Livssynsgruppe på et distriktspsykiatrisk center

I løbet af december 2007 og januar 2008 deltog en gruppe interesserede patienter i en studiekreds om livssyn på et distriktspsykiatrisk center. Studiekredsen, der strakte sig over seks gange af en times varighed, bestod af tre deltagere ud over undertegnede, der ledede gruppen. Formålet med gruppen var primært at skabe et forum, hvor deltagerne, der havde en psykisk lidelse, fik mulighed for at opnå større bevidsthed om egne livsværdier ved verbalt at give udtryk for og udveksle livsholdninger indbyrdes og dermed i bedste fald at få øget livskvalitet, selvrespekt og respekt for anderledes tænkende.

For at kunne deltage i gruppen skulle deltagerne kunne være samlede i tankegang og koncentration. En studiekreds blev indledt med et kort tekststykke, f.eks. et gruk af Piet Hein og et ledsagende spørgsmål, der lagde op til dagens emne. Efter oplæsningen gik ordet på omgang i kredsen for at sikre, at alle fik lejlighed til at udtale sig. Den, der havde ordet, skulle holde en vis selvjustits med længde af taletiden og måtte ikke afbrydes. Man skulle selv meddele, når ordet kunne gå videre. Der lå blok og pen til alle, så de lyttende kunne huske eventuelle indfald, til det blev deres tur. Runderne kørte, så længe der var stof til det, og fungerede som en art opadgående indsigtsspiral, idet man inspirerede hinanden til nye erkendelser. En gang imellem valgte jeg at erstatte rundeformen med en fælles brainstorm ved tavlen, når jeg syntes, at det tjente emnet bedre.

Jeg havde besluttet at holde lav profil hvad angik mit eget livssyn, da jeg ikke ønskede, at de, der eventuelt delte det, skulle føle sig tættere på mig end de andre. Min opgave var at samle op, spejle det sagte og konkludere på runderne. Jeg ville dog overordnet afstikke kursen og sikre en konstruktiv, livsbekræftende og positiv stemning.

Før og efter hvert møde var der en kort evalueringsrunde, så eventuelle reaktioner kunne blive afklaret. Første gang blev der i fællesskab vedtaget nogle regler for gruppen. At man havde tavshedspligt om de andres udsagn, at der var respekt for hinandens livssyn, og at ingen forlod gruppen før tid med et aktuelt uafklaret forhold.

Ved møderne var der pudsigt nok et sammenfald i de metafysiske oplevelser, som grund-læggende gav livet mening for deltagerne. Uanset forskellighed i livssyn, om man troede på en højere magt eller var ateist, havde alle haft en umiddelbar, ubetinget glæde ved at føle sig i samklang med noget højere, f.eks. i forbindelse med naturoplevelser.

Ved sidste møde bad jeg deltagerne om at udfylde et evalueringsskema med fire punkter, som jeg havde lavet til lejligheden. Evalueringen viste, at der alt i alt var udbredt tilfredshed med livssynsgruppen, hvad angik helhed, form, emnevalg og ledelse.

Formålet med denne artikel er at give andre lyst og mod til at starte lignende livssynsgrupper. Mange sygeplejersker kan have forbehold ved at beskæftige sig med noget så privat og grænseoverskridende som tro og overbevisning, og frygten for at komme til at missionere eller ikke at have baggrundsviden nok kan afholde mange fra at tage eksistentielle emner op med patienterne. I en livssynsgruppe med form og afvikling som her beskrevet er disse betænkeligheder til at komme uden om, fordi deltagerne stort set selv leverer inspiration til det, der tages udgangspunkt i.

Et uddybende referat af forløbet med angivelse af anvendte tekster og spørgsmål kan rekvireres ved henvendelse til undertegnede.

Ettie Dam er sygeplejerske på Psykiatrisk Center Bispebjerg, Distriktspsykiatrisk Center Ydre Østerbro.