Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Billedserie: Traumer i teltet

I alt 27 danskere er blevet såret i Afghanistan fra 2001 og frem til juli 2008. De er alle behandlet på infirmeriet eller felthospitalet og derefter hjemsendt til Danmark, oplyser Forsvarets Sundhedstjeneste.

Sygeplejersken 2008 nr. 17, s. 26-27

Af:

Katrine Birkedal Christensen, journalist

Foto: Katrine Birkedal Christensen, journalist

SY-2088-17-26a

SY-2088-17-26b
Mandag morgen kl. 8.30. Sygeplejerske Lisbeth Bjerre (i midten af billedet) er lige stået op og kommet ud af badet, da der kommer besked om, at tre sårede er på vej ind til Camp Price. Hun skynder sig op til infirmeriet, hvor de øvrige danske og britiske læger, sygeplejersker og sygepassere er ilet til. Da de tre sårede afghanske soldater ankommer, klippes tøjet af dem og stabiliserende behandling sættes i gang.

SY-2088-17-26c
Mens lægerne fokuserer på den sværest sårede af de tre afghanske soldater, tager Lisbeth Bjerre ansvaret for at stabilisere den anden patient, der er kommet ind med to skudsår i det ene ben og ét i det andet. Tolken ved hovedgærdet hjælper Lisbeth med at få oplysninger fra den sårede om hans smertetilstand. Den tredje sårede er skudt i foden.

SY-2088-17-26d
Lisbeth har eneansvar for den sårede afghanske patient, mens resten af holdet kæmper med den anden patient. Det er ikke ualmindeligt, at sygeplejerskerne i klinikken tager et stort ansvar og træffer afgørelser om medicinering mv., når der er travlhed. Her gør hun klar til at give patienten morfin.

SY-2088-17-26e
Overlæge for den danske indsats i Afghanistan, Nina Rummer (i forgrunden af billedet) tager fat ved den ene af infirmeriets to bårer. Her er Lisbeth og resten af holdet i fuld gang med at stoppe blødningerne fra skudsår i hals og arm hos en soldat fra den afghanske hær, der kom i kamp natten til mandag.

SY-2088-17-26f
De sårede soldater bringes efter at være blevet stabiliseret så hurtigt som muligt til felthospitalet i Camp Bastion, hvor der er mulighed for operation, scanning og røntgenfotografering. Lisbeth gør hurtigt patienten klar til transporten fra infirmeriet til helikopterlandingspladsen.

SY-2088-17-26g
Den britiske helikopters propel skærer gennem luften med tunge, rytmiske og øredøvende dunk. Lisbeth forsøger at råbe informationer videre til de britiske soldater, som bringer de sårede videre til felthospitalet længere sydpå, der er bemandet med 150 sundhedsfaglige personaler.

SY-2088-17-26h
Helikopteren letter, få minutter efter den sårede soldat er vel om bord. Fra patienten kom ind på det danske infirmeri, til han er på vej til felthospitalet i Camp Bastion, går der 45 minutter. Ambulancen kører tilbage til infirmeriet, hvor tre nye patienter - afghanske soldater ramt af en vejsidebombe - er under behandling.