De fandt en kur mod stress

Fatma Atis (tv.) og Sefanur Ciftci aflaster sygeplejerskerne på lungemedicinsk afdeling på Hillerød Sygehus ved at tage sig af en lang række serviceopgaver. Foto: Simon Knudsen.

Sygeplejersker løser hver dag en masse ikke-sygeplejerelevante arbejdsopgaver, som man ikke behøver at være sygeplejerske for at løse. Problemet er velkendt, og det kan i sidste ende gøre arbejdsdagen så stresset, at der bliver for lidt tid til sygeplejerskens kerneopgaver.

Mange indvandrerkvinder med begrænsede danskkundskaber har svært ved at få fodfæste på det danske arbejdsmarked.

På lungemedicinsk afdeling på Hillerød Hospital har de to ting en hel del med hinanden at gøre, og derfor har man slået to fluer med ét smæk.

Lungemedicinsk afdeling i Hillerød hører til det arbejdsområde og geografiske område, hvor flest sygeplejersker oplever stress. Afdelingen har jævnligt overbelægning og har endda i en periode lånt ekstra sengepladser i en naboafdeling. Der er også ubesatte sygeplejerskestillinger. Alt sammen faktorer, der kunne sende det gode arbejdsmiljø til tælling. Men sådan er det ikke, bl.a. fordi et igangværende projekt har lettet sygeplejerskerne for opgaver, de ikke behøver at løse.

OversygeplejerskeBritt Holmgaard:

"Ved at ansætte indvandrerkvinder til at aflaste sygeplejersker for ikke-sygeplejeopgaver ville vi dels modvirke, at sygeplejerskerne bliver stressede, dels medvirke til, at indvandrerkvinderne bidrager aktivt til velfærdssamfundet. Vi kunne være med til at ændre holdninger til indvandrere blandt personalet og blandt patienter."

Og så blev Fatma Atis og Sefanur Ciftci ansat. De modtager sprogundervisning i afsnittet i form af "arbejdsdansk" to gange om ugen fra den sprogskole, de gik på i forvejen, og har klinisk vejleder Anna Marie Serup som mentor og underviser i afdelingen. Deres hjemkommuner bidrager med løntilskud til Region Hovedstaden, indtil de kan fastansættes. Det forventes at blive sidst på året.

Konstitueret afdelingssygeplejerske Janni Momberg:

"Først skulle vi have defineret, hvilke opgaver der ikke fordrer en sygeplejefaglig uddannelse. Opgaverne skulle som udgangspunkt heller ikke handle om direkte patientkontakt, selv om vi hurtigt begyndte at diskutere, om det godt kunne være at køre med patienternes kaffevogn. Vi oplevede nogle enkelte tilfælde i starten, hvor patienter reagerede negativt på, at det var Fatma eller Sefanur, der henvendte sig til dem. I de tilfælde har det været os fra ledelsen, der har talt med de pågældende patienter om, at Fatma og Sefanur hører til afdelingens personale.

Fatmas og Sefanurs arbejde betyder, at vi slipper for at stå i kø i køkkenet for at skylle tallerkener. Vi slipper også for dårlig samvittighed over, at vi ikke nåede at fjerne en brugt kaffekop, og vi slipper for at opdage, at det dropstativ, vi er på vej ind til patienten med, er overstænket med sondemad. Kaffekopperne er væk og på plads, dropstativet er rent, og der ser ordentligt ud rundt i afdelingen.

Det er enormt tilfredsstillende for personalet, at de kan yde den sparede tid hos patienterne. Vi har mange kroniske patienter, som det betyder meget for, at vi har ekstra tid."

Britt Holmgaard:

"Det, vi har gjort, kommer ikke af sig selv. Man skal tage stilling til, hvilke opgaver man vil afgive, og man skal være parat til at acceptere hjælp."

Har aflastningen så virket efter hensigten?

Sygeplejerske Betina Andersen:

"Det er der ingen tvivl om. Det er der bred enighed om blandt alle de kolleger, jeg har spurgt. Hver især er opgaverne små, men tilsammen betyder de meget. Vi har fået mere tid på patientstuerne, men også på personalestuen. Fem minutter ekstra til at planlægge dagen betyder meget. Og nu holder vi pauser samlet. Vi oplever det som personaleomsorg.

Første gang, Fatima eller Sefanur spurgte: "Vil du have en kop kaffe?" var det lige før, man blev helt forskrækket!"

Se også artiklen Der skal fagligt perspektiv på opgaveløsningen i Sygeplejersken nr. 22/2007.