Anæstesisygeplejersker ud med blå blink

"Anæstesisygeplejersken kan sit håndværks ABC. Er der nogen, der kan skabe frie luftveje, så er det anæstesisygeplejersken, som udfører det arbejde hver dag," mener Martin Finseth. Foto: Ole Mortensen

Akutbilerne i Danmark skal som udgangspunkt bemandes af et team bestående af en anæstesisygeplejerske og en ambulanceredder eller paramediciner. Det mener anæstesisygeplejerske Martin Finseth, som selv kører akutbil en dag om ugen i Vestjylland. De øvrige dage arbejder han som anæstesisygeplejerske på Ringkøbing Sygehus.

"Men det er klart, at hvis der er tale om en meget alvorlig ulykke, så skal man have en læge med ud til ulykkesstedet. Den præhospitale indsats er i dag og skal i fremtiden være et godt teamwork mellem læge, anæstesisygeplejerske og ambulanceredder," siger Martin Finseth, som er næstformand i SIG-gruppen for akut/præhospital anæstesisygeplejersker under Dansk Sygeplejeråds Fagligt Selskab for Anæstesi-, Intensiv- og Opvågningssygeplejersker.

Martin Finseth mener, at der er behov for anæstesisygeplejersker på skadestedet i alvorlige situationer, fordi anæstesisygeplejersken har kompetencer, som ambulanceredderen eller paramedicineren ikke kan tilbyde patienten.

"Anæstesisygeplejersken kan sit håndværks ABC. Er der nogen, der kan skabe frie luftveje, så er det anæstesisygeplejersken, som udfører det arbejde hver dag på sygehuset. Paramedicineren har ikke den kompetence og rutine og kan heller ikke give patienten smertestillende medicin eller lægge en narkose," siger Martin Finseth og tilføjer, at anæstesisygeplejersken desuden fra uddannelse og arbejde har indsigt til hele tiden at være "foran" patienten. Det betyder, at sygeplejersken kan gribe ind mod en uheldig udvikling i tide.

Martin Finseth mener altså ikke, at man kan overlade det til ambulancereddere - uanset om de har det højeste uddannelsesniveau som paramedicinere - at stabilisere patienterne, til lægen enten er rykket ud eller patienten transporteret til sygehuset. Altså skal paramedicinere efter hans mening ikke køre alene i akutbilerne. Men det vil være en god idé at opgradere bemandingen i ambulancer fra reddere til paramedicinere.

"Vor tjeneste oplever et par gange om måneden, at jeg må lægge narkose på en tilskadekommet. Jeg gør det selvfølgelig kun, når det er strengt nødvendigt, og i de situationer er der ikke tid til at vente tyve minutter eller en halv time på, at lægen er fremme. Det kan f.eks. dreje sig om en person, der ligger alvorligt tilskadekommen på en græsmark," siger han og fremhæver, at en rapport fra Sverige for nylig har draget positive konklusioner af anæstesisygeplejerskers udrykning med akutbiler (Prehospital Vård i Skåne, Vårdförbundet, marts 2008).

Martin Finseth understreger, at det er vigtigt, at de sygeplejersker, der rykker ud med akutbilerne, opretholder rutinerne i anæstesien i det daglige arbejde. Samtidig fremhæver han, at der er behov for, at der udvikles en fælles præhospital uddannelse for alle anæstesisygeplejersker, der skal ud med akutbiler.

"Det er nødvendigt, fordi vi skal have et fælles direktiv for vores arbejde derude," siger Martin Finseth.

I debatten om akutbiler høres manglen på anæstesisygeplejersker på hospitalerne som et argument mod at bruge sygeplejersker i akutbilerne. Men det argument afviser Finseth med, at der faktisk er stor interesse blandt sygeplejersker for at køre akutbil. Altså vil kørsel med akutbil faktisk tiltrække sygeplejersker til specialet, mener han.