viden er der nok nogen af oplysningerne om Elna Hiort-Lorenzens meritter i Dansk Sygeplejeråds historie, der burde dæmpes lidt i betydning. Hendes støtte til krav om en otte timers arbejdsdag, om en arbejdsløshedskasse, om opbygning af et tillidsmandssystem er hver for sig både fornuftige og til gavn for sygeplejerskerne, men de dybere politiske dagsordener finder man i Ole Sohns bog om Arne Munk Petersen. Det var således en klar strategi at søge politisk indflydelse på Dansk Sygeplejeråds arbejde og ledelse. Men den viden forringer ikke det samlede indtryk af den personlighed, som bogen beskriver.

Der er tre røde tråde i Elna Hiort-Lorenzens liv: sygeplejen, kommunismen og kærligheden til Arne Munk Petersen. Forfatteren kobler på en meget personlig måde de tre tråde sammen til et portræt af en stærk kvinde, som tror på sin sag og sit politiske tilhørsforhold, men som i slutningen af sit liv oplever et enormt svigt fra de politiske kammerater, som hun i hele sit liv har troet på og uden tvivl givet sin arbejdskraft og tillid.

Med nutidens viden kan man undres over, at hun kunne blive ved med at tro på sovjetsystemet og dermed også på, at Arne Munk Petersen levede et sted i verden, men forfatteren er nok tæt på forklaringen med sit udsagn om, at kærlighed gør blind.

En af Elna Hiort-Lorenzens sidste aktiviteter var medvirken til dannelsen af Seniorsammenslutningen, som i år fejrer 25-års-jubilæum, så genudgivelsen er meget aktuel, men bogen har også bud til den yngre generation af sygeplejersker, fordi Elna Hiort-Lorenzens liv genspejler den udvikling og dermed fagidentitet, som de unge i dag bygger videre på.

Af Kirsten Stallknecht, sygeplejerske, tidligere formand for Dansk Sygeplejeråd.