Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hjælpearbejdet står stille

Rædselsscenarie. Den gennemsnitlige levealder i Zimbabwe er nu nede på 40 år, og befolkningen er reelt afskåret fra lægehjælp. Hvad kan det internationale samfund stille op? Sygeplejersken har spurgt generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Frans Mikael Jansen, der har et indgående kendskab til forholdene i Zimbabwe.

Sygeplejersken 2008 nr. 19, s. 32

Af:

Britta Søndergaard, journalist

SY-2088-19-32bEn zimbabweansk 500 millioner dollar seddel. Zimbabwe er præget af hyperinflation. Landets økonomi har været i frit fald, efter at præsident Mugabe i år 2000 ekspropierede tusindvis af farme ejet af hvide landmænd. 80 pct. af zimbabweanerne er arbejdsløse. Arkivfoto: AFP

Hvordan vil du beskrive sundhedsvæsenets situation?

"Vi kører mod en rædselssituation, hvor befolkningen er overladt til hjælp fra naboer og familie. Mange dør, fordi de ikke får deres medicin. Lægerne strejker, og hele det offentlige sundhedssystem er kollapset. Befolkningen er overladt til private læger, eller de kan tage til Sydafrika, og det er kun en mulighed for de rigeste."

Hvad kan humanitære organisationer gøre for at hjælpe?

"Mellemfolkeligt Samvirke har arbejdet i Zimbabwe siden 1983. Lige nu er der ikke så meget, vi kan gøre andet end at være med til at presse på, for at der kommer et politisk skifte. Udenlandske organisationer har fået forbud mod at arbejde i landdistrikterne, så større nødhjælpsaktioner er ikke mulige, men lokale organisationer kan stadig arbejde. Vi arbejder intenst på at forberede tiden efter et regeringsskifte i samarbejde med lokale partnere. Der bliver brug for en meget stor humanitær indsats og et forsoningsarbejde."

Hvornår tror du, der kommer et regeringsskifte i Zimbabwe?

"Det er svært at se, at Zimbabwe kan ryge meget længere ned mod afgrunden, så jeg er helt sikker på, at der vil ske et politisk skifte. Men vi ved ikke, om det tager fem dage eller et halvt år."