Ørkenkrigens danske sygeplejersker

Soldater puster ud i 45-50 graders varme efter patrulje på landevejen i Helmand. Livet i lejrene er primitivt, og plejen af soldaternes skader og skavanker foregår ofte enten i bunkeren eller i infirmeriets telt. Foto: Katrine Birkedal
Christensen

Larmen i en pansret mandskabsvogn, der snor sig gennem den stegende hede ørken i Helmandprovinsen i Afghanistan, er øredøvende. Støvet står ind fra alle sider, og metaldelene i vognen brænder mod huden, hvis man glemmer at iføre sig sine handsker. Vognen stopper brat, og soldaterne fra den lille karavane af militære køretøjer gør klar til at patruljere på en vej. Så langt øjet rækker, strækker sig kilometervis af grågul, stenet afghansk ørken, der gold og uvejsom gør hvert et skridt med op mod 30 kg tung udrustning til en kraftanstrengelse.

Mens de danske soldater stiller sig op på vejen for at visitere de afghanere, der kører forbi, holder sanitetsvognen klar ved de øvrige køretøjer til at yde førstehjælp til sårede, hvis soldaterne skulle komme i kamp. De fire sanitetsfolk, der er med i vognen, falder til ro med at vente. "Hurry up and wait," som de siger i militæret. Man skal skynde sig at være klar - til at vente. Og det gør man så. Venter på, at andre udfører deres del af missionen. Venter på, at noget forhåbentlig ikke sker. Men er klar - hvis nu.

Testosteron og ørkenstøv

Med ansigtet dækket af et fint lag rødligt støv, der klæber til den svedige hud, ryger sygepasser Heine en smøg i skyggen af sanitetsvognen. Sygehjælper Joachim tager sig en lur på den ene af vognens to bårer, mens sygehjælper Chanette hælder kogende vand over sin feltration, der i dag består af spaghetti bolognese - eller rettere en tyk grød, der smager vagt af italiensk pasta på en dårlig dag. Dennis, der er gruppefører for enheden, holder sig ved radioen og følger med i soldaternes færden på patruljen ved vejen knap 100 m fra dem. I kikkertsigtet på hans gevær kan han følge, hvordan 11 afghanske mænd gennes ud af en meget lille jeep og visiteres.

I dag sker der ingenting. Ingen kamp, ingen sårede. En soldat får lidt papir til en blodtud, som ofte forekommer i ørkenen, fordi sandet blæser næsens slimhinder tynde, sanitetsvognen pakkes sammen og kører sammen med delingen tilbage til den fremskudte base nordligt i Helmandprovinsen ved navn Armadillo, hvor de danske kamptropper holder til. Et fort bygget op af sand, sten og kreativ opfindersnilde, der huser godt 150 danske soldater, sanitetsfolk og en læge. Her lever sygehjælper Chanette på 23 år side om side med en flok unge drenge i bare maver, der har skabt en velordnet Femø-lejr for mænd.

Primitivt og basalt

Luften er tung af ørkenstøv og testosteron. Ud af en gammel lerklinet gård, der har huset en afghansk familie på 10 personer, har fortet forgrenet sig til adskillige primitive bunkere, hvor soldaterne lever i tæt fællesskab i godt seks måneder ad gangen. Bad foregår med en sæk, der hænges op i et stativ, maden består af feltrationer med tørret føde, der blandet med kogende vand udgør et måltid grød af varierende smag, og nattesøvnen foregår for mange under den frie, stjernefyldte nattehimmel - i øvrigt ganske frivilligt, da bunkerne er stegende hede både dag og nat.

Infirmeriet er, ligesom resten af lejren, bygget op af militærets universalmateriale hesco - en form for sandsæk, der består af flammehæmmende, gråligt stof med en ydre skal af metaltrådsnet. Sækkene fyldes op og stables til bunkere, boliger, stole, sofaer, og alt hvad hjertet kan begære på et fort. Alt, bortset fra det medicinske udstyr, som primært befinder sig i sanitetsvognen, har personalet hernede selv flikket sammen.

For det meste behandler infirmeriet småskader og skrammer på soldaterne. Somme tider bliver danske soldater såret ved fronten. Og så holder den danske læge åben konsultation hver eftermiddag i to timer for de lokale i området - hvilket mellem 10 og 50 mænd dagligt benytter sig af. Kvinderne er endnu ikke begyndt at komme til klinikken.

