Retspsykiatriens kroniske problem: Narkotika

Narkotika som hash, kokain og amfetamin er et kæmpestort og kronisk problem for landets retspsykiatriske afdelinger, selv de lukkede. Det kan lade sig gøre at holde stofferne ude af afsnittene i lange perioder. Men udrydde dem fuldstændig tvivler de fleste, der kender området, på, at man kan. Og kontrollen med stof-ferne koster fortvivlende mange kræfter, som kunne være brugt på at støtte patienterne i stedet.

Ledende overlæge Helle Hougaard, Sct. Hans Hospital, betegner patienternes stofmisbrug som en af de største udfordringer for retspsykiatrien. "Stofferne forværrer patienternes tilstand og forlænger behandlingsforløbene. Næsten alle vores patienter lider af svært behandlelig skizofreni, og de bliver mere psykotiske, mere paranoide og mere hallucinerede, når de misbruger," siger Helle Hougaard.

Men et lige så stort problem er, at vi bruger så mange ressourcer på at undgå at få stofferne ind. Arbejdsglæden ligger jo ikke i at kigge patienternes tøj igennem, men i en god gruppeterapi eller en god dag med fysisk træning.

Mange af de ting går i vasken, fordi patienterne ikke er i stand til at deltage. Eller fordi personalet må tage sig af patienter, der er syge af stoffer, og derfor ikke er til rådighed for andre tiltag."

Retspsykiatriens opgave er ikke kun at behandle patienterne medicinsk. Det er også at hjælpe patienterne til at kunne fungere i samfundet.

"Men når der er stoffer i afdelingen, kan du glemme alle pædagogiske tiltag. Så går en stor del af vores arbejdstid med bare at få patienterne ud af sengen, og det er der ikke meget kvalitet i," siger afdelingssygeplejerske Poul Mortensen, Viborg.

En af hans medarbejdere, sygeplejerske Mia Schnefeldt Sørensen, beskriver det på denne måde: "I den psykiatriske sygepleje er relationen til patienterne afgørende. Men når de tager stoffer, er det, som om der går en klap ned. De vil ingenting. De vil ikke deltage i afdelingens normale rutiner. Hvis de tager noget på en udgang, kan vi se eftervirkningerne i ugevis."

Retspsykiatrisk afdeling i Viborg har før i tiden været ramt af grimme voldsepisoder, og det er afdelingssygeplejerske Poul Mortensens vurdering, at der ofte var narkotika indblandet.

Stofferne øger voldsrisikoen både direkte og indirekte, forklarer overlæge Helle Hougaard, Sct. Hans Hospital: "Stoffer som amfetamin, kokain og ecstacy kan gøre patienterne urolige, irritable og aggressive. Men indirekte øger de også risikoen på den måde, at stoffer og besiddelse af stoffer skaber ufred. De låner, de skylder hinanden penge og tjenester. Nogle har, og andre vil have del i det, de har."

Stofferne har også konsekvenser for sygeplejerskernes arbejdsmiljø på en anden måde, fortæller afdelingssygeplejerske Mie Bertelsen, afsnit R6, Sct. Hans Hospital: "Patienterne bliver væk fra udgange, bliver væk i flere dage, og hver gang bliver processen sat tilbage," siger hun.

"De hører ikke vores villighed til at hjælpe gennem det tykke lag af "hvordan jeg får flere stoffer," der kører inde i hovedet. Vi bliver brikker i et spil, som handler om at få stoffer ind, og hvis man oplever det for tit, bliver man meget, meget skeptisk.

Står patienten op om morgenen, fordi han gerne vil samarbejde, eller har han en anden dagsorden? Kan jeg stole på ham, og hvornår kan jeg ikke stole på ham næste gang?

Det kan skabe et negativt arbejdsmiljø, hvor det bliver svært at udøve den sygepleje, patienten har brug for, og hvor folk bliver udbrændte og søger væk."