Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Skotter til kamp for patienternes sikkerhed

Inspiration. For et år siden skød den skotske sundhedsstyrelse en stor national kampagne for bedre patientsikkerhed i gang, stærkt inspireret af et lokalt projekt i regionen Tayside, der bl.a. har reduceret utilsigtede hændelser med 63 pct. og medicineringsfejl med 91 pct. I begyndelsen af september tog bl.a. en række danske sygeplejersker på inspirationsbesøg hos de skotske kolleger.

Sygeplejersken 2008 nr. 21, s. 22-23

Af:

Christina Sommer, journalist

Y-2008-21-22bIllustration: Lars Andersen

De store klistermærker i form af advarselstrekanter er placeret med jævne mellemrum på gulvene og taler deres helt tydelige sprog: "Have YOU cleaned your hands?"  

De har følgeskab af plakater på vægge og døre. Små foldere placeret på hylder og borde rundt omkring på afdelingerne uddyber budskabet med hygiejnevejledninger, og der er opsat spritdispensere ved alle døre til de enkelte afdelinger og andre oplagte steder.

Hverken personale, patienter eller besøgende kan være i tvivl om, at håndhygiejnen bliver taget meget alvorligt på Ninewells Hospital, som ligger i Dundee, Tayside, Skotland.

Men indsatsen for god håndhygiejne er bare en lille del af den store nationale kampagne for bedre patientsikkerhed "the Scottish Patient Safety Programme", som den skotske sundhedsstyrelse skød i gang i oktober 2007 på de 32 hospitaler i Skotland, der har akut modtagelse.

Kampagnen er bl.a. inspireret af netop det patientsikkerhedsarbejde, som personalet på hospitalerne i en af Skotlands 15 sundhedsregioner, Tayside, har udført siden 2004. Her vandt Tayside sammen med tre andre engelske regioner en konkurrence og dermed en pose penge til at forbedre sikkerheden for patienterne på regionens hospitaler. Ikke fordi patientsikkerheden var usædvanlig dårlig, men simpelthen fordi den altid kan blive bedre, fortæller Pat O'Connor, tidligere sygeplejerske og jordemoder, nu leder af sikkerhed, ledelse og risiko i National Health Service Tayside.

"Både engelske og internationale undersøgelser viser, at én ud af 10 patienter kommer ud for en utilsigtet hændelse under indlæggelse på et hospital. Det kan være en MRSA-infektion, fejlmedicinering eller postoperative komplikationer. Men forskning viser også, at halvdelen af tilfældene kan undgås, hvis personalet rutinemæssigt følger faste patientsikkerhedsprocedurer," siger Pat O'Connor og tilføjer, at de utilsigtede hændelser foruden de personlige omkostninger for patienterne også koster det skotske sundhedsvæsen 200 mio. pund (ca. 1,9 mia. kr., red.) om året i form af ekstra behandlinger og flere indlæggelsesdage.

Alle involveres

I Tayside er der de seneste fire år blevet sat ind med en lang række tiltag på de fem indsatsområder ledelse, peri-operativ sygepleje, pleje på almene afdelinger, intensiv pleje og medicinafstemning. I løbet af de to første år lykkedes det bl.a. at reducere de utilsigtede hændelser med 63 pct., medicineringsfejl ved indlæggelse med 91 pct. og CVK-infektioner (centralt venekateter, red.) på nefrologiske og intensivafdelinger med 66 pct. Den succes tilskriver Pat O'Connor flere faktorer, men især personalet på Taysides hospitaler.

"Vi kom i gang på det rette tidspunkt og havde både ledelsen og økonomien med os, men det altafgørende er, at personalet i de enkelte afdelinger føler ejerskab for projektet. Det, der for alvor batter, er det, der foregår ude ved patienterne," siger hun.

Tayside-projektet har derfor gjort meget ud af at involvere personalet bl.a. ved at lade de enkelte afdelinger kigge deres eksisterende arbejdsprocesser igennem med patientsikkerhedsbriller på: Hvad fungerer, og hvad skal ændres for at højne patientsikkerheden og sikre, at hver enkelt patient får den rette behandling til rette tid.

"Det giver den enkelte læge og sygeplejerske et stort ansvar, og de kan udvikle deres egne metoder, så længe de er pålidelige. Det testes ved løbende at måle de forskellige tiltag for at se, hvilken betydning de har for patienternes sikkerhed. Kravet om evidens er der stadig, men vejene til bedre patientsikkerhed kan være meget forskellige," siger Pat O'Connor.

Målinger sikrer handling

De flotte resultater i Tayside har resulteret i ambitiøse mål for den nationale skotske kampagne, der fokuserer på de samme fem indsatsområder og bl.a. har som målsætning inden for tre år at reducere dødeligheden med 15 pct., at reducere antallet af utilsigtede hændelser og antallet af hjertestop med hver 30 pct. og have ingen eller minimum 300 dage mellem infektioner i forbindelse med CVK. Og også her lægges der stor vægt på, at alle lige fra politikerne og hospitalets øverste ledelse til ledelserne og personalet på de enkelte afdelinger sætter patientsikkerheden øverst på dagsordenen.

Og netop personalets engagement og interesse for patienternes sikkerhed på Ninewells Hospital i Tayside er slående, fortæller ledende oversygeplejerske på Holbæk Hospital, Melinda Frandix.

"Hele systemet er præget af et dybt engagement for patienternes sikkerhed, ikke kun hos den øverste ledelse, men også blandt ledelserne og personalet på afdelingerne. De vil alle det her. Det tror jeg i høj grad skyldes, at personalet har fået lov til at udfolde sig. Der er respekt om deres arbejde, og der er opbakning til projektet hele vejen oppefra og ned i systemet," siger Melinda Frandix, der sammen med omkring 40 andre danske sygeplejersker, læger og andet sundhedspersonale var på studiebesøg i Tayside i begyndelsen af september.

Fælles for deltagerne er, at de alle er involveret i den danske patientsikkerhedskampagne Operation Life, som har flere lighedspunkter med den skotske kampagne. Melinda Frandix fremhæver desuden skotternes evne til at synliggøre deres resultater af hvert enkelt tiltag i afdelingen og ikke mindst til at reagere hurtigt på dem.

"Resultaterne bliver løbende offentliggjort på tavler i afdelingen og bliver endnu mere vigtigt også drøftet på deres afdelingsmøder. Går udviklingen ikke den rigtige vej, laves der straks nye handleplaner, og det indfører vi nu i Sygehus Nord i Region Sjælland. Hver afdeling skal komme med en handlingsplan for de Operation Life-pakker, de implementerer. Det er med til at sikre den lokale forankring hos ledelsen og medarbejderne. Operation Life har så mange konkurrerende tiltag, og det er tydeligt, at når der stilles krav til løbende afrapportering og konkrete handleplaner, så sker der noget," siger Melinda Frandix.

Sygeplejerske og souschef Susanne Christoffersen på Intensiv afdeling på Næstved Sygehus er ligesom den ledende oversygeplejerske også blevet smittet af de skotske kollegers engagement for patienternes sikkerhed.

"Efter turen til Skotland er vi faktisk begyndt at sige patientsikkerhed i stedet for Operation Life. Det er jo det, det hele drejer sig om. Og arbejdet for at forberede patienternes sikkerhed skal jo fortsætte, efter kampagnen er slut, akkurat som det gør i Tayside i Skotland," siger Susanne Christoffersen. "

Læs også: Det kan vi lære af Skotland