Frontlinjens ambulance

Chanette har siden februar været en del af sanitetsteamet i den lille lejr. Selv om hun befinder sig midt i en krigszone omgivet af et drengemiljø uden adgang til rindende vand, synes den unge pige fra Aalborg godt om livet i Armadillo.

"Man lever meget primitivt og meget socialt. Her bygger man sit eget sted, og man får det, som man vil have det. Forleden bagte vi pandekager over bålet og hyggede os. Der er lidt lejrskole over det," siger Chanette.

Men selv om lejrens soldater og sanitetsfolk har lettere til smil og sjove historier end til tunge miner, skal der ikke være nogen tvivl om, at Chanette sammen med resten af holdet står allerforrest i krigens præhospitale indsats, når kuglerne falder, eller bomberne springer, som de gør stort set dagligt i Helmandområdet. Af sårede danskere har der siden marts været otte svært sårede, og Chanette var med til at behandle flere af dem.

"Én af dem, der blev såret, var jeg ret tæt på. Det mærkelige var, at han var så fattet, og det endte med, at det var ham, der sad og trøstede mig. Alting er meget tæt på, når man er herude. Vi behandler soldaterne og ser dem som patienter. Men vi har været sammen længe, og derfor er de både venner, kollegaer og patienter på én gang. Det er en mærkelig verden, vi er i, men sådan er det herude," fortæller den spinkle lyshårede pige, der gerne vil læse til sygeplejerske, når hun er vel hjemme i Danmark igen.

Sygeplejerskernes udfordring

På infirmeriet i lejren Price, godt 20 km syd for Armadillo, er forholdene mere strukturerede. Her ligger telte på snorlige rækker med adgang til aircondition, rindende vand og varm mad i kantinen. To danske læger, to sygeplejersker og et antal sygepassere og sygehjælpere har ansvaret for infirmeriet, der har til huse i et telt med plads til tre patienter ad gangen.

Mens sanitetsfolkene i Armadillo er med på patruljer, venter sygeplejersker og læger i Price på, at de sårede i området bringes ind til stabilisering eller lettere behandling. Lisbeth Bjerre, 35 år, er én af de to sygeplejersker, der har hevet tre måneder ud af hverdagen på skadestuen i Århus for at tage sig af soldaterne i Afghanistan. Hun lever side om side med de øvrige kvinder i et telt i lejren, og med en baggrund på syv år som soldat trives hun godt i felten.

"Det her er anderledes end i Danmark. Jeg kan sagtens stå alene med to af patienterne, og det er en tillidserklæring. Derhjemme ville man være smasket til i læger, men her er der en fin fordeling af ressourcer, for jeg har fuldt styr på det," siger hun.

Selv om infirmeriet er veludrustet, er der langt fra Price til forholdene på en dansk skadestue. Teltet, der huser infirmeriet, er på størrelse med en mellemstor dagligstue og rummer både bårer, medicin, en hyggekrog til de ansatte, skrivebord og bogreoler. Ørkenens støv lægger sig fint på alle overflader, og som sygeplejerskerne siger, er intet sterilt - rent, hvis man er heldig. Herude er det lille infirmeri en hybrid mellem en lægeambulance, en skadestue og "det at være på stedet".

"Vi kan ingenting helt - men lidt af det hele," beskriver Lisbeth Bjerre.

Et faktum, der betragtes som en kreativ udfordring af overlægen for den danske indsats i Helmand, Nina Rummer, der også er udstationeret i Price.

"Man lærer at bruge det, man har, uden at kompromittere behandlingen. F.eks. kan vi bruge en saltvandspose i stedet for en hovedpude, hvis det lige er det, vi står og mangler. Måske er det også lidt af charmen ved at være herude," siger Nina Rummer.

Livet er jo risikofyldt

Anæstesisygeplejerske Anne-Marie Agerlund, 55 år, der til daglig arbejder på Bispebjerg Hospital, har været ude som sygeplejerske i både Irak og Kosovo. Hun synes også, at en stor fordel ved militæret er de faglige udfordringer.

"Det er spændende at se nogle andre sider af sygeplejefaget. Det er fagligt udfordrende, og det er meget klinisk sygepleje. Vi har ikke så meget udstyr, så det er helt basal monitorering af patienten. Det er fingeren på pulsen," siger Anne-Marie Agerlund, mens mørket sænker sig over teltet i lejren.

Temperaturen daler ulideligt langsomt fra dagens 45-50 grader til godt 30 grader under stjernehimlen.

