Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 faglige minutter: Historiefortælling - et vigtigt redskab

"En fortælling både underholder, bevæger og informerer på én og samme tid, og dens værdiladning smitter mere end lus," skriver fagredaktør Evy Ravn.

Sygeplejersken 2008 nr. 19, s. 60

Af:

Evy Ravn, fagredaktør, faglig sygeplejeleder

På en tidligere arbejdsplads havde forholdene på en bestemt afdeling gennem flere år været så dårlige, at der stort set ikke var patienter i sengene eller sygeplejersker til at pleje dem. Ledelsen blev udskiftet, arbejdsgange ændret, værdigrundlaget fundet frem fra A4-mappen, og patienterne fik igen tillid til afdelingen. Men sygeplejerskerne skulle ikke have noget klinket. Historien om den helt igennem uduelige afdeling havde sat spor og fortsatte uforandret i alle afdelinger, i personalekantinen, på kurser og ved sygeplejerskernes private sammenkomster.

Afdelingen var nær lukning, og den nyansatte afdelingssygeplejerske var langt forud for sin tid, da hun gennemskuede, at myten måtte ændres. Med påskuddet om at lære huset at kende inviterede hun sig selv til kaffe under morgenrapporten i alle afdelinger hver måned og undgik behændigt fælden om at rette op på fortidens synder. I stedet fortalte hun om konkrete patienter i hendes afdeling, og hvordan de sygeplejefagligt tacklede udfordringerne. I løbet af et år stod sygeplejerskerne på venteliste til job i hendes afdeling.

Hun kunne det, der senere er blevet kendt som et vigtigt redskab i strategisk kommunikation, og som vi efter strejkens afslutning, der har efterladt et indtryk af, at sygeplejen kun handler om dårlig løn og ringe arbejdsvilkår, kan lære noget af: historiefortælling.

En fortælling er en mundtlig genre, der giver udtryk for vores verdensbillede og værdier. En fortælling både underholder, bevæger og informerer på én og samme tid, og dens værdiladning smitter mere end lus. Hvilket jeg fik syn for sagen for under en åbningsreception i forrige uge, hvor en sygeplejerske foran en betaget tilhørerskare fortalte om sin datter, der netop er blevet færdig som sygeplejerske. Med blussende solbrændte kinder og strålende øjne delte hun ud af glæden ved at have et fagligt fællesskab med sin datter om det fag, hun selv har elsket i 30 år. Jeg ærgrede mig resten af dagen over, at vi ikke var på TV2 direkte.

Vi trænger til flere af hendes slags, der kan tage ikke mindst de unge med ud på den mangfoldige rejse, sygeplejefaget er, og hvis der er nogen, der kan fortælle historier, er det Danmarks 75.000 sygeplejersker. Det så vi under strejken, hvor den fælles sygeplejefaglige identitet blomstrede gennem hundredvis af gode historier over caffelàtte og kolde fadøl efter demonstrationer og de mange andre kreative indslag. Ligesom enhver, der har siddet i en forsamling af sygeplejersker, har oplevet, at vi ved det mindste stikord ubesværet og gerne hiver 4-5 forrygende spændende, rørende, udfordrende eller sjove patienthistorier ud af ærmet.

Aktuelt ser fremtiden mere end sort ud for sygeplejen og derved for vores alles sundhed, og det bedste, vi kan gøre for vores fag de næste år, er dagligt at fortælle mindst én historie om sygepleje til en person uden for kollegakredsen eller familien. Ikke en opdigtet, idyllisk eller fortænkt historie. Det behøver sygeplejen ikke, den har rigeligt i sig selv. Historien må gerne rumme faglige frustrationer og fiaskoer, men spring for en gangs skyld lønnen og de skæve vagter over. Det ved tilhørerne alt om i forvejen, men faget kender de ikke.

Sygeplejersker er de bedste til at viderebringe et jordnært levende billede af, hvad sygepleje handler om, og derved ændre myten om sygeplejen som et ensformigt fag uden udfordringer. Hvis man som kommende historiefortæller er usikker på egne fortællerevner, findes der professionelle fortællere, der tilbyder fortællerkurser. Måske en idé for kredsene i Dansk Sygeplejeråd at oprette sådanne kurser for de mange sygeplejersker i praksis, der elsker deres fag og gerne vil formidle glæden videre til deres sønner og døtre og deres venner" Historier om sygepleje er fagets bedste advokat ved næste års uddannelsesmesser. 

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.