Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Offentlige ommøbleringer gør sygeplejersker syge

Fire plager. Sygeplejerskernes voksende problemer med stress er et symptom på en offentlig sektor, der er i konstant forandring og præget af tiltagende kontrol. Alligevel kan den enkelte sygeplejerske gøre meget for at komme problemet til livs.

Sygeplejersken 2008 nr. 19, s. 19

Af:

Britta Søndergaard, journalist

Stadigt flere lærere må sige farvel til kateder og tavlekridt og søge førtidspension på grund af stress. Socialrådgivere går psykisk ned på grund af papirbunker og manglende tid til klienterne, og senest viser en ny undersøgelse, at stress æder sig ind på 17 pct. af alle sygeplejersker.

Undersøgelsens resultat kommer ikke bag på en af landets førende arbejdsmiljøforskere professor Tage Søndergård Kristensen, som i en årrække har arbejdet for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og i dag er selvstændig konsulent. For generelt lider hele den offentlige sektor under fire plager, der får stress-problemerne til at eksplodere i disse år (se boks nedenfor).

Kravene om kvalitetskontrol og dokumentation vokser hele tiden, og det stjæler tiden fra patienterne. Der er for lidt tid til kerneydelsen og for mange strukturforandringer. En fjerde forklaring er, at patienterne er blevet mere krævende og besværlige end tidligere. Alt sammen faktorer, der udløser højt sygefravær, manglende arbejdsglæde, rekrutteringsproblemer og stress.

"De fleste af de ændringer, der laves i forbindelse med strukturreformen, er dårligt gennemført. Næppe havde regeringen lavet en kommunalreform, før den lancerer en kvalitetsreform, og lur mig, om ikke næste skridt bliver at nedlægge regionerne," siger Tage Søndergård Kristensen.

Han peger på, at det offentlige sygehusvæsens brug af vikarer kan være med til at forstærke udviklingen:

"Alle arbejdspladser beror på, at der er nogle, som bærer dem. Hvis en stigende del af de ansatte er vikarer, der farer ud og ind, så er der utrolig mange ting, som ikke bliver gjort, og det udløser stress. Det svarer lidt til at have en bil, som alle lejer, men hvor ingen tager ansvar for vedligeholdelsen."

Den enkeltes ansvar

Selvom samfundet har et stort ansvar for udviklingen, så fremhæver Tage Søndergård Kristensen, at den enkelte kan gøre meget.

"Sygeplejersker har grundliggende et godt arbejde. Det er vigtigt, at afdelingen og den enkelte sygeplejerske fokuserer på de områder af arbejdet, hvor de selv har indflydelse. Undersøgelser viser f.eks., at fjernelsen af overflødige arbejdsgange via metoder som lean reducerer stress," siger Tage Søndergård Kristensen.

Han advarer samtidig mod tendensen til, at afdelinger laver luftige handleplaner baseret på overordnede værdier. "Ledelsen bør i stedet melde ud med nogle klare beslutninger, som der er pondus bag."

Tage Søndergård Kristensen understreger, at sygeplejersker også kan minimere stress ved f.eks. at undgå at lade sig distrahere i løbet af arbejdsdagen.

"Jeg har læst de dagbøger, som Kirsten Holmboe (arbejdsmiljøkonsulent for Dansk Sygeplejeråd i Kreds Midtjylland, red.) har fået sygeplejersker til at skrive, og det virkede, som om mange lukkede op for alle mulige sluser, der fik lov til at stjæle deres tid. Det var f.eks. ikke afklaret, hvordan man skulle besvare telefoner, tale med pårørende m.m. Samtidig virkede det, som om mange sygeplejersker var dårlige til at takle de uendelige krav fra patienterne, selvom det er et grundvilkår i sygeplejen. De fokuserede meget på det, de ikke nåede i løbet af en arbejdsdag. Det svarer til, at en tømrer fokuserer på det hus, han ikke nåede at bygge - i stedet for at fokusere på det hus, han rent faktisk fik bygget."

DE FIRE PLAGER

Den offentlige sektor er ifølge arbejdsmiljøforsker Tage Søndergård Kristensen præget af fire plager:

  • For meget kontrol, dokumentation og mistillid.
  • For lidt tid til kerneydelsen.
  • For mange forandringer.
  • Krævende, besværlige og voldelige borgere. 
DE TRE DIAMANTER

En god arbejdsplads skabes ifølge Tage Søndergård Kristensen ved at arbejde med de tre diamanter.

  • Tillid, retfærdighed og samarbejdsevne.
  • Det gode job bør tage udgangspunkt i de seks guldkorn.
  • Stor indflydelse, social støtte, mening i arbejdet, forudsigelighed, passende krav og anerkendelse.