Livet i lejren er simpelt. Her slutter hverdagen sig trygt om den funktion, man hver især indtager i krigens logistiske myretue.

"Jeg trives her. Der er mad at spise, et sted at sove og mulighed for at få et bad. Når man lever under de her forhold, opdager man, hvor små ens behov egentlig er. På en måde er det let," siger Anne-Marie Agerlund, der aldrig føler sig utryg, når hun rejser ud med hæren.

Her i lejren er der trygt. Men bevæger man sig udenfor, så ved man selvfølgelig aldrig, hvornår en vejsidebombe eksploderer. På den anden side så ved man jo heller ikke, hvornår én eller anden idiot derhjemme kører én ned. Livet er jo risikofyldt," siger Anne-Marie.

Hærens dronning

Hvis lejren i Armadillo betragtes som den sårbare myre på toppen af tuen, der svedende slæber græsstrå på ryggen, er lejren i Price den myre, der er nået ned i sikkerhed med sine småsten i favnen. Camp Bastion, derimod, er den fede, strategiske dronning, der sidder tungt på logistik og undersåtter i midten af tuens trygge hulrum.

I Camp Bastion, 33 km syd for Price, ligger Helmands største felthospital, der huser 150 sygeplejersker, læger og sanitetsfolk. Kapaciteten svarer til et mellemstort regionalt hospital i Danmark, og faciliteterne er nye, svalt kølende og rene. Gangene i hospitalet snor sig praktisk fra venteværelse til skadestue, gennem operationsstue og til de to sengeafsnit, der hver har plads til 15 indlagte patienter. Våben efterlades ved indgangen, og personalet bevæger sig omkring med blide skridt og dæmpede stemmer.

Sygeplejerske Monica Schulz, 34 år, har sammen med det britiske personale sin daglige gang på den ene af felthospitalets sengestuer. Det er første gang, hun er af sted med forsvaret og har forladt hverdagen på intensivafdelingen på Gentofte Sygehus for at arbejde tre måneder på felthospitalet i Camp Bastion.

Monica føler sig godt beskyttet og sikker i lejren og synes sommetider, det er svært at fornemme, at hun befinder sig i en krigszone.

"Vi er godt beskyttet her. Men når jeg ser soldaterne komme ind på bårer fulde af blod og foden, der hænger slapt ned, så tænker jeg over, at der sker dramatiske ting på den anden side af muren. Så kan jeg godt mærke, at det her er krig," siger hun.

Smilets sygeplejerske

Skudsår er den primære skade, som Monica Schulz behandler på det store felthospital. Det er sårede soldater, der flyves ind fra kampe og ulykker med de britiske sanitetshelikoptere til felthospitalet.

"Vi har set mange sørgelige ting. I de store katastrofale masseskader, hvor soldaterne f.eks. har fået amputeret begge ben, har vi kunnet hjælpe dem og har til og med fået dem til at smile. Det giver mig fornemmelsen af, at jeg har hjulpet nogen videre," siger den spinkle sygeplejerske.

Hendes dage på felthospitalet består af 12-timers vagter og herefter 24 timers hvil. Så ud over arbejdet på sengestuen, bliver der også tid til at spille volleyball, se film, drikke cola og se på nattehimlens stjernevrimmel. Det sociale er i højsædet, når der kobles af efter en lang vagt.

"Efter en hård dag på arbejde med mange sårede mødes jeg med drengene og drikker kaffe, og så sidder vi 10 mennesker rundt om en bærbar computer og ser en film. Så får man det godt igen," siger Monica.

Et af de steder, hvor Monica og soldaterne finder ro og hvile, er hos 55-årige Ruth Brik Christensen, der er leder af KFUM's soldaterhjem i Camp Bastion. I en container har hun skabt en café med hjemmebagt kage, kaffe, kolde colaer, brætspil og tv-stue.

Solen står højt på himlen, termometeret sniger sig op over de 45 grader, og udenfor kæmper danskerne med sveden, der hagler af kroppen som fedt fra en velstegt julegås. Indenfor på soldaterhjemmet er der køligt. Krigen føles langt væk, og Monica sludrer med et par af drengene fra infirmeriet i lejren. Den stille ventetid kan sagtens fordrives på hyggelig vis, selv om man befinder sig midt i en krigszone.

Af hensyn til egen og pårørendes sikkerhed præsenteres flere af personerne ved frontlinjen kun med fornavn i artiklen.

Se også billedreportagen: Traumer i teltet