Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Englen fra Bjerringbro

En fortælling om en faglig engel med sans for både de store linjer og de fine detaljer i et terminalt forløb i hjemmeplejen.

Sygeplejersken 2008 nr. 11, s. 56-57

Af:

Lise Andersen, sundhedsplejerske

SY-2088-11-67a
Arkivfoto: Scanpix

I omegnen af Bjerringbro går en engel omkring, som jeg vil kalde Elna. Hun er hjemmesygeplejerske. Ja, engel og engel, måske er hun på hjemmebane af og til utålelig, persisterende, kontrollerer børnene, skælder manden ud. Kort sagt: helt almindelig. Men i sit arbejde er hun unik og yder det ypperste i omgangen med de mennesker, hun har med at gøre.

Hun kom til min søster, som døde af kræft for et års tid siden. Hun var min søsters faste sygeplejerske, kom dagligt, sommetider flere gange på en dag, kun afbrudt af fridage.

Hun blev øjenvidne til det drama, en del mennesker må igennem: mødet med en uhelbredelig sygdom, gradvist tab af færdigheder og til allersidst: tab af håb, af en mirakelredning af den slags, man kan læse om i ugebladene, historier, min søster elskede og gerne ville tro på.

En februardag med let frost holdt ambulancen uden for det hus, hvor min søster, som jeg vil kalde Vibeke, boede med sin mand. Hun havde haft en voldsom, blodig opkastning, blev indlagt med blinkende lygter og opereret akut. Det viste sig, at kroppen var gennemtæret af kræft. Hun troede, at hun ville blive hundrede år og havde egentlig haft det meget godt.

Vibeke havde levet forskellige liv. I en alder af 49 år tog hun hul på et nyt kapitel og rejste til Afrika. Hun, der aldrig havde været uden for Europa. Hun blev leder af en børnehave på Zanzibar.

Efter næsten 10 år på det afrikanske kontinent kom hun tilbage til Danmark. Her mødte hun en mand, forelskede sig og blev gift. Han var der altid for hende, også da sygdom blev en større og større del af deres hverdag.

Da Elna kom ind i min søsters liv, var hun med til at bære, til at gøre det, der var så svært, en lille smule lettere. Hun havde på sin stille og rolige måde tid til at høre, hvad min søster gerne ville, og sørgede for, at hun fik den bedst mulige behandling. Hun udstrålede også en vis autoritet, måske på grund af sin store faglighed. Hun kunne sit fag. Men hun kunne mere end det, hun forstod også omsorgen, først og fremmest for min søster, men også for hendes mand og for mig, da jeg kom ind i billedet. Hun vidste, når det var tid til at få andre på banen. Det palliative team kom, da det var udelukket at operere Vibeke mere.

Min søster fik drop lagt ind under huden, så hun kunne være hjemme og kun skulle på hospitalet, når det var absolut nødvendigt. Det var ikke gået uden hjemmesygeplejen.

I et halvt år lå Vibeke på sofaen i den lyse stue og blev mindre og mindre, mens sygdommen hærgede, og sveden stod på hendes pande, når hun endnu en gang havde kastet op. Derfra, hvor hun lå, kunne hun følge orkidéen, der stod med 14 knopper. Blomsterne var hvide med en lilla midte. De nåede alle at springe ud, før hun døde.

Elna så, da det var tid til at få forhøjet sofaen, så Vibeke endnu en tid selv kunne rejse sig for at gå på toilettet. En dag sad Elna og lavede en lille pude: vat med noget tynd gaze omkring.

"Hvad er det?" spurgte jeg.

"Jo," sagde hun, "det skal Vibeke have mod øret for at aflaste trykket mod ørets tynde hud." Der var ting nok, der var generende og smertefulde i hverdagen, øret behøvede ikke at gøre ondt.

En dag ringede Vibekes mand, han bad mig komme og tage dynen med. Han havde fået hold i ryggen, da han ville gribe hende, fordi hun var ved at falde. Han var grå i ansigtet af træthed, udmattet. Længe havde han skullet op flere gange om natten. Bl.a. fik hun en nat lyst til jordbærgrød. Han kørte til byen for at hente medicin på apoteket, lavede mad, ja, alt det praktiske måtte han tage sig af. De blev tilbudt ekstra hjælp, men de ville klare mest muligt selv, så længe de kunne.

Jeg pakkede bilen, som selv kendte vejen efterhånden. Jeg havde kørt den vej et par gange om ugen i flere måneder. Min arbejdsplads var hurtig til at give mig plejeorlov.Blomsterne fyldte stuen med både farver og duft. De mange, som ville besøge min søster, blev en belastning for hende. De stod ved hendes seng og græd. Hun fortalte det til lægen, som sagde, at hun måtte sige nej tak til besøg, være nøje med at vælge ud, hvem der måtte komme.

Udenfor var det maj måned og masser af regn. Det gjorde alting så ubeskriveligt grønt. Det var for smukt, for min søster ville snart ikke være en del af det mere. Hendes hånd vejede ingenting og var som en slatten fugleunge, der er faldet ud af reden.

Elna hjalp til, når hun var i huset, satte en pude i ryggen, når vi havde fået Vibeke op i bækkenstolen, så hun sad lidt bedre, flyttede en blomst, så Vibeke bedre kunne se den, skiftede vand i hendes glas. Og hun snakkede med Vibekes mand. Til mig sagde hun: "Kom lidt ud af huset, tag ind til Bjerringbro, gå en tur."

Vi levede i en sygdomsboble. Intet uden for den stue betød noget. Jeg gik ud i alt det grønne, jorden dampede af væde, satte mig i skoven på en væltet træstub og græd.

Det gik så hurtigt den forkerte vej. Jeg kunne ikke selv bakse med min søster. Selv om hun var så lille og tynd, var hun meget tung. Det var ikke til at bære, at jeg ikke kunne vaske hende ordentligt, jeg var grædefærdig. Elna kom og hjalp til, så hun blev vasket. Elna tog over, og jeg mærkede lettelsen. Det blev et meget intenst forløb. Dagene gik ud i ét med nætterne, vi, der var raske, glemte at spise.

Min søster døde derhjemme, som hun gerne ville. Hendes mand og jeg sad ved siden af hende, mens hun fjernede sig mere og mere. Og i skiftet mellem nat og dag tog hun af sted. Trækruden var åben, så hendes sjæl kunne flyve ud, ud i den grønne majnat.

Der findes sygeplejersker med stor kapacitet. De har både overblik og øje for detaljen, som at flytte en blomst, finde den dyre dagcreme, væde munden med vand. De sygeplejersker har en stor faglighed, som går igennem det, de foretager sig, og betyder, at man føler sig tryg. Der findes i alle fag nogle, der er bedre til deres job end andre. De giver én en dyb følelse af taknemmelighed over, at de er til.

Der kører stadig en engel rundt i omegnen af Bjerringbro. Et sted i et hus står en ægtefælle og siger med glæde i stemmen: "Det er Elna, som kommer i dag."

Lise Andersen er sundhedsplejerske i Jammerbugt Kommune.