Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Der må grædes ved bordet

Stressramte. Når sygemeldte sygeplejersker i Nykøbing Falster mødes hos Dansk Sygeplejeråd, er alle følelser tilladte. Der vises vrede, frustration, skam, sorg - og glæde, optimisme og støtte. Og fælles er, at ingen ønsker at være syge.

Sygeplejersken 2008 nr. 19, s. 20-21

Af:

Katrine Birkedal Christensen, journalist

DSY-2088-19-20ben 46-årige sygeplejerske Charlotte Brusen mærkede symptomerne på stress efter en travl periode i hjemmeplejen. Hun kunne ikke sove om natten, fik hovedpine, sløret syn, humørsvingninger og havde let til gråd. Efter et års behandling på en stressklinik og masser af støtte fra kommunen og Dansk Sygeplejeråd er hun igen tilbage på arbejdsmarkedet. I dag er hun ansat i et infirmeri i hæren. Foto: Hanne Loop

Solens stråler står sitrende mellem de fire borde, der danner et artigt rektangel i stuen på en gammel villa på Sydsjælland. På langsiderne af møbelformationen sidder henholdsvis fire og tre sygeplejersker, som lidt forsigtigt nipper ostemadder og kaffe i sig, mens de skæver til hinanden. Alle er her, fordi de er blevet syge af at gå på arbejde.

Den 46-årige sygeplejerske, Charlotte Brusen, har været hele møllen igennem. Efter en travl periode i hjemmeplejen, hvor hun oplevede stort arbejdspres uden pauser, tid til refleksion eller supervision og uoverensstemmelse mellem arbejdsopgaver og arbejdstid, kunne Charlotte Brusen mærke symptomerne på stress. Hun kunne ikke sove om natten, havde pludselig stigning i hvilepulsen til 120 slag i minuttet, fik hovedpine, sløret syn, hukommelsesproblemer og blev meget grådlabil.

"Jeg sygemeldte mig, men det var et helvede. De små problemstillinger i hverdagen blev helt uoverskuelige, og jeg troede, at jeg fejlede alt muligt, så jeg var bange for at blive tosset," fortæller Charlotte i dag.

Den erfarne sygeplejerske har i dag nemt ved at sætte ord på sine følelser og symptomer. Andre i gruppen er blevet meldt syge med stress for nylig og har sværere ved at få beskrivelserne sammenfattet. De famler lidt i historien eller bryder grædende sammen halvvejs.

SY-2088-19-20c

SY-2088-19-20dAngstprovokerende

Laila Rasmussen, faglig sekretær i Kreds Sjælland i Dansk Sygeplejeråd, har siden 2003 stået for at samle de sygemeldte sygeplejersker i netværket. I alt 54 sygeplejersker har deltaget i møderne i en kortere eller længere periode.

Laila Rasmussen kender symptomerne og tankerne hos sygeplejerskerne til fingerspidserne, og hun giver sine råd til gruppen om alt fra rettigheder hos kommunen og psykiatriske tilbud til familieråd og opmuntrende opbakning til at træffe beslutninger.

Én af sygeplejerskerne fortæller om, hvordan hun efter en længerevarende sygemelding med stress nu er startet på sit arbejde igen. Men hendes arbejdsgiver forsøger at presse hende til at komme hurtigt på fuldtid igen, hvilket hun finder angstprovokerende. Hun har imidlertid mandet sig op til at protestere mod presset, og hun fortæller de andre i gruppen, hvor stor en lettelse det var for hende, da hun fik sagt fra over for sin leder.

En beslutning, som Laila Rasmussen roser:

"Det er så vigtigt at stå fast, når du har en følelse af, at du kun skal være på halv tid. Tal med din læge om det. Det er kun dig, der ved, hvordan du har det. Og det skal du fortælle din læge, så vil han sikkert hjælpe med en lægeerklæring om, at lige nu kan du kun arbejde på nedsat tid," siger Laila.

De andre i gruppen nikker. De kender også følelsen af at blive presset.

"Man er nok opdraget til, at man bare skal tage sig sammen. Og jeg vil jo heller ikke være syg. Men det sværeste at gøre, når man har stress eller en depression, er jo "at tage sig sammen"," fortæller en anden sygeplejerske ved bordet.

Tag dig selv til eftersyn

For Charlotte Brusen er situationen vendt. Efter et års behandling på en stressklinik i Hillerød, masser af motion og støtte fra kommunen og Dansk Sygeplejeråd er hun i dag ovenpå igen. Gruppen hos Kreds Sjælland i Dansk Sygeplejeråd har været én af hendes faste støtter.

"Indtil jeg kom i gruppen, synes jeg, at jeg havde kæmpet meget alene. Og jeg fik i starten heller ingen økonomisk hjælp, fordi jeg ikke vidste noget om, at det var muligt. Via gruppen fik jeg et indblik i, hvad jeg har ret til og pligt til, og fik gode råd forud for møderne med min sagsbehandler. Det var guld værd. Jeg fik et lille puf, og det var rigtig godt at mødes og se, at der var nogle, der var mere nede end mig, og andre, der var længere oppe end mig - men det viste, at der var en vej igennem det," fortæller Charlotte Brusen.

Hun mener, at sygeplejersker bør tage sig selv og deres arbejdsliv op til en grundig revision - mindst én gang om året.

"Man sender jo sin bil til eftersyn. Det skal man også sørge for at gøre med sig selv. Vi skal lytte til vores egne behov og styre vores liv efter dem," siger Charlotte Brusen, som i dag er ansat som afdelingssygeplejerske i et infirmeri i hæren, hvor hun arbejder fuldtids.

Og det føles helt rigtigt.

STØTTEGRUPPE FOR STRESSRAMTE OG SYGEMELDTE

Netværksgruppen for sygemeldte og ledige sygeplejersker i Kreds Sjælland mødes i Nykøbing Falster hos det tidligere Storstrøms Amtskreds i Dansk Sygeplejeråd hver anden måned til et par timers samvær. Ofte inviteres gæster udefra til at komme og rådgive sygeplejerskerne. F.eks. a-kassens socialrådgiver eller en psykolog. Formålet er at dele oplevelser og løsninger med gruppen for at lære af hinanden.