Manglen på oplæring gjorde usikkerheden endnu værre

Line Most arbejder nu som glad og tilfreds sygeplejerske i hjemmeplejen i København, mens den thoraxkirurgiske afdeling siden er blevet nedlagt. Foto: Thomas Søndergaard.

Det begyndte med en følelse af ikke at slå til. Line Most blev ked af det og mærkede dag efter dag energien og lysten til at arbejde sive væk. Det hele var hendes egen skyld, følte hun.

Så blev hun sygemeldt i to uger. Tilbage på arbejde overvejede hun, om hun kunne få det godt på afdelingen, for hun kunne heller ikke overskue at stå uden job.

Men efter mange og lange snakke med sin kæreste kunne hun mærke, at grænsen var nået. Så efter endnu en uge gik hun ind til den kon-stituerede afdelingssygeplejerske og sagde sit job op.

"Det var ikke det værd. At jeg gik så meget ned," fortæller hun.

Det er tre år siden, at den da 26-årige Line Most fik sit første job som nyuddannet sygeplejerske på en thoraxkirurgisk afdeling på Gentofte Sygehus.

Hun holdt fire en halv måned på en afdeling, hvor kollegerne havde nok at se til. Så meget, at afdelingssygeplejersken gik ned med stress. Og i så høj grad, at kollegerne ikke havde tid til at sætte handling bag det introduktionsforløb, som ellers var blevet lovet Line Most og to andre, nyuddannede kolleger.

"Introduktionsforløbet blev overhovedet ikke fulgt. De havde lovet sygeplejefaglige møder, som blev aflyst. Hver eller hver anden uge skulle man mødes og få overblik over, hvordan det gik, og få dét ud, som man gik og havde inden i sig. De blev aflyst på grund af travlhed. Det oplæringsprogram og den undervisning, som vi var blevet lovet, blev ikke fulgt. Vi skulle bl.a. tage os af nyope-rerede spiserørspatienter, og det kan være rimelig kompliceret, så den oplæring var nødvendig. Når vi ikke fik det, betød det jo, at aften- og nattevagterne blev rimelig sure, når de fandt ud af, at vi efter et par måneder stadig ikke havde styr på det. Vi var i forvejen usikre, og manglen på oplæring gjorde bare usikkerheden endnu værre," fortæller Line Most.

Intro uden intro

Den første dag på afdelingen var ellers gået fint. Hun havde mødt oversygeplejersken, lægerne og de andre kolleger og var blevet taget godt imod. De efterfølgende uger traskede hun i hælene på de erfarne sygeplejersker for at se, hvad der skete på afdelingen, og falde ind i rutinerne.

En dag deltog hun i et møde om indlæggelses- og udskrivningssamtaler med en gruppe andre sygeplejersker.

"Jeg kom med et - synes jeg selv - konstruktivt spørgsmål til den måde, de gjorde det på, og da fik jeg et fur fra min kliniske vejleder, som blev meget gal. Jeg følte, at hun troede, at jeg ikke syntes, hun gjorde det godt nok. At jeg trådte ind på hendes område. Men det var jo slet ikke tilfældet," siger hun.

Sammen med de to andre nyuddannede sygeplejersker ventede Line Most hele tiden på, at introduktionsforløbet startede. Det gjorde det ikke. Til gengæld fik de fem-seks vagter om måneden og blev ofte bedt om at tage en dobbeltvagt, en time før vagten udløb. Ved vagtplanlægningen var det et spørgsmål om, hvem der var gode venner med den sygeplejerske, der havde ansvaret for planlægningen.

Efter endnu nogle uger nævnte Line Most over for sine kollegaer på afdelingen, at hun ikke var så glad for at være der på grund af den manglende oplæring og travlhed.

"Så blev de kede af det og sagde: Line, sådan skal det ikke være, vi skal nok gøre det bedre. Så gik der et par dage, og så havde de glemt det," siger hun.

I løbet af de næste par måneder blev personalet inviteret til tre forskellige sociale arrangementer. Desværre lå de alle på de aften- eller nattevagter i weekenderne, som Line Most var sat på. Så hun nåede aldrig at deltage.

"Jeg savnede at blive inddraget i det sociale fællesskab. Ikke fordi de skulle blive mine bedste venner, men bare at blive en del af fællesskabet," siger hun.

Glad for hjemmeplejen i København

Faktisk var hendes første faste arbejde som nyuddannet sygeplejerske så belastende, at hun var tæt på helt at droppe sygeplejen. Efter hun sagde op, fik hun arbejde som fast vikar i hjemmeplejen og rejste så efter kort tid til Zürich i Schweiz med sin kæreste. Her blev hun gravid, og mens hun var på barsel, overvejede hun at læse videre.

"Jeg blev virkelig skræmt af min første oplevelse. Jeg troede, det var mig, der var noget galt med. Men jeg syntes alligevel, at det var synd at give op så hurtigt, for sygeplejerske er det, jeg gerne vil være."

Da hun og kæresten vendte hjem, besluttede hun sig for at give faget endnu en chance. Men det skulle være i hjemmeplejen i København, hvor hun havde været glad for at være vikar.

Her er hun endnu.

"Jeg er rigtig, rigtig glad for at være her. Der er også stresset i hjemmeplejen, men på en helt anden måde. Jeg er blevet godt modtaget fra starten, og de tager sig godt af én. Og accepterer, at jeg er, som jeg er."