Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Vikarforbruget er gået for vidt

Indrømmelse. Amterne har været medskyldige i, at vikarforbruget er eskaleret, erkender Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen. Han vil nu oprette interne vikarbureauer på sygehusene.

Sygeplejersken 2007 nr. 9, s. 18-18

Af:

Lotte Havemann, journalist

SY-2007-09-17aFoto: Simon Knudsen

Brugen af sygeplejerskevikarer er gået over gevind. Det erkender formand for Danske Regioner Bent Hansen (S). Som tidligere formand for Sundhedsudvalget i Amtsrådsforeningen medgiver han, at de tidligere amter bærer en stor del af skylden for det høje vikarforbrug og nedslidningen af det faste personale.

"Jeg vil ikke afvise, at vi op gennem årene har slækket for meget på sygehusenes forbrug af vikarer nogle steder," siger han og fortsætter:
"Vi skræmmer for mange væk. Vi slider dem ned og skubber dem over i vikarbureauerne. Og det er alt for dyrt."

Bent Hansen foreslår derfor, at der oprettes flere interne vikarbureauer på sygehusene. "De skal kunne tilbyde arbejde til de ansatte, som gerne vil være vikarer, og dermed sikre, at vikarerne har et forhåndskendskab til sygehuset og gerne også til den pågældende afdeling, så plejen udnyttes bedre," siger han.

Desuden ønsker regionsformanden at opjustere 32-timers-stillinger til 37-timer, sådan at de, som gerne vil arbejde på fuld tid, får muligheden for det, ligesom han vil nedlægge overflødige akutberedskaber på mindre hospitaler og dermed få skåret ned på antallet af nattevagter. Endelig håber han, at det bliver muligt at oprette 400 ekstra uddannelsespladser på sygeplejeskolerne til sommer.

Bent Hansen regner ikke umiddelbart med, at der skal afsættes flere penge til de fire tiltag.

2.-næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steenberg, betegner Bent Hansens forslag som et skridt på vejen, men i modsætning til formanden for Danske Regioner mener hun, at oprettelsen af flere fuldtidsstillinger vil kræve ekstra bevillinger.

"Idéen om at oprette flere vikarbureauer er da et positivt forslag. Det kan tiltrække sygeplejersker, som gerne selv vil kunne planlægge deres arbejdstid og lære af flere specialer. Og det er da umiddelbart også en god idé at oprette flere 37-timers stillinger. Men det kræver, at der følger penge med," siger Dorte Steenberg. 

INTERNE VIKARBUREAUER ER BILLIGERE

Formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S), mener, at sygehusene skal satse på interne vikarbureauer frem for de private bureauer. Et forslag, der allerede er afprøvet flere steder. På Bispebjerg Hospital har man benyttet sig af intern nødbemanding gennem 26 år.

"Det er en solidarisk løsning, hvor filosofien er, at ved at koordinere behov og ressourcer på tværs af afdelingerne flytter vi vikarhænderne ud på de afdelinger, der har hårdest brug for dem. Ideelt set så ender den rette ressource på det rette sted på det rette tidspunkt," forklarer Jakob Damsgård, ledende oversygeplejerske i Vikarkorpset på Bispebjerg Hospital. Bispebjergs interne vikarkorps består af i alt 76 medarbejdere, hvoraf sygeplejerskerne udgør 12 faste og godt seks timelønnede.

Hvert år dækker korpset ca. 10.000 vagter på Bispebjerg Hospital, mens eksterne vikarbureauer i 2006 dækkede godt 1.500 vagter.

Selv om en sygeplejerske hos Vikarkorpset på Bispebjerg Hospital i snit tjener 4.000 kr. mere om måneden end de faste sygeplejersker på hospitalets afdelinger, mener Jakob Damsgård alligevel, at det interne korps er en billigere løsning for sygehuset, end brugen af de eksterne og private bureauer.

"Hvis man vil stoppe den omkostningsspiral, hvor markedet sætter prisen højere og højere, fordi sygeplejerskehænderne er en mangelvare, så er det en god idé at bruge interne vikarer frem for eksterne," mener Jakob Damsgård.