Vis både nærvær og faglighed

Det er mange år siden, Kathe Torp Jensen begyndte at undre sig over, hvad det er, der sker, når sygeplejersker møder en pårørende, som selv er sygeplejerske.

"Jeg oplevede, at der kom en distance hos personalet, og der faldt en masse negative bemærkninger om den pårørende: Nu er hun der igen. Hun burde da vide. Hun må da se, hvor det bærer hen. For dårligt, at hun ikke kan hjælpe mere til."

Siden 1996 har Kathe Torp Jensen været koordinerende sygeplejerske på Nykøbing og Næstved Sygehuse. Hun deltager i planlægningen af svære forløb og udskrivelser, hvor der er mange samarbejdsparter, og gennem årene har hun forsøgt sig frem med, hvordan man bedst griber det an, når man møder en pårørende, der selv er fagperson.

Jo mere hun har vist både nærvær og faglighed, jo bedre er samarbejdet kommet til at fungere.
"Der er mange forventninger til den pårørende, der er sygeplejerske. Det kan være fra os i systemet, men det kan også være fra den syge og den øvrige familie. Det er vigtigt at vise: Jeg er her for dig. Det er ikke dig, der har ansvaret for patientforløbet, det har vi. Men vi vil meget gerne samarbejde med dig."

Man skal ikke behandle sygeplejersken som en kollega, for hun er først og fremmest en pårørende. Men samarbejdet med pårørende skal altid tage udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger, og til sygeplejerskens forudsætninger hører altså nu engang hendes faglige baggrund.

Man skal tale til fagpersonen, men være opmærksom på, at hendes viden måske er forældet, og at hun ikke nødvendigvis kender specialet. Man skal spørge, hvad hun ved, og forklare, hvad man gør og hvorfor. Og man skal være ærlig, når noget ikke lykkes.

"Sygeplejersken ved godt, hvad best practice er. At ens nærmeste er alvorligt syg og døende, er i sig selv rigtig svært, og så bliver det en ekstra belastning at se dårlig sygepleje. Når tingene ikke går, som vi gerne vil, skal vi sige det, som det er."

Vær åben, følg op

Kathe Torp Jensen er særlig opmærksom på pårørende, som er fagpersoner, men det betyder ikke, at hun bruger mere tid på dem. Alle pårørende har krav på omsorg og sidder inde med en viden, som de professionelle har brug for.

"Og vi skal være åbne over for deres observationer og anerkende betydningen af dem. Ikke bagatellisere eller gå i forsvar. Man skal passe meget på med ikke bare at feje dem af med et: Hun er bare i krise. Selv om en pårørende er i krise, kan det, hun ser og ønsker, godt være relevant."

Kathe Torp Jensen har gode erfaringer med at være opsøgende, ikke vente, til den pårørende selv henvender sig. I forhold til en pårørende, der er sygeplejerske, sørger hun for hurtigt at få et overblik og få lagt en plan:
"Hvad ved hun? Hvad er hun for en pårørende? Hvordan kan vi samarbejde med hende?"

Ikke mindst er det vigtigt med en velfungerende kontaktpersonordning, understreger hun:
"Som sygeplejersker har vi jo kanaler, vi kan gå igennem, og hvis man ikke får svar det ene sted, prøver man det andet. Det kan give meget mudder, for så siger den ene det ene, og en anden noget andet, og den pårørende bliver endnu mere forvirret end før."

En af de meget vigtige opgaver for kontaktpersonen er at følge op, når forløbet er afsluttet. Kathe Torp Jensen har oplevet flere kolleger gå ned bagefter, når dødsfald og begravelse er overstået.

"De kommer på arbejde og skal være der for den patient, de plejer. Og pludselig kan de slet ikke klare det, fordi det minder alt for meget om det, de selv har oplevet. Som fagpersoner har vi et stort behov for at få afklaret de spørgsmål, vi sidder med, og få anerkendt, at vi gjorde det godt som pårørende."

Hvis man sidder tilbage med tanker om, at patienten kunne have overlevet, hvis der bare var gjort det eller det, er det selvfølgelig en læge, man skal tale med. Men også mindre alvorlige svigt er vigtige at få vendt.

Kathe Torp Jensen foreslår gerne, at den pårørende skriver sine overvejelser ned og afleverer dem, hvis hun sidder tilbage med en dårlig oplevelse.

"Men konstruktivt, så vi kan lære af det. Det værste, der kan ske, er, at man bare fejer kritikken af som et udtryk for, at den pårørende er i krise. Vi skal jo netop lære af det uhensigtsmæssige."