Forskellige løsninger er vejen frem

Minimumskvalitet. Korpslæge i Falck, Svend Trautner, vil ikke pege på én faggruppe frem for en anden som den rette til at bemande akutbiler. Det vigtige er, at regionerne opbygger et samlet set godt akut beredskab, og det kan gøres på mange måder, mener han.

SY-2088-19-27a"Det vigtige er den måde, hvorpå man organiserer systemet, og at sygeplejersken eller para-medicineren har mulighed for at kommunikere med en læge eller tilkalde én ude fra skadestedet," siger Svend Trautner. Arkivfoto: Falck

Selv om virksomheden Falck selvfølgelig gerne vil spille en rolle i det akutte beredskab, behøver der ikke sidde en Falck-mand bag rattet i hver eneste akutbil, mener korpslæge i Falck Svend Trautner. Det vigtige er, at det akutte beredskab bygges op på en måde, så patienterne får bedst mulig kvalitet i forhold til den geografi og de ressourcer, som findes i regionerne, siger han.

"Danmark er jo forskelligt opbygget geografisk. Regionerne er forskellige, så derfor tror jeg ikke, at man kan finde én løsning, der passer alle steder. Men der skal selvfølgelig være en minimumskvalitet til stede overalt," siger han.

"Der er ikke nogen rette persongruppe, der skal sidde på det hele. Vi har efterhånden fået oprettet en gruppe af sundhedspersoner, der kan noget på det præhospitale område. Vi har en række akutlæger, der har fået præhospital erfaring. Vi har sygeplejersker, der har noget erfaring, og vi har fået paramedicinere på banen, som viser sig også at kunne nogle ting. Endelig er der ambulanceredderne, som har fået løftet deres uddannelse," siger Svend Trautner, som ikke ønsker at puste til en opblussen af fagpolitiske diskussioner om bemanding af akutbiler.

Nogle steder i landet "dyster" anæstesisygeplejersker og paramedicinere om, hvem der er mest egnet til at køre akutbil, og Sven Trautner deler omhyggeligt sol og vind lige, da han bliver bedt om at definere forskellen på sygeplejerskers og paramedicineres kvalifikationer:

"Paramedicineren har en rimelig stor skadestedserfaring. Sygeplejersker - det gælder erfarne, intensiv- eller anæstesisygeplejersker - har en kompetence omkring de øvre luftveje. De kan på lægens delegering bedøve og intubere. Det kan paramedicinere ikke. Paramedicineren kan til gengæld lægge en larynxmaske (til opretholdelse af vejrtrækningen, red.), hvilket vi har lang erfaring med i Nordsjælland. Desuden har en erfaren sygeplejerske selvfølgelig en vis klinisk erfaring. Ligesom en redder, der er blevet paramediciner og har kørt i 20 år, har megen skadestedserfaring."

Betyder det, at det er hip som hap, hvem der kommer til skadestedet?
"Nej, men det vigtige er den måde, hvorpå man organiserer systemet, og at sygeplejersken eller paramedicineren har mulighed for at kommunikere med en læge eller tilkalde én ude fra skadestedet," siger Svend Trautner, som er "stolt af", at man i Danmark er enige om, hvilke "byggesten" den præhospitale indsats kan bygges af.

Det nåede man frem til i arbejdsgrupper nedsat af Sundhedsstyrelsen i 1999. Nu handler det ifølge Svend Trautner om at bygge de regionale løsninger op af disse byggesten. Man skal styrke uddannelserne. Den enkelte aktør skal sikres den nødvendige rutine. Faggrupperne skal tale samme sprog og samarbejde. Desuden skal ny teknologi tages i brug til kommunikation. Endelig skal visitationen af ressourcerne, når der er ringet 112, raffineres, så der sendes det rette personale af sted til patienterne.

"Det vigtige er, at vi får strikket en fornuftig løsning sammen samlet set. Det her er ikke en konkurrence om, hvem der sidder hvor," siger Svend Trautner. 

Emneord: 
Akutsygepleje
Ulykke